De syv dødssynder

Det er sjældent man ser, at en person ikke har syndet mindst én af De syv dødssynder. Jack er en af de mange, som har syndet dem alle.
Hans ellers 'perfekte' liv er præget af en fortid, som er alt andet end perfekt. Han har gemt de skrækkelige hændelser langt væk - men en nat kommer minderne tilbage. Drømmene viser ham, hvordan han har syndet og viser ham ting, som han aldrig før har fået svar på. De viser ham den rigtige sandhed. Efter den nat, er intet det samme - Jack går igennem en eventyrlig, men hård rejse, som endelig får ham til at indse, hvad han har gjort. Den mystiske stemme, samt drømmene forfølger ham, og desperat prøver han på at finde udveje; men uden held.

((Historien er til Hobbitten-konkurrencen.))

9Likes
20Kommentarer
1138Visninger
AA

3. Avaritia

Klokken viste 00.19. Jeg sad foran min MacBook, som havde været temmelig dyr. Men det var jo ikke noget problem, når jeg nu havde så mange penge. I modsætning til tidligere dage. Glemte tider.
Jeg havde siddet foran computeren i ret så lang tid, og havde helt glemt at jeg skulle på arbejde i morgen. Sukkende skulle jeg til at slukke computeren, da et ord dukkede op i mine tanker.
Superbia. Hvad betød det overhovedet?
Hurtigt gik jeg ind på Google og skrev ordet i søgefeltet med vante bevægelser.
Noget af det første som kom op, var et eller andet på Disneys hjemmeside. Undrende rynkede jeg panden; min drøm henviste nok ikke til noget på en børnehjemmeside. Jeg rullede videre ned af siden, og nogle sange viste sig samt en masse ligegyldige ting.
Endelig kom jeg til en ordbog, og med en klump i halsen klikkede jeg på linket. Af en eller anden grund var jeg utrolig nervøs, og min hånd rystede en smule.
Siden viste sig, og hurtigt skimmede mine øjne siden. Et bestemt ord fangede min opmærksomhed.
Hovmod. “..indebærer en alt for høj vurdering af sig selv og en stor selvhævdelse, modsat ydmyghed. Hovmod betragtes i mange kulturer som noget negativt.”
Uvilkårligt holdt jeg vejret. Det var dét, som den mystiske stemme fortalte mig jeg havde. Et alt for stort selvværd, som kunne skade andre.
En knude i min mave tog form, og kvalmen vældede op i mig, da jeg tænkte på pigen. Blodet.
Men nej, så selvglad kunne jeg da umuligt være? Vel?
Jeg rystede på hovedet af mig selv og sukkede dybt. Det var jo for pokker bare en drøm! Det behøvede jo nødvendigvis ikke at være sandt.
Pludselig undslap et gab fra min mund. Jeg måtte nok hellere til at gå i seng, hvis jeg nogensinde skulle vågne op igen i morgen. Den bløde kontorstol knirkede en smule, da jeg lænede mig ind over mit skrivebord og lagde mig på mine arme.
Trætheden overmandede mig, og mine øjne gled langsomt i, indtil de til sidst lukkede helt.

Langsomt strækkede jeg mig med lukkede øjne. I det mindste havde denne her nat været drømmeløs.. Men hvorfor føltes sengen hårdere end den plejede? Og hvorfor i alverden stak mine fødder ud over sengekanten, som om den var for lille? Og faldt jeg ikke i søvn over mit skrivebord? Alle spørgsmålene overtog mine tanker, og forvirret slog jeg mine øjne op - for at møde et forfærdeligt, helt igennem hårrejsende syn. Et syn som jeg genkendte, og som jeg for alt i verden ikke havde lyst til at se igen.
Værelset var beskidt og rodet. Det var lille, og sengen fyldte nærmest det hele. Der stank langt væk af cigaretter og alkohol.
Mit barndomsværelse. Alle mine dårlige minder startede her. Jeg veg tilbage i sengen, og mit hoved dunkede hårdt ind i væggen bag ved mig. Irriteret tog jeg mig til hovedet og ømmede mig. Hvorfor i alverden skulle min hjerne føre mig hen til dette rædselsfulde sted? For det var jo en drøm.. Ikke?
