De syv dødssynder

Det er sjældent man ser, at en person ikke har syndet mindst én af De syv dødssynder. Jack er en af de mange, som har syndet dem alle.
Hans ellers 'perfekte' liv er præget af en fortid, som er alt andet end perfekt. Han har gemt de skrækkelige hændelser langt væk - men en nat kommer minderne tilbage. Drømmene viser ham, hvordan han har syndet og viser ham ting, som han aldrig før har fået svar på. De viser ham den rigtige sandhed. Efter den nat, er intet det samme - Jack går igennem en eventyrlig, men hård rejse, som endelig får ham til at indse, hvad han har gjort. Den mystiske stemme, samt drømmene forfølger ham, og desperat prøver han på at finde udveje; men uden held.

((Historien er til Hobbitten-konkurrencen.))

9Likes
20Kommentarer
1152Visninger
AA

2. Superbia

Mit hoved gjorde ondt, og jeg kunne ikke se noget. Langsomt gik det op for mig, at mine øjne var lukkede. Jeg åbnede dem sløvt, men det stærke lys blændede mig, som gjorde at jeg lukkede øjnene i igen. Denne gang blev de åbnet endnu langsommere, og jeg kunne se mine omgivelser, som var en smule slørede. Jeg gned mig i øjnene, og først der mærkede jeg, at jeg lå på noget blødt. Da jeg satte mig op, så jeg den smukke græsmark som omgav mig. Den var så grøn at det nærmest skar i øjnene, og blomster i alle regnbuens farver prægede marken. Der var nogle få træer, som svajede let i den blide vind. Solen varmede mig, og der virkede utrolig fredfyldt og idyllisk.. Næsten for meget. Der var nemlig ikke en lyd at høre.
Men hvorfor var jeg overhovedet her? Hvorfor var jeg ikke hjemme i min seng? Jeg rejste mig op og kiggede mig lidt mere omkring. Ikke en sjæl var at se. Blomsternes nydelige duft fyldte luften. Men pludselig med ét, blev solens varme for meget, blomsternes duften forsvandt og blev til en stinkende lugt. Sveden dukkede frem som perler på min pande, og hastigt prøvede jeg at tørre dem væk. Mens alle spørgmålene overtog mit hoved, begyndte jorden at bevæge sig. Den brummede, vinden tog til, og alle planterne begyndte at visne. De blev helt grå og smuldrede - vinden var blevet til en storm, og tog alle planteresterne med sig. Hvad i alverden var det der skete? Panikken og rædslen overtog min krop, og et øjeblik var jeg fuldstændig lammet. Endelig reagerede min krop, og jeg kæmpede for at holde mig oprejst, hvor jeg derefter begyndte at løbe. Løbe væk fra dette mareridt. Da jeg kiggede mig hurtigt bagud, blev mine øjne store. Jorden og himlen, og alt bagved mig var forsvundet. Der hvor mine fødder satte sig, forsvandt jorden og blev til et stort gabende hul. Jeg kiggede på det sorte dyb i et sekund for meget, og da jeg skulle til at vende mig om, faldt jeg over noget. Jeg havde ikke tid til at tænke over, hvad det var, for jeg havde kun øje for, at min død var meget tæt på. Om lidt ville mørket opsluge mig, og jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Hvad var bedst at gøre i det øjeblik man skulle dø? Og var det ikke meningen, at man skulle se hele sit liv passere revy? Selvom jeg nu ikke havde lyst til at se en gengivelse af min fortid.
Min beslutning om at grine eller græde blev aldrig taget, for jorden åbnede sig under mig. Panisk prøvede jeg at række ud efter noget, som jeg kunne holde fast i - men forgæves. Jeg faldt ned mod det endeløse mørke, og alt blev endnu en gang sort.

