Røg og vind

Om bord på skibet Der Schwarze König, som flyver fra Berlin til Paris, er en underlig forsamling. Skabet er nyt og har en besætning af bestående af ssmukke unge mennesker, som står til rådighed for alle gæsternes ønsker. Dommer Borya ejer skibet og har inviteret sine forsamling af rige 'venskaber'. Deriblandt er de forlovede Rory og Saya. Til underholdning er der hyret et cikus.

3Likes
1Kommentarer
382Visninger
AA

1. Røg fra korthuset.

Himlen omkring skibet var hvid, men sorte søjler af røg, som nu var det eneste tilbage af selve branden. Selvom luften var fugtig og der lugtede af brændt træ. Selvom folk var trætte og sløje, så fortsatte de til dækket. De samlede sig uden om dommeren, på dækket nær det udbrændte mast, så de stod i en uformelig halvcirkel.


Mennesker af forskellig klasse og rang, stod sodsværtede og stirrede over hinandens skuldre. Albert skubbede sig fordi en overpyntet kvinde, i lyserød silkekjole, som var robust nok til at være en mand.

Han stillede sig ved siden af Natalies lillebitte figur, som stirrede på dommeren med afsky brændende i hendes blik, mens hun mumlede. Han måtte bøje sig ned, for kunne høre hvad hun mumlede. Det viste sig, at være de sædvanlige forbandelser, dog i et noget mere farverigt omfang.

”Hvad sker der? Hvad rabler han nu om?” spurgte Albert, uden at tage øjnene fra dommerens skikkelse, som nu baskede med armene som en fugl. Den lille tykke mand, som før havde været den ærværdige dommer, stod nu og råbte sig hæs. Hans fede ansigt var rødt af anstrengelse, mens knapperne på hans vest truede med at flyve af.

Natalie udtalte sin sidste forbandelse, før hun svarede.

”Han er bare i færd med, at sende halvdelen af os i galgen.” sagde hun.

”Virkelig? Er han klar over hvem vi er?”

”Ja, ja. Han rammer i hvert fald med en uhyrlig præcision.” vrissede hun og slog sit sjal tættere om sig.

”Men hvorfra han ved det, det er et godt spørgsmål.”

Albert lavede en bekræftende lyd.

”Hvem har han dømt indtil nu?”

”Tre bagmænd, som lige er blevet slæbt væk. Efter det råbte han at Saya og jeg var skyldige …”

Natalie udtalte ordene, som om der ingen forskel på de to var. Men det var der. Saya og Natalie var forskellige, som nat og dag, hvilket også var grunden til den minimale reaktion på anklagen. Folk buede af dommeren og soldaterne så forvirret fra den ene til den anden.

Alberts blik søgte rundt i hoben af mennesker, til han fandt Saya stående ved Rorys side. De var begge iført nyt og rent tøj, som fik dem til at skille sig ud i mængden, som et par klarer og funklende stjerner. Rory holdt hende oprejst, det var tydeligt. Hvis han gav slip ville hun falde til jorden og ikke rejse sig igen, lige med det samme.

”Han fandt endda frem til dem?”

Nu var det Natalies tur til, at lave en bekræftende lyd.

”Eg sladrede, lige efter vi aftalte at mødes igen.”

”Jeg kvæler ham, næste gang jeg ser ham!” sagde Albert vredt. Han knyttede næverne.

”Det bliver ikke nødvendigt. Han er allerede borte. Dommeren slog ham ihjel, da han startede sine beskyldninger.”

Albert betragtede Dommeren. Jooo, han havde rent faktisk sin sølv pistol i hånden, som han fægtede voldsomt i nærheden af stakkels Saya, som krøllede sig sammen og græd krampeagtigt. Rory skubbede Saya beskyttende om bag sig, som for at beskytte hende mod de soldater, der ikke anede hvad de skulle stille op. Faktisk var hele hoben i en chokeret oprør. Saya var en højtelsket person, fra en god og kendt familie.

”I arresten med dem!” hylede dommeren, som rev Saya fra Rory og skubbede hende ud midt på gulvet. Hun skreg og prøvede at komme tilbage til Rory, men nu vågede soldaterne op og greb hende. De slæbte hende med sig igennem hoben af mennesker, som nu opførte sig som forvirrede høns. De rige kvinder skiftede mellem at bagtale og begræde Sayas forstående skæbne. De rige mænd sagde intet, men skubbede de yngre kvinder til side, så soldaterne kunne kommer forbi. Skibets personale og dem af ringere status, sagde intet.

Albert tog sig til hovedet.

”Det her er værre end marked hjemme.” mumler han. Natalie fnyser som en hest. ”Det er nøjagtigt det samme!”

”Det er hvad jeg mener.” nikkede Albert. Let og elegant trådte han ud af menneskemængden og greb Saya om livet. Han løftede hende op og bar hende over til Rory.

”Hold fast på hende denne gang.” sagde han lavt, før han vendte sig mod dommeren.

”Hvad helvede laver du?” skreg dommeren, så spyt fløj ud af hans mund. Det ramte Albert på hagen. Han tørrede det ikke væk, men greb dommeren i kraven og hævede ham over jorden. Soldaterne nærmede sig, men holdt dog på sikker afstand. Alle kendte Albert temperament og styrke, men ingen ville i nærkontakt med den.

”Nu hører du efter, din lille fede klump fedt!” sagde Albert bestemt og ruskede den lille person i sin næve. Dommeren fik en ubestemmelig farve i ansigtet, fordi både hans slips var ved at kvæle ham og fordi han fik kvalme af at blive rusket.

Albert talte nu igen: ”Du har ingen grund til, at behandle en kvinde sådan! Du tror du er så god, en høj og almægtig dommer, men du tager fejl!”