Med tænderne bidt sammen, rejste jeg mig fra sengen og gik hen til døren. Der måtte være en udgang. Forsigtigt trak jeg ned i håndtaget. Jeg blev stående lidt i døråbningen og lyttede efter. I dette minde var min mor sikkert ude i byen og drikke sig fuld - hvor hun derefter først kom hjem dagen efter. En klump satte sig fast i min hals, da jeg huskede på, hvor lidt hun havde været der for mig. For eksempel de dage hvor jeg kom stolt hjem, og ville vise hende mine gode karakterer. For det meste var hun ikke hjemme - men når hun for en gangs skyld var det, bad hun mig bare om at hente cigaretter og øl nede i kiosken. Men nogle gange manglede vi penge. Så jeg var nødsaget til at stjæle.
Men jeg kunne jo ikke gøre for det! Hvis der gik lidt for lang tid om at hente det, om jeg så skulle stjæle eller ej, truede hun mig med at give mig bank. Det var dog kun sket én gang. Den dag hvor-
Min tanke blev stoppet, da en øredøvende lød hørtes. Som når noget glas eller porcelæn rammer gulvet. Lyden kom ude fra køkkenet, og hastigt skyndte jeg mig derud.
Ud over hele gulvet på det lille køkken, lå en masse skår fra noget porcelæn. En dreng med grå øjne, lyst hår og nogle fine ansigtstræk stod oppe på det ujævne køkkenbord med hånden ned i den slidte kagedåse.
Forfærdet stirrede mit yngre jeg ned på de tusindvis af glasskår og ænsede mig overhovedet ikke. Først der, lagde jeg mærke til at skårene var dybblå, og nogle af dem havde stykker af blomstermotiver på. Det kunne vel ikke være.. Den vase? Vel?
Mine øjne spærrede sig op, da jeg huskede det. Jo. Det var den vase.
Min mors elskede vase, var den eneste dyre ting i hele huset, som hun ikke ville sælge. Den som betød så meget for hende - den betød sikkert mere for hende end hendes eget barn. Den hun sikkert ville redde ud af en ildebrand, frem for en besværlig unge som mig, der kun skulle fodres.
Og den vase som stod ved siden af den forbudte kagedåse, som jeg uheldigvis kom til at skubbe ned, da fristelsen var for stor. Det var rigtig længe siden jeg havde fået en kage, og jeg havde været temmelig lækkersulten. Men det fik fatale konsekvenser. Både på grund af det med kagen og så selvfølgelig vasen. Den vase som sikkert grinede ondt af mig, hver gang jeg kiggede væk. Jeg anede faktisk ikke hvorfor, hun elskede den så højt.
Tårerne sad i øjenkrogene på mig da jeg kom i tanke om det. Imens alle tankerne kørte rundt i mit hoved, havde den lille dreng fået ryddet de værste skår op, men var dog stadig igang.
Lige indtil at en smækken ned døren lød, sammen med et højlydt og hysterisk grin.
Både drengen og jeg selv stivnede i vores bevægelser. Tydeligt huskede jeg de allerværste bandeord, som jeg kunne, der løb igennem mit hoved, da jeg fandt ud af, at hun kom tidligt hjem den dag. Panisk prøvede mit yngre jeg at samle resten af stykkerne op, inden hun fandt ud af noget.
“Jack? Find li' no'en øl og cigaretter frem, ikk'?” snøvlede en hæs, men dog lys og alt for genkendelig stemme. Drengens vejrtrækninger blev hurtigere, og nervøst kiggede han sig rundt.
“J-ja, mor!” stammede han usikkert og skingert. “Lige et øjeblik!”
Han skyndte sig at fjerne de sidste ting, og hastigt gik han over til køleskabet. Problemet var bare, at der ikke var flere øl tilbage. Hans øjne blev store, og han kiggede hurtigt tilbage, da et højt og dramatisk suk lød.
“Hvorfor er du altid så langsom, knægt? Man skal sgu hele tiden gøre alting selv, ikk'!” hendes stemme kom nærmere, og man kunne sagtens høre, at hun var tæt på. Selv var jeg lammet, selvom jeg mest af alt ville væk herfra nu, for ikke at skulle genopleve dette minde. Det minde som smertede langt inde, dybt i min sjæl. Som om at det også var gået op for drengen, at der ikke var nogen udvej, stod han nu helt stille og holdt vejret, med blikket rettet mod gulvet.
Så kom min mor ind. Hendes stilletter klikkede mod gulvet, og hun var lige ved at falde i dem. Så fuld var hun. Hendes stramme sorte kjole sad alt for tæt på hendes krop, og det lyse hår bølgede ned af ryggen på hende. Hurtigt smed hun stilletterne med et lettet suk, hvor hun derefter tog sig til sine ømme fødder. Uden et ord til drengen gik hun lige forbi ham og over til køleskabet. Da hun så at intet var der i, smækkede hun vredt lågen i igen, og satte kursen mod det skab der indeholdt cigarretterne. Men inden hun nåede der over hylede hun op, og tog sig til sin ene fod.
