Lunas liv

Luna er en pige på 14 år. Hun har en normal familie; hendes mor, far og storebror. Hun lever i en lille "by" og har normale teenange problemer. Der er dog lige det, at Luna er magiker...

2Likes
1Kommentarer
400Visninger
AA

3. Liva, min veninde

"Luna!" Jeg sukker da min mor råber af mig, da jeg taber mit glas. Det er blevet aften og vi er ved at spise aftensmad. Hun bliver altid sur, når den slags sker. Hun har fuldstændig forandret sig, siden tidligere.
"Ja, jeg ved det godt..." Jeg samler skårene fra glasset op, og rejser mig op for at smide det i skraldespanden. Det er trejde gang det sker i dag, så min mors tålmodighed er ved at være brugt op. Jeg kan bare ikke gøre for det... Nogle gange begynder mine hænder at ryste, og jeg kan ikke holde dem i ro. Hvis jeg har noget i hænderne taber jeg det. Det er virkelig upraktisk, især i skolen. Vi går i skole inderst inde i grotten. Der lærer vi at bruge vores krafter og at kontrolere dem. Der er også en slags lærere. De opfører sig bare lidt anderledes, end menneskenes lærere. Vores er altid glade, de smiler altid og er meget tålmodige. Der er bare ilge det, at jeg ikke stoler på dem. Deres øjne er tomme og hele tiden åbne. De er lidt uhyggelige, på en mærkelig måde...
Jeg trykker på den lille stenknap på væggen, og lemmen i gulvet åbnes. Jeg smider glasskrårene derned, men hører ikke de rammer bunden. Hullet er forhekset, så det aldrig bliver fyldt. Jeg går hurtigt tilbage til bordet og sætter mig ned. Min mor kigger skuffet på mig. Jeg ser ned på min talerken, for ikke at møde hendes blik. Vi spiser færdig i stilhed.

Da alle vores talerkner er tomme, rejser vi os op og går hen med dem i køkkenet. Det er det samme hver aften. Vi spiser, vi ryder op, vi slapper af. Det er det samme om og om igen. Derfor er festen årets højdepunkt, fordi de kedelige rutiner brydes.
Min familie går hen og sætter sig i stuen, som de plejer, mens jeg går ind på mit værelse. Jeg burde sidde ud sammen med dem, mens de snakker om alverdens kedelige ting. Men jeg har fået nok! Jeg gider ikke bruge mit liv på de samme ting, når der er så mange andre ting man kan. Jeg kunne gøre noget bedre for verden! Jeg kunne blive ven med et menneske... Nej! Den tanke er forbudt. Det får vi altid at vide; "og vigtist af alt: i må ALDRIG blive ven med et menneske!"
Jeg sukker dybt, og sætter mig ned i min stol. Det kommer aldrig til at ske... Jeg hiver mine ben op i stolen og sætter min i skræderstilling. Mit liv er, og bliver, kedeligt...

Jeg tror jeg siddet i stolen et par timer, da stoffet foran min dør glider til side. Liva, en af mine få venner, går ind. Hun smiler til mig og sætter sig ned i sengen.
"Din mor sagde du var herinde..." Hun krummer sine tæer; hun er nærvøs. Jeg kigger hen på hende. "Hvad er der?" Hun vil spørge om noget, jeg kender hende for godt til at hun kan holde noget skjult for mig.
Hun ser opgivende på mig, mens et lille smil breder sig på hendes læber. "Jeg har fået lov til at gå udenfor grotten i aften!" Hun smiler stort til mig. Liva plejer aldrig at få lov til bare at hente noget udenfor grotten. Hendes forældre er, tro det eller lad vær, mere overbeskyttende end mine er. Jeg smiler og går hen for at sætte mig ved siden af hende.
"Sejt. Hvor skal du så hen?" Jeg ser spændt på hende. Måske har hun en god idé...
Hun læner sig frem og hvisker noget i mit øre. Jeg er forbløffet over hendes valg. Vi må faktisk ikke være der, men hvorfor ikke prøve?
Jeg kigger smilene på hende. "Jeg er på..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...