Det sjove var, at Albert talte alvorligt og i trusler, samtidig med han smilte. Det smittede af på menneskemængden, endda Natalie grinte lidt af den sprællende dommer.

Dommerens hænder greb om hans hals, hvor de desperat prøvede at løsne slipset. Albert slap dommeren, som landede på røven. Folk lo. Albert greb ham nu i skulden, med sin stærke hånd og løftede ham op, før han børste fiktivt støv af ham.

”For det går jo ikke, at vores højtærede dommer er beskidt!” sagde han højt, så alle lo. Dommeren stod vaklede på benene.

”Hey, jeg har en ide!” udbrød Albert, som om et lys blev tændt for ham. ”Hvorfor siger du ikke bare, at det var min fejl?”

Dommer stirrede på ham, mens et sus af uforståenhed flød gennem menneskemængden bag ham. Rory trak Saya tættere indtil sig, mens han stirrede på Albert, som om han var sindssyg.

”Jeg mener, for alle ved jo, at jeg er dybt kriminel, så at sætte ild til dele af skibet kan med lethed være mit værk.”

Natalie lagde armene over kors.

”Det er sandt!” istemte hun i et toneleje, som mindede om en kats hvæsen. Folk begyndte at mumle, før en eller anden i rækken råbte bekræftede op.

”Ja, for helvede! Lad da den lille dame være! Lad os kommer af med luderen og pyromanen!”

Flere mennesker råbte op og larmen blev øredøvende på dækket. Dommeren trak vejret i hurtige stød. Han rettede på sin vest og løsnede sit slips. Natalie vandrede over ved siden af Albert.

”Jeg er altså ingen luder.” mumlede hun rasende.

”Det er sandt, men lad dem endelig blive i troen.” hviskede Albert tilbage. Et øjeblik følte de sig, som to skuespillere på scene, hvor de afventede publikums mening. Dommeren spruttede og pegede på dem.

”Før dem bort!” skreg han, mens han hoppede og stampede i jorden, som et lille barn. ”Lad dem rådne op i fangehullet, før vi klynger dem op!”

Denne gang forstod soldaterne deres ordre. Der skulle fire til at slæbe Albert med sig, fordi han satte hælene i og nægtede at bevægede sig. Over de mange soldaters hjelme fik han et glimt af Natalie. Hun rullede øjnene ham, men måtte så ’pænt’ fortælle en soldat hvor han ikke skulle ligge sine hænder.

”Dit ubehøvlede svin!” kunne Albert lige opfange, at han råbte, før han blev tvunget med. Det fik ham igen til at le. Et sted bag ham forsvandt både Saya og Rory i ubemærkethed. Det var godt.

 

Det eneste positive var, at Albert ikke var alene i fangehullet, men i det mindste sammen med Natalie. Og dog, kunne det virkelig betegnes som noget positivt? Albert turde ikke sige sin tvivl højt. Natalie var i et ubehageligt humør. Hun havde skumlet og bandet lige siden de blev smidt derind.

”Så hvad er din geniale plan?” spurgte hun fra den briks, der skulle forstille rummets eneste seng. Albert smilte bare og stak igen hovedet ud af koøjet. Den kolde luft blev blæst lige ind i hans ansigt, og gjorde det umuligt, at trække vejret normalt. Det gjorde han lige indtil han havde behov for luft, der trak hans sit ansigt ind i igen. Frost sad i hans hår og på hans ansigt, som et hvidt lag pudder. Han smilte som en køreglad hund.

”Der er ingen plan!” bekendtgjorde han, nærmest stolt. En sko ramte ham i ansigtet, så snart han havde udtalt ordene. Natalie rejste sig fra sengen.

”Du har ingen plan! Hvad mener du med det?” hviskede hun anspændt, mens hun bevægede sig faretruende tæt på. Albert smuttede udenom hende og overtog briksen.

”Uhh, den er varm!” udbrød han.

Han sukkede og trak det beskedne tæpper op over sig. Det fik Natalie til at smil. Hun satte sig ned på kanten af sengen.

”Du er umulig.” sukkede hun.

”Det er sandt. Det er derfor jeg er sådan en dejlig fyr.”

”Det er der delte meninger om.”

Albert trak hende ned, så hun lå ovenpå ham på briksen. De havde tæppet imellem sig, men det var næppe nogen hjælp. Hun lagde hænderne på hans bryst, hævede sig lidt og studerede så hans ansigt indgående.

”Du ved nok, at dette ikke er det bedste tidspunkt, at være kærlig på.” sagde hun. Han trak på skulderen.

”Vi kan ligeså godt få det bedste ud af det, vi skal jo hænges.”

”Mind mig ikke om det.” stønnede hun.

”For sent.”

Hun gled ned, så hun lå ved siden af ham. Han vendte sig med besvær på den tynde briks. Hun borede ansigtet ind i hans brystkasse.

”Det giver ingen mening.” mumlede hun træt, ind i hans side. En fjern hånd nussede hendes stride brune hår.

”Det giver perfekt mening!” sagde Albert, og for engang skyld er hans tone ikke glad. ”Sådan er verden. Store fisk spiser små fisk, og det er de små fisks opgave, at beskytte de store fisk.”

Ordene var utydelige for Natalie, som hvis de var utalt under vand. De lå begge søvnløse hen.

”Der er ingen, som kommer os til undsætning, fordi vi er småfisk?” spørg Natalie. Hun får intet svar.

Det var blevet nat. Det blev alt for hurtig nat. Det ville sige, at lyset i fangehullet for længst forsvandt.

”Fortæl mig et eventyr.” sagde Natalie ud i mørket, som hun ikke rigtigt talte til Albert. Først var der stille, men tog han en dyb indånding og begyndte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...