Røg og vind

Om bord på skibet Der Schwarze König, som flyver fra Berlin til Paris, er en underlig forsamling. Skabet er nyt og har en besætning af bestående af ssmukke unge mennesker, som står til rådighed for alle gæsternes ønsker. Dommer Borya ejer skibet og har inviteret sine forsamling af rige 'venskaber'. Deriblandt er de forlovede Rory og Saya. Til underholdning er der hyret et cikus.

3Likes
1Kommentarer
381Visninger
AA

2. Brande indsamles

Dommer Borya gned sine fedtede hænder mod hinanden, ved synet af sit skib. Han sad i sin vogn, med et tomt glas alkohol i hånden. Det var koldt udenfor, så da han satte ansigtet mod vognens lille glas rude, duggede den til. Klukkende af latter, tørrede han ruden af med ærmet på hans pelsfrakke.

Hvilken pragt! Og det første i denne stilart, som ikke var ejet af militæret. Slut med kul og damp! Nu blev fartøjet drevet af magneter, fra magnet master. Ved at sætte de modstående poler mod hinanden, kunne skibet flyve. Der var selvfølgelig mere til dette, men det forstod Dommer Borya sig ikke på. Det havde alt sammen været forklaret for ham, men han forstod det ikke og var også ligeglad. Det var noget med, at det ikke var rigtige magneter, men bare noget der lignede.

Ja, sådan noget forstod Dommeren sig ikke på. Til gengæld forstod han luksus! Det smukke skib var lavet af rent egetræ, fældet fra Dommerens egen hjemegn, præcis som han ønskede sig det. Udenpå var skibet smukt, men indeni var det et pragtfuldt paradis af dyre stoffer, metaller og diverse kunstgenstande. Så snart de violette silke gardiner var sat op, ville skibet være klart til brug.

Med sin forgyldte stok bankede Dommeren på roden til bilens fører.

”Så kører vi!” sagde han. Bilens motor tændte med det samme og kabinen blev straks fugtig. Nu blev dommeren i dårligt humør. Det var hvad han hadede mest ved damp motorer, den fugtige luft og lugten af gammel vand. Ufatteligt var det, at i et moderne samfund, ikke var flere muligheder end damp og kul. Han kunne selvfølgelig bare bruge heste, men han hadede dyr for meget. Det skulle blive så rart, med magneter.

Vognen forlod lufthavnen og svingede ud på de smalle veje. Dommer Borya kiggede sine papirer igennem. Et notat fortalte ham, at havde endnu et møde. Bilen forsatte igennem den store by, videre igennem flere små, som næsten kun bestod af et par huse og lidt kvæg. Bilen kørte til de kom ude i nærheden af en skov og her stoppede den så.

Dommer Borya trådte ud af sin bil og smækkede døren i. Jorden var blød under hans runde krop, hvilket fik hælene på hans sko til at synke i. Han holdt hovedet høj og brugte sig stok, da han vældede igennem den munderede grund. Foran ham står et kæmpemæssigt telt i skrigende farver, med uhyrlige masker og utallige lamper ophængt på sig. Rundt omkring står flere små vogne parkeret, også de er mange farvet, men også kraklerede og falmede. Der er ingen mennesker udenfor, men der er lys i teltet.

Dommeren slår dugen til side og træder ind. Det er som en lille forhal, inden selve arenaen, hvor man kan købe søde sager, små spøjse ting og selvfølelig billetter til showet. En ung pige deler slik ud til nogle børn, mens en anden viser gæsterne på plads. Begge stirrer de kort på Dommeren, før de skynder sig videre. Dette bemærker Dommeren ikke, som andet end nogle uhøflige børn.

Han går ind og stiller sig i åbningen til arenaen. Forestillingen er allerede startet. En kvinde vandrede rundt, mens hun fortæller en uhyggelig historie. Som illustration til historien, løber maskerede mænd rundt mellem publikum, mens de udstøder hyl som lidende dyr.

Meget morsomt. Meget underholdende. Perfekt!

Kvinden i rummet holdt nu et spejl frem. Det var rundt og skinnede, på størrelse med et serveringsfad.

”Dette spejl, kan vise sjælens inderst dybder! Er der nogle, som er parat til at prøve dette?”

”Det er jeg!” sagde dommeren og skred ud på gulvet. Damen med spejlet så forvirret ud, men fortsatte så.

”Jamen dog! Vi har en rig herre hos i aften! Er de sikker på deres valg? Dette spejl viser meget mere end bare dit spejl billede!” sagde hun med en dramatisk stemme.

Dommeren så på hende. En smal kvinde, med samme udtryk som en udsultet kat. Hendes øjne var særligt store og havde et gulligt skær. Selvom hendes ansigtet var sminket smukt, så var hun langtfra en skønhed at se på. Kinderne var hule, næsen kroget og øjenbrynene usmageligt store. Dog havde hun en yndig og livlig duft. Det var så tusinde rosen, end ikke kunne overgå denne duft. Og hendes hår. Et sandt kunstværk af hårspænder, silkebånd og slangekrøller. Hendes klæder bestod af en lilla kjole, som var strammet ind i livet, så hun virkede endnu mere død at se på. For ikke at tale om, hvor nedringet den var. Det var jo alt andet en sømmeligt for en ung kvinde. Farven i rædsom kontrast til hendes hvide hud, som dryppede af sved.