Jeg åbnede mine øjne og gav et suk fra mig. Mens jeg strækkede mig, gik det op for mig hvad der var sket før. Jeg stivnede midt i en bevægelse. Jeg.. Jeg var ikke død. Så måtte det jo have været en drøm!
Jeg skulle til at juble op, da jeg så stoppede mig selv. Hvor i alverden var jeg?
Rummet var gråt og kedeligt - også en smule trist. Stole og borde stod på række efter hinanden, mens et kateder og en tavle var i den ene ende af rummet. Jeg spærrede øjnene op og gav et højt gisp fra mig, da det endelig gik op for mig, hvor jeg var.
Det her var mit gamle klasseværelse. Hvordan var jeg havnet her?
Jeg kiggede op på uret, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Af en eller anden underlig grund snurrede viserne bare rundt og rundt, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad klokken var. Jeg rynkede panden og gik ud på gangen. Den virkede øde.. Så måske havde børnene fri fra skole?
Pludselig hørte jeg nogle stemmer. Lyden kom fra venstre af, så jeg gik målrettet mod den. Jeg løb lidt hurtigere og drejede rundt om et hjørne, lige tids nok til at se en gruppe drenge gå ind på pigetoilettet. Jeg rynkede panden, og undrede mig over hvad de dog skulle derinde. Så kom jeg i tanke om, at jeg også engang havde gået derind med mine venner. Så jeg skulle nok ikke sige noget til det.
Hurtigt fulgte jeg med dem ind, inden døren lukkede. De ænsede mig slet ikke. Som.. som om at jeg slet ikke var der. Pludselig hørte jeg en hulken, som nok kom fra en pige. Hvorfor græd hun? Drengene stod foran en toiletbås, hvor døren var åben. Jeg kiggede over skulderen på dem, og da jeg så, hvordan pigen så ud, gispede jeg højt og trådte et skridt bagud. Endnu engang så de ikke ud til at høre eller se mig. Men jeg genkendte pigen. Havde set hende et sted før - min hjerne søgte rundt efter et navn. Hvor havde jeg set hende før?
Nu da jeg tænkte nærmere over det, havde jeg også set alle drengene før. Heller ikke deres navne kunne jeg huske. Dog kunne jeg ikke genkende den dreng, som stod forrest med ansigtet vendt væk fra mig.
“Hvorfor er det egentlig du tror, at du er så god, hva'?” spurgte den forreste dreng hånligt. De andre forholdt sig tavse, som om at han var lederen. Pigen svarede ham ikke, men rystede på hovedet og snøftede. Jeg anede ikke hvorfor hun rystede på hovedet, men det var nok ikke det bedste at gøre i sådan en situation. Drengen så ud til at være vred over, at hun ikke svarede, for han knyttede sine hænder. Pludselig ud af ingenting gav han hende en syngende lussing, som gav genlyd i hele rummet. Jeg stod og så mundlammet til. En skyldfølelse bredte sig indeni mig. Jeg sank en klump, og kiggede et kort øjeblik væk. Det hele virkede som noget jeg havde oplevet før. Noget som havde været gemt langt væk.
Pigen så forfærdet på ham med hånden på sin røde kind, og tårerne stående ud af øjnene på hende.
“Hvad.. Hvad har jeg egentlig gjort dig?” spurgte hun stille med en bævende stemme. Han så ud som om, at hendes spørgsmål fik ham til at tøve. Inden han fandt et svar snakkede hun igen - denne gang højere.
“Hvad er det jeg har gjort dig, som får dig til at gøre det her mod mig?” hendes ord fik ham til at vige et skridt tilbage, som om han var skræmt. “Hvad har jeg gjort dig, Jack?”
Da hun sagde hans navn, spærrede jeg mine øjne op. Jack. Det kunne da vel ikke være..
Drengen svarede ikke men kiggede ned. Sådan stod han i lidt tid, indtil han vendte sig om.
Lige i det, jeg så hans ansigt væltede minderne ind over mig. De smertefulde minder, som var fyldt med skyldfølelse.
Det var mig selv som jeg så. Da jeg var barn. Det var mig, som havde gjort dette mod pigen.
Jeg ville ikke være her mere. Hvorfor skulle jeg overhovedet mindes om dette, som jeg havde gjort? Panisk og desperat løb jeg over mod døren, som ville føre mig ud til gangen igen. Da jeg åbnede den, væltede jeg nærmest ind af den. Men jeg kom ikke ud på gangen; rummet lignede mest af alt et badeværelse. Hvorfor skiftede rummene hele tiden?!
Frustreret, men dog bange, satte jeg mig ned på det kolde gulv og rev mig selv i håret. Jeg skulle tænke alt det her igennem. Hvis bare nogen ville give mig tid til det. Tårerne sad i øjenkrogene og var på nippet til at glide ned af mine kinder. Inden jeg nåede at tænke over noget som helst, gik døren op. Og ind kom pigen. Af en eller anden årsag kunne jeg ikke huske hendes navn. Måske havde jeg bevidst glemt det.
Det så ikke ud til at hun skulle på toilet. Hun låste døren og gik hen til skabet, som hang over håndvasken. Hun rodede rundt i lidt tid, indtil hun trak et skarpt barberblad frem. Mine øjne blev store og hele min krop ville ikke rykke sig ud af stedet. Hvad skulle hun dog med den?
Hun satte sig ned i et hjørne af rummet, og først der lagde jeg mærke til tårerne, som rendte ned af hendes kinder. Hun lagde barberbladet tæt på sin hud.
Nej. Nej, det her ville jeg ikke være med til. Min krop vågnede hurtigt op, og jeg skyndte mig over til døren. Bange trækkede jeg ned i håndtaget, men ingenting skete. Og lige meget hvordan jeg drejede låsen, ville døren ikke give sig. Mine vejrtrækninger blev hurtigere og tungere, og jeg gispede efter vejret. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og jeg var næsten sikker på at pigen kunne høre det.
Jeg havde en angst for blod, hvor jeg kunne besvime hvis bare jeg så på det. Så jeg måtte væk herfra nu. Panikken og angsten fyldte mine tanker og hele min krop. Jeg råbte, skreg og bankede på døren, men intet hjalp.
Da jeg kiggede tilbage på hende, så jeg det forfærdelige syn. Hvor hun satte barberbladet, piblede det røde blod frem, og dryppede langsomt ned på gulvet. Det sortnede for mine øjne, og jeg kiggede hurtigt væk. Jeg satte mig i det modsatte hjørne af hende med ansigtet vendt mod væggen. Mens jeg ventede på at dette mareridt ville overstå, rokkede jeg mig frem og tilbage i fosterstilling. Jeg nynnede den gladeste melodi jeg kendte, mens jeg modstod trangen til at skrige højt op. Jeg måtte mest af alt minde om en sindssyg lige nu. Hvis jeg da ikke var det.
I det der føltes som timer, hørte jeg noget falde på gulvet med en højlydt klingen. Forsigtigt vendte jeg mig om med en lidt mere kontrolleret vejrtrækning. Det blodige barberblad lå ved siden af pigen. Og uden jeg havde lyst til det, kiggede jeg på hendes arm.
Skæve bogstaver var skåret ind i hendes hud, som dannede ordet Superbia. Det dybrøde blod var nærmest overalt på armen. Jeg stirrede lammet på ordet, mens jeg blev svimmel. Igen sortnede det for mine øjne, og jeg kunne ikke se hverken rummet, pigen, eller ordet mere.
Inden jeg helt mistede bevidstheden, hørte jeg en ukendt stemme hviske til mig.
"Det var kun ét eksempel på dit hovmod. Hvor højt du selv sætter dig, og glemmer alle andre.."