“Av, forhelvede! Hvad pokker var det?!” skreg hun, imens hun hoppede rundt på gulvet, som en der havde en utrolig dårlig balance. Hvilket hun nok havde - så fuld som hun var.
Da hun endelig faldt lidt til ro igen, bøjede hun sig ned, og kiggede forundret på et lille skår, som drengen havde overset. Jeg fik kuldegysninger og skulle nærmest til at råbe til ham, at han skulle løbe, selvom han ikke kunne høre mig.
Min mor samlede skåret op og studerede det nærmere med en mistænksom mine. Pludselig rettede hun sig brat op, og kiggede hurtigt på den tomme plads ved siden af kagedåsen. Hendes øjne spærrede sig op, som om hun ikke kunne tro det. Lige så stille blev de fyldt med tårer, og hun rettede sit blik mod drengen, som kiggede skamfuldt ned i jorden. I lidt tid kiggede hun frem og tilbage mellem ham og den tomme plads, og langsomt blev sorgen i hendes øjne forvandlet til vrede. Et raseri så stort, at jeg følte hendes øjne lynede. Alkoholen hjalp ikke ligefrem på hendes selvbeherskelse - det havde jeg lært i de mange år, som jeg havde boet med hende. Da hun kiggede på ham igen, veg han hurtigt tilbage for hendes blik, og det samme gjorde jeg.
Med hastige og bestemte skridt smed hun skåret hårdt på jorden og nærmede sig den bange dreng. Mit hjerte bankede hurtigere samtidig med, at mine vejrtrækninger blev uregelmæssige.
Nej! Jeg ville ikke se det igen. Det var for smertefuldt at tænke på, og det at se det igen måtte være endnu værre. Den første gang var nok.
Så hurtigt som jeg nu kunne, løb jeg målrettet ud af køkkenet og mod hoveddøren. Inden jeg nåede helt ud, hørte jeg et klask, samtidig med et skrig der var efterfulgt af et bump.

Alt var sort, men dog gik jeg alligevel. Ud i intetheden.
Da jeg før trådte ud af døren, var der intet som mødte mig.
Intet.
Et uendeligt sort tomrum, som jeg dog alligevel kunne stå på. Det tog hundrede år for mig at sætte i bevægelse, da jeg til sidst blev enig med mig selv om, at det her måtte have en ende. Så her var jeg. Med bankende hjerte og bange for hvad der kunne lure i mørket; selvom jeg dog udmærket vidste, at jeg var alene. Både med det jeg skulle igennem, og i den forfærdelig ensomme tomhed. Helt på min egen hånd.
Mens jeg var fordybet i alle mine deprimerende tanker, skimtede jeg et lys forude.
Det håb, som der ikke havde været så meget af før, steg nu betydeligt. Hurtigt satte jeg i løb, og det kunne ikke gå for langsomt.
En dør stod foran mig og blev oplyst fra en kilde, hvis oprindelse jeg ikke kunne finde. Uden at tøve trak jeg ned i håndtaget og væltede ud af døren - hvilket mindede alt for meget om drømmen i går. Dog skubbede jeg tanken fra mig og koncentrerede mig bare om det lys, som nu blændede mine øjne. Omgivelserne begyndte at tage form, og højt postyr lød omkring mig.
Jeg lå på et koldt fortov, og travle mennesker løb hastigt rundt omkring mig. De prøvede ikke engang at gå uden om mig. De.. De gik bare igennem mig, som var jeg luft. Men i drømme - selv de mest realistiske - kan alt ske, ikke?
Hurtigt rejste jeg mig op og kiggede lidt tøvende rundt omkring. Hvad var det nu mit forfærdelige mareridt ville vise mig?
Pludselig var det som om tiden gik langsommere, og en lille skikkelse blev fremhævet, mellem de nu slørede mennesker. Hurtigt skyndte jeg mig hen til personen.
Selvom det ikke burde overraske mig, at jeg så mig selv som teenager stå foran mig, blev jeg det alligevel.
Jeg huskede det her minde. Lige fra det tøj jeg havde på, til hvor klaustrofobisk jeg havde følt mig. Det var den dag jeg var løbet hjemmefra. Den dag jeg havde fået nok af min mor og hendes opførelse. Men det hørte nok til de fleste at man blev rebelsk som teenager - dog var der nok ikke så mange, som gik så langt at de flygtede hjemmefra. Og tog penge fra sin mors pung, selvom man udmærket godt vidste at hun allerede var i pengeproblemer.
