Lunas liv

Luna er en pige på 14 år. Hun har en normal familie; hendes mor, far og storebror. Hun lever i en lille "by" og har normale teenange problemer. Der er dog lige det, at Luna er magiker...

2Likes
1Kommentarer
404Visninger
AA

1. Drengene

Jeg kigger op på solen over mig. Det er dejligt at mærke dens varme, når man ikke kommer op over jorden særlig tit. Vi bor i huler mig og mit folk; magikerne. For lang tid siden blev magiske væsner udstødt af samfundet. Menneskene ville ikke leve med os, fordi de var bange for os. Misundelige på os. I dag er de stadig bange, men gemmer det bag had. Hvis de ser os uden for vores grotte jagter de os og dræber os hvis de fanger os. Det er mærkeligt at tænke på, men sådan er det.

Jeg skal hente æbler til den store fest i dag. Festen er en tradition der holdes hvert år, for at fejre vores liv. Det er en fantastisk dag hvor der ikke bliver sparet på noget. Alle er klædt flot på og man kan se alles mærker. Mærket sidder i nakken og ser forskelligt ud fra familie til familie. I vores familie er det en måne. Alle mærker lyser i smukke farver. Når to magikere bliver gift ændre den ene sit mærke til den andens.

Jeg mærker vinden i mit lange, lyse hår, mens jeg smilene går ned ad gaden. Jeg kommer hen til gartneren, hvor der står en stor kurv med æbler. Jeg bøjer mig ned, uden at tænke mig om. Dagen er for god til at noget kan gå galt...
Mens jeg vender et æble i hænderne, hører jeg råb bag mig fra en flok drenge på min alder. Jeg retter mig op og vender mig om, for at se på dem. Alt mit hår hænger ned ved min ene skulder. De så mit mærke!

"En heks!" råber den største af de tre. "Efter hende!"

Jeg står lammet af skræk og kan ikke bevæge mig. Af sted, siger en stemme i mit hoved. Løb. Jeg gør som stemmen siger og løber. Da jeg stadig har æblet hånden, kaster jeg det efter dem. Det rammer den ene på skulderen.
Stop. Jeg sætter hælene i og stopper op lige uden for skoven. Jeg kan jo bruge mine krafter! Alle magikere kan trylle.
Vi kan manipulere med de fire elementer, ændre ting ved at røre ved dem og flyve på koste.
Jeg vender mig langsomt imod dem. De er også stoppet op og står nu og stirre på mig. Jeg har altid fået at vide at jeg aldrig må bruge mine krafter på mennesker. Men ligenu er jeg ligeglad med reglerne.
Jeg strækker armene ud foran mig og peger på drenge med dem. Langsomt snor rødder sig op omkring deres ben. De prøver at rive i den, komme fri, men intet hjælper. De kan ikke stoppe magien der flyder i mine årer.
Rødderne snor sig op omkring deres overkroppe og jeg lader mine arme falde ned igen. De går ingen steder lige foreløbig. Jeg vender mig mod skoven igen og går min vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...