Skrigende vågnede jeg op. Sveden lå som et klamt tæppe om mig, og jeg huskede alt fra min drøm. Eller nærmere mareridt.
Endelig lå jeg i min egen seng. Imens jeg lå der, prøvede jeg på at sunde mig. Skyldfølelsen gnavede stadig i mig, og jeg havde mest af alt lyst til at glemme det minde helt. Det var jo derfor jeg havde gemt det væk den første gang. Men hvorfor kom det tilbage og hjemsøgte mig nu? Havde jeg virkelig fået hende til at skære i sig selv? Og hvad betød Superbia? Det lød som noget latin..
Jeg gik over til vinduet og trak gardinerne fra. Selvom det stadigvæk var tidlig morgen, var den travle by fuld af liv. Jeg kiggede lidt ned på menneskerne, som småløb af sted, og snakkede i telefon, som var det deres sidste dag på Jorden. De burde virkelig prøve at stoppe op en gang, trække vejret dybt og tage tingene med ro.
Mit blik gled hen til en vagabond, som sov på en bænk med sine få ejendele. En tigger stod lidt længere væk og prøvede forgæves på at tjene nogle penge.
Da jeg havde kigget på dem i lidt tid, tog jeg en beslutning.
Jeg ville gøre noget godt for andre i dag. Hjælpe dem som jeg kunne - på den ene eller på den anden måde.

----------------------------------------------------------------------
Så blev det kapitel færdig :)
Undskyld hvis det blev lidt.. Kedeligt. Men altså, jeg kom på idéen lige inden jeg skulle på ferie, så det var lidt nederen. Men heldigvis er der gratis internet ^_^
Jeg håber at i vil læse videre, når der kommer flere kapitler. Og kom endelig med noget konstruktiv kritik! Er der noget som du synes der mangler?
Og historien er til Hobitten-konkurrencen. Den om en rejse. Måske tænker i at historien her ikke helt handler om en rejse - men det gør den. Jack går igennem en helt masse, og til sidst når han sit mål (eller hvad.. ;)?). En anderledes rejse kan man sige :)
Men i må meget gerne give den et like, og sætte den på favoritlisten hvis i synes om den - det ville hjælpe mig rigtig meget ud, da den jo er til en konkurrence.
(Undskyld at jeg ikke har gjort noget ved teksten - du ved fx kursiv eller fed skrift - men jeg skriver på en iPad, og der kan jeg ikke lave det om :P)


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...