Jeg huskede hvordan pengene til sidst var sluppet op, og hvor sulten jeg var, mens jeg gik rastløs rundt på gaderne. Menneskerne som havde travlt med deres eget liv og problemer, havde ikke nænnet mig et blik.
Lige pludselig begyndte alt omkring mig at køre i normalt tempo igen. Mens jeg var ved at samle tankerne, var teenage-mig ved at forsvinde fra min synsvinkel. Hurtigt satte jeg efter ham. Han drejede ind af en sidegade; væk fra mylderet.
Stedet genkendte jeg også alt for godt. Mindet ramte mig som et slag, og både drengen og jeg stoppede op. Tøvende stod han ubeslutsom foran en skikkelse. En sovende og sammenkrøbet hjemløs lå mellem alle de gamle kasser, samt skraldet. Beskyttende holdt hans arme rundt om en pose med noget i. Jeg sank en klump og kiggede skamfuldt ned i jorden. Jeg var bestemt ikke stolt af hvad den yngre version af mig, ville gøre lige om lidt. Dog kunne jeg heller ikke bebrejde mig selv, da det teknisk set ikke var min skyld. Den måde som min mor havde opdraget mig på, var en del af det.. Ikke?
Han tog langsomt hånden ned i posen, for ikke at vække manden. Derefter trak han et utrolig indbydende, og blodrødt æble op. Mindet var så realistisk, og jeg kunne næsten stadigvæk føle den sure, men dog søde smag i munden. Sulten slikkede drengen sig om læberne. Grådigt rakte han hånden ned efter en mere, hvor det så blev til tre, og så til fem. Med et triumferende smil rettede han sig op, og jeg kunne se, hvordan det kneb med at kunne bære dem allesammen. Et af æblerne gled pludselig ud af hans hånd og landede lige på den hjemløse mands ansigt. Forvirret glippede manden søvndrukkent med øjnene og gjorde mine til at rette sig op. Drengen spærrede øjnene op, og uden at tøve satte han i løb. Jeg turde ikke engang tænke på, hvad der ville have været sket, hvis jeg ikke havde løbet dengang.
Lige da manden satte sig forvirret op med æblet i hånden, var den yngre mig forsvundet rundt om hjørnet. Selvom jeg ville væk fra det her sted, var min krop lammet. Denne her gang kunne jeg virkelig ikke bevæge mig, lige meget hvordan jeg prøvede.
Manden måtte have hørt skridtene som hastigt løb væk, men forstod dog stadig intet af situationen. Med rynkede bryn kiggede han på æblet i sin hånd, og som om at noget gik op for ham, stivnede hans bevægelser. Hans blik gled ned til posen, og febrilsk rodede han den igennem. Jeg kunne se hvordan han talte de få æbler igen og igen, og hvor mere deprimeret han blev. Brat kiggede han op. Med tårer i øjnene og våde kinder.
Og jeg følte at han stirrede direkte på mig, selvom ingen af de andre havde set mig. At han kunne se lige igennem mig; alle mine tanker og følelser - mine dybeste hemmeligheder. Og en af de følelser, som stod allertydeligst lige nu var skyld.
Pludselig kunne jeg bevæge min krop igen. Men det eneste jeg gjorde var at lukke øjnene og at nive mig hårdt i armen. Jeg ville vågne.
Da jeg åbnede mine øjne, følte jeg at de stadigvæk var lukkede. For der var bælgmørkt, og mindede alt for meget om den sorte intethed jeg havde været ved før.
Mit hjerte bankede hurtigere og jeg prøvede på at tage en dyb vejrtrækning. Hvor længe kunne det her mareridt blive ved?
Meget længe fandt jeg ud af. For med ét blev et skarpt lys tændt, og jeg glippede irriteret med øjnene. Det mindede om et spotlight-lys, som kun lige oplyste det punkt som jeg stod på, samt en meter rundt om.
Ingenting skete - men pludselig ud af ingenting dumpede et æble med den flotteste røde farve ned foran mig. Undrende samlede jeg den op og studerede den nærmere. Den var helt perfekt formet; en lille smule oval og lå godt i hånden.
“Skal du ikke smage?” en hvislende stemme nåede mig, og jeg veg forskrækket tilbage. Mit hjerte var nu næsten ved at banke ud af brystet på mig, og jeg kiggede forvirret rundt. Hvor kom lyden fra?
