Egetræet

Det er en skoleopgave :D Det startede som en historie om et egetræ og endte med det her :P

0Likes
2Kommentarer
265Visninger
AA

1. Et egetræs synspunkt....

 

 

 

”Kom nu!” han rakte hånden ud for at hjælpe hende op, de kravlede længere op indtil de nåede deres mål, en af mine gode tykke grene et par meter over jorden. De sad tæt sammen, hans arm lå omkring hende og hendes hoved hvilede på hans skulder. Herfra havde de en perfekt udsigt til solnedgang, den samme solnedgang som jeg så hver evig eneste aften. ”Det er smukt” Hun havde en sød og stille stemme, hun kiggede op på ham og han kyssede hende på hovedet ”Ligesom dig” hun rødmede og puttede sig ind til ham igen. Det var Stefan og Clarissa, jeg vidste det kun, fordi de tilbragte utroligt meget tid i nærheden af mig, Picnic nede for foden af min stamme, så mine blade kunne skabe skygge og holde den brændende varme fra solen væk, aftenerne de brugte på at se solen gå ned og farve skyerne og nætterne de brugte på at kigge på stjernerne, enten på et tæppe på jorden eller højt oppe i min trækrone. Deres forbogstaver stod ridset i min stamme mindst fem forskellige steder, alle steder omringet af et hjerte.

De vidste ikke jeg holdte øje med dem, for dem var jeg bare et gammelt træ, gammel var jeg, mere end fem gange så meget som dem, men alligevel oplevet så meget mindre, jeg var et træ, jeg kunne ikke føle den samme kærlighed som dem, mit liv var enkelt og samtidig kompliceret, jeg blev plantet, jeg voksede og nu kunne hver dag blive min sidste, jeg kunne blive fældet eller brændt og forsvinde helt eller blive brugt til noget andet, som sagt hver dag kunne blive min sidste. Jeg havde aldrig tænkt over at det samme kunne ske for parret der puttede sig ind til hinanden på mine grene.

Jeg kan huske hvordan hun sad og ventede på han kom, de havde aftalt at mødes klokken ni, men af ren spænding og glæde var hun kommet to timer før. Jeg kan huske hvordan hun kravlede rundt mellem mine grene, for at finde det perfekte sted til at gøre det hun havde ventet på i lang tid, hun ville fortælle ham hvor højt hun elskede ham. Det havde regnet dagen før, og mine grene var stadig fugtige og glatte. Hun fandt det perfekte sted helt oppe i toppen af min trækrone, hun begyndte at ridse orden ind i træet, hun lænede sig tilbage og beundrede resultatet. Ingen af os havde set det komme, men da hun flyttede sig lidt for at komme længere ned gled hendes fod på de fugtige grene. Jeg så hvordan hun sprællede i luften og hørte hendes forfærdelige skrig, indtil hun ramte en af mine brede grene og skriget stoppede, hun ramte jorden, og der blev hun liggende, helt ubevægelig og fuldstændig stille, mens en blodpøl langsomt spredtes omkring hende.

En time senere kom Stefan som aftalt og så hende ligge helt stille på jorden i en pøl af sit eget blod, Han faldt på knæ ved siden af hende og jeg hørte hvordan han skreg af ren og skær sorg, skreg hendes navn, bad hende om at åbne øjne og tage hans hånd, han begyndte at hulke og først efter et par minutter tog han sig sammen, og ringede efter en ambulance.

Ingen nærmede mig i en hel uge, men præcis en uge efter Clarissas død kom Stefan. Han kom bærende på den største buket blomster jeg nogensinde havde set, han lagde dem nede for foden af mig, han kiggede på dem i lidt over et minut, hvorefter han rejste sig op og vendte sig om mod mig. Han lænede sig op ad mig og lagde panden mod min ru bark, lidt efter lidt begyndte tårerne at strømme ned ad hans kinder og han begyndte at hulke, efter en to minutters tid, tørrede han øjnene og stirrede direkte på mig, med sorgen plantet i hver eneste træk. Han tog fat om en af mine nederste grene og sukkede, da han så deres navne i barken. Over skulderen havde han et reb, han begyndte at kravle op ad mine lange brede grene, højere og højere, indtil han stod med ryggen til de ord Clarissa havde ridset ind i barken. Han tog rebet ned fra skulderen og begyndte at binde en lykke. Jeg var forfærdet og ville ønske jeg kunne gøre noget. Han var færdig med lykken og begyndte at binde den fast til en højtsiddende gren. Han sikrede sig at det hele var bundet ordentligt, vendte sig så og kiggede ud mod solnedgangen. Han tog et par dybe indåndinger, indåndinger han troede skulle være hans sidste, da han så sit navn ridset ind i barken. Han blev overrasket over at se sit navn et sted han aldrig havde været før og vendte sig helt for at se nærmere på dem. Han læste ordene igen og igen og tårerne trillede ned ad hans kinder, da han havde læst ordene en ekstra gang, vendte han sig om mod rebet og begyndte at pille det ned, da det ikke længere hang fra mine grene smed han det fra sig, som var det en giftslange. Stille og roligt begyndte han at kravle ned. Da han var helt nede kiggede han endnu en gang på blomsterne og vendte sig om for at gå. De næste uger kom Stefan hver dag og skiftede blomsterne ud og læste Clarissas sidste ord.                     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...