”Vis mig nu bare spejlet, pigebarn.” sagde dommeren, i tone, som hvis han skældte et yngre barn ud.

”Godt så!” sagde pigen og holdt spejlet op foran ham. Et øjeblik stirrede han ind på sine egne øjne, men så skete det. Formen på hans ansigt smeltede bort. I stedet kunne han nu se skikkelsen af et dyr, en gris. Pigen så på dette dyr, uden større overraskelse. I stedet holdt hun spejlet i vejret og præsenterede dyret, før hun fortsatte op blandt publikum.

Dommeren blev efterladt alene på gulvet, hvilket han bestemt ikke kunne lide. Og dog var han ikke vred. I stedet forlod han gulvet og gik ud gennem artisternes udgang. Nu befandt han sig i det magiske aflukke, hvor andre artister var ved at gøre sig klar. Det var en blanding af eventyr romantik og groteske tragedier.

Mennesker havde travlt heromme, og havde knapt tid til at se på ham. Selv var han tryllebundet af hans omgivelser. Smukke unge mænd og korthårede kvinder. Dyr fra alverdens lande.

Den unge kvinde med spejlet, gik direkte ind i Dommeren, da hun selv kom ind af teltdugen.

”Uf!” udbrød hun og vaklede bagud. En klovn, med hvidmalet ansigt og store røde læber, greb hende og førte hende tilbage i balance, før det skyndte sig ud af døren. Endnu et par klovne fortsatte forbi Dommeren og denne lille pige, i en kvinde krop.

”Du må passe bedre på, barn.” sagde Dommeren smilende, så kom til at ligne en stjernepsykopat, men det anede han naturligvis ikke selv. Pigen rykkede et par skridt bagud.

”Det skal jeg nok!” forsikrede hun, mens hun undgik at se direkte på Dommeren. Hun forsvandt udenom ham og længere ind i teltets dybder. Dommeren besluttede sig for at forfølge hende. I tre lange skridt gik han igennem den yderste garderobe. Nu blev han mødt af nye fantastiske syn.

Tynde piger, sad på stole, og bandt deres fødder ind med lange silke bånd. De lignede næsten svaner i deres dragter af hvide fjer. Dommer Borya måtte slide sine øjne væk fra dem. Han talte ikke med nogen. Han tog plads i en orange lænestol, som både var ramponeret og fuld af bidemærker efter et ukendt dyr. Her ventede han i flere timer, til showet var slut og Cirkusdirektøren selv dukkede op.

Nu var mørket falden på og de mange forunderlige væsner, var igen simple mennesker. Ikke værre eller bedre end alle andre.

Direktøren havde to ved sin side. Pigen med spejlet og en ung mand, som Boyra ikke genkendte.

”Nå! Hvad vil de?” spurgte Direktøren stift. Den unge mand finder ham en skammel og kvinden finder en flaske alkohol, af et fremmed mærke.

Direktøren er iført lyserød, som nærmest gør, at han ligner en sky. En glitrende sky. Han er også lille og rund, ligesom Dommer Borya, men hans ansigt er mættet med dybe fure og hans hænder var ru, efter mange timers hårdt arbejde. I forhold til Direktøren var Dommerens ansigt som en rødlig ballon; rundt og udspilet, uden tegn på alderens effekt.

”Jamen, kære bror dog. Må jeg nu ikke komme på besøg i mit eget barndomshjem?” sagde Borya.

”Du mener efter du forlod det og efterlod alle andre med ansvaret.”

”Fugle flyver fra reden.” sagde Dommeren, efter et øjebliks overvejelse. Dette svarer Direktøren ikke på. I stedet gentager han sit spørgsmål.

”Hvad vil du?”

”Jeg vil tale med dig om et job!”

”Jeg har et job og det er udmærket, tak.”

”Men jeg kan give dig nok penge til, at ordne alle teltene og udskifte samtlige kostumer.”

Dette får pigen til at spidse øre. Hende og den unge mand står i baggrunden, nærmest som vagter. Måske for at hindrer andre indtrængende.

”Jeg har ikke behov for dine penge.” Direktøren rejste sig, for at forlade rummet.

”Jeg giver dig et skib!” sagde Dommer Borya, som ikke engang så på sin bror. Der var vantro malet i Cirkusdirektørens blik. Han gik tilbage gennem rummet og satte sig igen på skamlen. Den gav sig under hans vægt, men brød da ikke sammen.

”Du … giver mig … Et skib?”

Direktøren så ud som om han overvejede det, alvorligt.

”Ja, det har altid været vores familie drøm, og nu har jeg pengene. Jeg inviterer de rige og de kendte, og I; I optræder, som aldrig før gjort!”

Direktøren gjorde en bevægelse mod de unge mennesker.

”Forsvind!” sagde han, med en utydelig og hæs stemme. De to så på hinanden, på nippet til at sige noget, men så kom de på andre tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...