Lunas liv

Luna er en pige på 14 år. Hun har en normal familie; hendes mor, far og storebror. Hun lever i en lille "by" og har normale teenange problemer. Der er dog lige det, at Luna er magiker...

2Likes
1Kommentarer
402Visninger
AA

4. Menneske byen

Liva går ud af grotten, imod stedet hun har valgt, med mig i hælene. Jeg kan ikke helt huske vejen, så jeg følger bare efter hende.
Efter at have gået i samme retning i cirka et kvarter, kan vi se den lille by foran os. Der går mennesker rundt derinde, allesammen smilene. Vi sørger for at vores hår hænger ned i nakken, så vores mærker ikke kan ses. Derefter går vi ind i byen.
Byen er lille, med små, skæve huse fordelt rundt på brostenene. Her er helt anderledes, hvis man sammenligner med grotten. Her er så mange farver, så meget lys. Alle hilser på os, som om vi er en af dem. Gid jeg var... Jeg er godt træt af at være magiker, alt er for ensartet.

Som tiden går får jeg det meget bedre. Jeg går og dagdrømmer om dagligdagen heroppe. Mens jeg går rundt i min egen lille verden, mærker jeg et skub. Nogen løber ind i mig. Jeg ser mig omkring og lægger mærke til at Liva prøver at komme i kontakt med mig: "Luna? Hallo? Hører du efter?"
Jeg retter blikket mod hende og ser forviret på hende. "Hvad? Nå, nej det gjorde jeg ikke. Undskyld." Jeg krymper mig under hendes blik, mens hun ser opgivende på mig. Men der går kun et øjeblik, inden hun begynder at grine.
"Han løb den vej," siger Liva og peger fremad. "Ham der løb ind i dig."
Jeg smiler til hende, for hun ved at jeg er nysgerig. "Tak."

Jeg sætter i løb efter drengen, mens jeg undgår alle menneskerne i farten. Inden for kort tid har jeg indhentet drengen. Han hoved dukker op i mængden. Jeg ser han stopper op for at få vejret, hvorefter jeg lunter hen til ham. Jeg ville selv have været forpustet, hvis jeg ikke havde brugt lidt magi på mig selv.

Da jeg står foran ham, har han lukkede øjne. Jeg mærker et sug i maven, hvorfra det kommer, ved jeg ikke...
Han åbner sine øjne igen og bliver forskrækket over at se mig. Han spære øjnene op og ser undrene på mig. Jeg spære også selv øjnene op, mens jeg kigger nysgerigt på ham. Jeg har aldrig talt med et menneske før, så hvorfor nu? Hvorfor løb jeg overhovedt efter ham? Sket er sket, og jeg må bare tage det som det kommer.
"Hvem er du?" spørger drengen foran mig, mens han ligger armene over kors.
"Hvorfor løb du efter mig?" spørger jeg, uden at tænke inden.
Han fnyser. "Hvis du svare på mit spørgsmål, svare jeg på dit."
Jeg overvejer hans ord, samtiddig med at jeg studere hans ansigt. Hans solbrune hud, hans skæve næse, hans blå øjne, brune hår. Jeg lægger selv mærke til hans små fregner.
"Fint," siger jeg. "Jeg er L..." Jeg går i stå. Det er ikke klogt at fortælle ham mit rigtige navn. "Jeg hedder Lily. Så, nu skal du svare på mit spørgsmål." Jeg har det dårligt med at lyve overfor ham, men det er desvære nødvendigt.
"Fint." Han lader armene falde ned langs siden og hvisker; "jeg er på flugt."
Wow. Det havde jeg ikke lige regnet med. "Men hvis du er på flugt, hvorfor er du så stoppet? Og hvorfor er du på flugt?"
Han ryster på hoved. "Bare lad det ligge. Jeg hedder foresten Math." Han rækker en åben hånd frem mod mig. Jeg stirre undrene på den. Hvad laver han? Det er da noget mærkeligt noget.
Han lader hånden falde igen. "Du er ikke herfra, er du?"
Jeg ryster på hoved, og bider mig nærvøst i læben. "Ikke ligefrem."
Math nikker smilene til mig. "Skal jeg ikke vise dig byen?"
Han er godt nok imødekommende. Jeg har lige mødt ham, kun fordi jeg fulgte efter ham, og nu vil han vise mig byen? Jeg har aldrig mødt en magiker, der er ligeså venlig. Jeg ser mod solen, der er ved at gå ned, og sukker dybt. "Jeg ville gerne, men skal desvære hjem nu."
Han nikker bedrøvet. Burde jeg stole på ham? "Okay. Men hvad med at mødes uden for byen i morgen, når solen står højest på himlen?"
"Gerne." Jeg smiler til Math. "Så ses vi i morgen." Jeg begynder at gå samme vej, som jeg kom fra.
"Vi ses Lily," hører jeg bag mig.

Da Liva og jeg kommer tilbage til grotten, har jeg allerede fortalt hende alt om Math. Solen står meget lavt på himlen. Jeg når kun lige hjem, hvor mine forældre tager imod mig. De siger hurtigt godnat og sender mig i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...