It Was Just A Beginning - One Direction ♡

Bella Walker har hele sit 19-årige korte liv, levet i Danmark sammen med sin mor og hendes lillesøster Lucie. Da Bella var 4 år forlod hendes far dem, hun forstod ikke hvorfor, og har stadig ikke fået nogen forklaring på det. Hendes største drøm er at møde ham en dag. En dag får hun et opkald fra en fremmed mand, men er han nu mon også så fremmet alligevel?
I hvert fald kan hun ikke få sig selv til at takke nej til tilbudet.
Det hele bliver helt nyt for Bella, og en hel masse følelser bliver indblandet, og det bliver heller ikke ligefrem bedre, da en helt ny person pludselig dukker op i Bellas liv.
**Tjek lige min trailer, så er I nogle skattebasser!**

8Likes
2Kommentarer
825Visninger
AA

4. Liam Payne ♡

Jeg slog forsigtigt øjnene op, men lukkede dem hurtigt igen, da solen skinnede mig lige ind i øjnene.

Jeg vendte mig rundt og åbnede så øjnene igen, og kiggede ind i en hvid væg. Jeg åndede tungt ud og satte mig så op.

En smerte gik igennem min ryg og videre op til min nakke. ”Argh..” stønnede jeg og lagde en hånd på min nakke.

Fuck hvor gjorde det ondt!

Jeg prøvede at rette mig lidt mere op, men et højt knæk lød og et slags stød gik igennem mig. ”Fuck!” fik jeg fremstammet.

Hvordan kunne det gøre så ondt? Jeg havde sovet forfærdeligt i nat, men at det ligefrem føltes som om at ens knogler blev brækket op, det vidste jeg fandeme ikke.

Jeg satte mig ordentlig op, hvilket fik mig til at slippe et endnu højere støn ud end det før, idet min dør til værelset gik op.

Jeg kiggede irriteret hen på personen som stod i døråbningen.

Jeg skulle lige til at sukke over hvem der stod der, før det egentlig gik op for mig at jeg aldrig havde set ham før.

Jeg kiggede en smule forvirret på ham, hvilket fik ham til at sende mig et usikkert smil.

”Hvem er du?” fløj det ud ad mig, han grinte kort og gik så helt ind på værelset. Døren var dog stadig lidt åben, selvom jeg allerhelst bare ville have at han lukkede døren igen.

Okay, nej det var fint den var åben, så var jeg jo sikker på at der ikke skete noget.

Øhh?....

Det der vidste jeg virkelig ikke hvor kom fra!

Nå, lad os komme videre i historien!

”Jeg er Liam,” rømmede han og gik helt hen til mig, for at række en hånd hen imod mig. ”Liam Payne,” rettede han det så hurtigt til.

Jeg grinte kort og skulle lige til at tage hans hånd, da endnu en ulidelig smerte skød igennem mig. Jeg havde et kort øjeblik nærmest helt glemt hvilken smerte jeg havde i ryggen.

”Er du okay?” han trak igen sin hånd til sig, og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede bare og lænede mig så tilbage i sengen igen, selvom jeg vidste det ikke ville blive bedre af at jeg lå mere på denne seng, så føltes det alligevel mere behageligt at ligge ned end at sidde op.

Jeg kiggede igen op på Liam, som stadig havde et bekymret blik i øjnene.

Det gik op for mig at jeg ikke havde svaret ham endnu, så det endte med at jeg mumlede et utydeligt ja.

”Du er ikke okay,” konstaterede han så. Jeg kiggede en smule underligt på ham, og rystede så underligt på hovedet.

”Jeg har det fint!” sagde jeg så. Han kiggede stadig bekymret på mig, hvilket fik mig til at sukke højt, det var virkelig ubehageligt, selvfølgelig var det da rart at han bekymrede sig for mig, jeg regnede da i hvert fald med at det var mig han var bekymret for?

”Hvis du siger det..” smilede han. Han kiggede endelig væk fra mig, og begyndte at studere mit grimme værelse, sorry to say it, men det var virkelig grimt, men det har jeg jo ligesom fortalt jer.

Da han ikke længere kiggede på mig, gav det mig ligesom en mulighed for at tjekke ham ud, uden at det ville blive akavet, sådan da…

Jeg startede med at tjekke hans ansigt ud. Han havde et nuttet ansigt egentlig, og alligevel var der et eller andet, andet over det, som jeg ikke rigtig kunne sætte ord på.

Han havde mørkt kort hår, nogle søde brune øjne, altså virkelig søde brune øjne! Han havde nogle flotte markerede kindben og nogle helt igennem flotte fyldige læber, og det der lød underligt, men det er der jo så meget der gør.

Han så virkelig bekendt ud, jeg mindes virkelig at jeg havde set ham et sted før, men det kunne også bare være mig.

Nå, men han havde en grå T-shirt på, som sad stramt på ham, hvilket fik hans mavemuskler, til at kunne ses, og det var altså ikke fordi at det var noget dårligt, nej tværtimod var det et ret lækkert syn.

Han havde et helt almindelige sorte jeans på, men alligevel sad de fandens godt på ham. Et grin lød, hvilket fik mig til at kigge underligt op på ham.

”Kan du lide hvad du ser?” grinte han, og selvom at jeg ikke ville have at det skulle ske, så begyndte jeg at rødme.

”Øh..” mumlede jeg, han rystede på hovedet af mig, og begyndte så at gå hen mod døren igen. Han skulle lige til at gå ud ad døren, da han nåede at stoppe sig selv. Han vendte sig rundt og kiggede så direkte over på mig.