Og så jeg en slange. En smuk, smidig, men dog skræmmende skabning. Dens grønne ham funklede i lyset, og den spillede med sin tunge. Forundret kiggede jeg på den med et spørgende blik.
“Hvis du spiser det, ville du kunne skelne mellem godt og ondt. Dine øjne vil blive åbnet,” lød dens lokkende stemme. Den lagde hovedet en smule på skrå og kiggede overbevisende på mig. “Hvad kan der gå galt? Tør du ikke?”
Hvis der var noget man ikke skulle, så var det at udfordre mig. Der.. Der var min stolthed for stor. Hvis der var noget jeg ikke kunne bære, var det at tabe.
Beslutsom, og nærmest ivrig, tog jeg et bid af æblet. Det smagte lige så godt som det så ud til - en helt perfekt balanceret smag, som nærmest eksploderede på tungen. Og slangen havde ret. Hvad kunne der ske?
Nydelsen og den triumferende følelse af at have gjort det, forsvandt på et øjeblik.
Æblet trillede ud af min hånd, og pludselig kunne jeg kun lige trække vejret i små stød. Panisk tog jeg mig til halsen, og kiggede forfærdet på slangen. Men denne gang så den anderledes ud. Den var blevet på størrelse med en hest, dens hugtænder var lange, og man kunne se giften dryppe ned fra dem. En ond latter lød fra den, og som et menneske, slikkede den sig sultent om munden med din lange tunge. Aldrig havde jeg set noget så frygtindgydende, og skræmmende i hele mit liv. Jeg havde lyst til at skrige højt og løbe - lige indtil jeg så mine hænder.
Mine negle var blevet utrolig lange og var knivskarpe. Min hud var blevet helt grå og smuldrede hvis man bare rørte det. Et gisp undslap mine læber og hurtigt tog jeg mig til ansigtet. Jeg mærkede den helt ru hud og så hvordan små flager fra den faldt igennem luften. Skræmt over mig selv og slangen, trådte jeg nogle skridt bagud. Dog var jeg ikke helt sikker på benene, for kort efter lå jeg på jorden.
Lammet af frygt, stirrede jeg op på slangen som nu kom nærmere. Det lignede at den nærmest smilede, og igen grinede den hæst.
“Jeg løj da ikke.. Nu kan du jo se forskel på godt og ondt, ikke? Og det ser ikke ud til, at noget godt findes her hvor vi er nu, vel?” med et hånende blik stirrede den på mig, og jeg kunne ikke andet en at kigge skræmt tilbage. “Men bare rolig.. Du er ikke den første, som har gjort det her.”
Slangen tårnede sig nu op over mig, mens jeg undrede mig over dens ord. Var jeg så ikke den eneste person, som havde taget imod noget fra denne skræmmende og listige slange?
“Avaritia,” hvislede den, mens den kom helt tæt på mit ansigt.
Og så lukkede jeg øjnene.

Med en underlig lyd, hoppede jeg op fra min kontorstol så pludseligt, at jeg med et overrasket udbrød, væltede ned fra den med et bump.
Irriteret ømmede jeg mig, og så hurtigt som jeg nu kunne, satte jeg mig i stolen igen. Mine bevægelser stivnede da drømmen fandt vej til mine tanker.
For pokker da også. Det her kunne jo ikke blive ved - og hvad i alverden betød Avaritia? Havde det en forbindelse med det andet ord?
På få sekunder tændte jeg computeren, og den var allerede på Google. Tøvende hvilede mine fingre på tasterne, og helt uvilkårligt skrev de noget andet.
Overrasket over min egen handling, kiggede jeg på det jeg havde skrevet. Det var jo trods alt en god gerning at gøre, ikke?
Med et svagt smil trykkede jeg på enter, og en masse resultater for ’velgørenhedsorganisationer’ kom op.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hej C:
Øh.. Kapitlet blev næsten dobbelt så langt som det andet..
Jeg var nødt til at poste det her kapitel nu, da jeg nok ikke har internet i lidt tid.
Det er blevet foreslået at jeg kunne skrive i 3. person, og det tror jeg også ville fungere bedre. Men, det bliver nok først om noget tid ;) For er det ikke også lidt forvirrende, at Jack kalder sit yngre jeg for.. Tja 'yngre jeg', 'ham', 'drengen' osv.? Hm..
Men altså, jeg synes bare der mangler noget. Altså i kapitlet. Du ved, beskrivelser? Jeg ved ikke om det er en slags skriveblokade jeg har fået eller noget. Men nu skriver jeg alligevel, og så må jeg tage det som det kommer!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...