Smile


0Likes
0Kommentarer
258Visninger

1. Smile

 

Jeg kom til et sted hvor der var langt mellem lyskeglerne. Sneen knirkede under mine fødder og jeg mærkede hvordan den kolde vind fik mine øre til at føles som istapper. Jeg gik langs hækken og skulle lige til at gå omkring hjørnet, da jeg fornemmede noget bag mig. Han lå i skyggen op af hækken med en tom glasflaske i hånden. Jeg havde gået lige forbi ham uden at se ham. Han havde et beskidt jakkeset på og kiggede blankt op på himlen og den store måne. Jeg spurgte om han var ok, han svarede ikke. I stedet formede sig lige så stille et smil på hans tørre blå læber. Jeg gik videre på min vej ned til bageren, hvor jeg fik et brød og skulle skynde mig tilbage. Jeg drejede om hjørnet igen. Manden lå der ikke mere, der var kun en tømt flaske tilbage. Jeg kiggede lidt rundt og kunne ikke se ham nogen steder. Der var kun nogle tomme veje og bare træer, med et tyndt dække af koldt sne.

En skikkelse lavede gadedrengehop. Han bevægede sig så yndefuldt. Han var tre blokke foran mig og det så ud som om at han bevægede sig i min retning. Da han kom tæt nok på til at jeg kunne se hans ansigt. Under hans næse besluttede han hans mund ville være. Den var formet i et ubehageligt bredt smil. Han kiggede igen op mod himlen og i månelyset fandt jeg det samme ansigt som på den smilende mand jeg så før. Han bøjede sig en smule ned, og bevægede sig langsomt i min retning, som en tegnefilmsfigur der sniger sig ind på nogen. Han forsatte indtil han stod en billængde fra mig. Han hævede sit ansigt. Hvad jeg ville have sagt var ”Hvad er det egentlig du vil?” i en bestemt og overlegen tone. Men hvad der kom ud var ”hvad vil du?” i en svag, skinger tone. Jeg hørte på min egen stemme og hvor bange jeg var. Men han reagerede overhovedet ikke han stod bare der og smilede sit smil.

Jeg gik over på den anden side af vejen uden at kigge væk fra ham. Han kiggede stadig op på månen. Jeg gik videre hen ad blokken og kiggede over skulderen igen. Han stod ovre på min side af vejen stadig bøjet ned og med ryggen til mig. Jeg havde kigget væk i mindre end ti sekunder, så jeg vidste at han havde bevæget sig hurtigt. Han kiggede op på himlen og lavede gadedrengehop den modsatte vej. Jeg så hans silhuet blive mindre og mindre til at han til sidst ikke var andet end en pind i horisonten. En følelse af lettelse fyldte mig, da jeg begyndte at gå videre og mærkede hvordan sveden dryppede af mig. Jeg tjekkede stadig hans silhuet jævnligt.

Da jeg kom til enden af blokken kiggede tilbage igen. Det så ud som om silhuetten var blevet større og lidt efter så jeg den gro i størrelse. Han kom tilbage. Men denne gang løb han. Jeg begyndte også at løbe. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Imellem biler og hegn. Tjekkede jævnligt om manden skulle være der. Men han var der aldrig.

Perronen lå nogle få hundrede meter væk. Jeg gik i raskt tempo hen og op af trapperne. Det næste tog ville først komme om fem minutter. Stedet var helt øde, butikkerne var tomme og der var ikke et øje. Mine hænder var ved at falde af, så jeg lagde brødet på bænken og trak ærmerne ned over. Forlygterne på toget lyste perronen op da solen var gået ned for længst, og en forfærdelig skinger lyd fra bremserne skar igennem mig. Jeg satte mig ned på en af de slidte bænke. Der var en lille mudret pøl i midten af toget. Toget var næsten tomt, der sad kun en ældre dame nogle kupeer fremme som skulle til at stå ud. Jeg skulle af på næste station.

Jeg hørte skridt i pølen bag mig. Det gav et set i mig og et smil gav mig alt den information jeg behøvede. Jeg kom på benene på sekunder og var ved at glide i pølen men kom hen til en af dørene lige som toget bremsede. Han stod en smule foroverbøjet kiggede og smilede sit smil. I den ene hånd holdt han flasken. Toget bremsede op. Han begyndte at gå hen mod mig med listende skridt uden at kigge på mig men ud af vinduet.  Han gik et par skridt tilbage, vente sig mod mig og for første gang så på mig. Løb mod mig, og satte af fra jorden og strakte sin lodne krop efter mig. Min krop lænede sig op af døren da den gik op og jeg faldt ud og ned i sneen på perronen. Manden havde allerede rejst sig igen og løb efter mig og jeg skulle lige til at gå ned og over næste togbane da en hård genstand ramte mig i baghovedet.

Noget tid efter ligger jeg med noget hårdt i ryggen og min hoved føles som om den er opsvulmet til størrelsen af en fodbold. ”Er du vågen?” lød en svag hæs stemme et sted fra. Med et set sætter jeg mig op og ser mig omkring men kunne ikke se hvor stemmen kom fra. Men jeg finder ud af at jeg sidder på togbanen og har ligget på en af skinnerne. Jeg blev nød til at lægge min ryg mod væggen for at få lidt støtte til at komme op og stå. Jeg kiggede vildt rundt efter stemmen og prøver at finde ud af om det bare var min hjerne der spille mig et pus. Jeg har ingen idé om hvor lang tid jeg har været besvimet. Jeg hoppede op og fik løftet mig op over kanten og op på perronen. Et sort par sko stillede foran mig og jeg kigger op af en mand i jakkeset om et smil på læberne. Han tog mig om struben og løfter mig op så jeg ikke havde nogen jordkontakt. Han stirrede i mine øjne, da jeg så et lys i min øjenkrog. En skinger lyd kom fra skinnerne og hjulene. Han kiggede på mig igen og gav mig et puf i brystkassen så jeg mister balancen. ”Smil”.

Jeg burde stoppe med at se så mange gysere. Jeg har ikke en hel normal fantasi…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...