Jeg løftede et øjenbryn, og så en anelse dumt på ham. ”Hvad hedder du for resten?” - ”Bella,” var jeg hurtig til at svare, hvorfor jeg svarede så hurtigt, vidste jeg faktisk ikke, men det var vel også lige meget.

”Bella,” mumlede han for sig selv, og kiggede ned i gulvet. Han kiggede igen op på mig med et endnu større smil plantet på læberne. ”Det er et sødt navn,” og med det vendte han sig om, og gik ud ad døren.

Okaaaaaay?..

3 ting:

1.      Bella er virkelig et grimt navn!

2.      Hvem fan’ var han?

3.      Der er ingen 3’er

Jeg rystede bare på hovedet af mig selv, og prøvede så at sætte mig op i sengen igen, men gæt hvad der skete? Nemlig! Min ryg gjorde endnu mere ondt end før.

 

 

Jeg sad lige nu inde i stuen i sofaen og sad og så tv, mens at min far, Jessica, en dame ved navn Karen mener jeg nok hun hed, og Liam sad henne ved vores spisebord og snakkede.

Jeg havde stadig rigtig ondt i ryggen, men så meget smerte havde jeg faktisk ikke længere, hvilket var rart!

Jeg havde været virkelig nysgerrig over hvem ham Liam var, og hvad han lavede her, så jeg havde fået rejst mig op, selvom at jeg nærmest begyndte at tude af smerte, men jeg fik altså slæbt mig herud. Jeg fik dog en hel del underlige blikke da jeg var kommet herud, men derefter fik jeg dog også sendt en hel masse smil, hen imod mig.

Liam og jeg var faktisk kommet rimelig godt ud af det med hinanden, vi havde sådan set været inde på mit værelse hele dagen, og bare hygget.

(Skal ikke misforstås!)

Han var virkelig et sødt menneske, og det overraskede mig virkelig meget at vi havde så meget tilfælles, ud over det at han var med i et verdenskendt boy-band, ved navn One Direction, det var nok derfor at jeg synes at jeg havde set ham før.

Det viste sig faktisk at Liam havde været her mange gange før, da hans mor, Karen var Jessicas søster. Det var måske ikke lige det jeg havde forventet for de lignede ikke hinanden, altså SLET ikke hinanden!

”Hvad ser du?” en stemme som jeg genkendte som Liams, trak mig ud af mine tanker. Jeg kiggede en smule forvirret på ham, indtil det gik op for mig at han mente hvad jeg så i tv’et. Jeg havde nær glemt at jeg sad og så tv.

”Øh.. det ved jeg faktisk ikke,” fniste jeg svagt. Egentlig var der ikke noget at fnise over, men jeg havde det med at fnise, når jeg syntes ting blev for underlige, akavede eller jeg var blevet forlegen, så nu har det på plads.

Han grinte kort af mig, og sendte mig så et stort smil.

”Jeg skal faktisk til at køre nu, så jeg ville egentlig bare sige farvel,” - ”Hvad skal du?” fløj det ud ad munden på mig. Omg det spurgte man da bare ikke om, Bella!

Bare lige så i ved det, så var jeg faktisk rigtig god til at snakke med mig selv….. nogengange..

Han rystede grinende på hovedet af mig. ”Drengene og jeg skal til et interview,” svarede han. Liam havde en tendens til at kalde Louis, Zayn, Niall og Harry for drengene. Det var vel egentlig også det lettelse.

Omg hvor er jeg egentlig stolt over at kunne huske ’drengenes’ navne.

”Nååå..”

Akavet stilhed.

”Vi ses så,” smilede han. Jeg gengældte hurtigt hans smil, og rejste mig op fra sofaen. ”Jeg følger dig bare ud,” han nikkede smilende, og vendte sig så om for at begynde at gå ud mod entréen. Egentlig fulgte jeg ham bare ud, fordi jeg ikke rigtig havde andet at lave.

Jeg kom ud i entréen lidt efter Liam, hvilket resulterede i at Liam allerede havde fået sit overtøj på, og var nu i gang med at tage sine sko på.

 

 ”Jamen så ses vi,” grinte Liam, jeg fnes også en smule og rakte så en hånd frem mod ham, men i stedet for at tage den, trak han mig ind i et stort varmt kram.

Jeg lagde også hurtigt mine arme rundt om ham, og kunne ikke undgå at dufte hans parfume, som var overraskende god når man stod tæt på.

 

En underlig fornemmelse lagde sig i min mave, men jeg var hurtig til bare at skubbe den væk. Liam trak sig ud af krammet og sendte mig et stort smil.

”Vi må finde en dag hvor vi kan ses,” smilede han, hvorefter han åbnede døren, og gik ud.

Den samme underlige fornemmelse som jeg lige havde haft, kom igen frem, og denne gang kunne jeg ikke skubbe den væk, jeg var glad for at Liam ville ses med mig igen, det betød jo også bare at han havde hygget sig!

 

Med et stort smil plantet på læberne, lukkede jeg døren og gik ind i stuen igen.

 

 

________________________________________________________________________________

 

Undskyld x1000000000 fordi jeg ikke har skrevet, men mit net har bare ikke virket og argh!

Håber virkelig ikke at i dræber mig! :/

Nå, men så kom Liam endelig med i movellaen, weeee!.. (LOL!)

Vici! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...