Mysterius Dreams ۞ Harry Styles - Oneshot

Det her er et oneshot, som jeg lavede for et godt stykke tid siden. Det her er så en stil, som jeg lavede i skolen. Der skal lige gøres opmærksom på, at vi kun fik 2 timer til at skrive en valgfri stil/novelle. Så jeg har prøvet at gøre det bedste, jeg kunne på de 2 små timer. Dog har jeg lige ændret novellen til at være en fanfiction derhjemme. Håber I kan lide det, da det også er mit første oneshot & One Direction fanfiction :)

10Likes
5Kommentarer
720Visninger
AA

2. Oneshot

 

 

|.•'•._Mystiske Drømme_.•'•.|

 

En brise fløj let gennem hendes chokoladebrune hår. Fuglene kvidrede foroven. Hendes øjenlåg åbnede sig langsomt op, og først der indså hun, at hun var langt ude på landet. Bogstaveligtalt.

Hun befandt sig stående på en kornmark, som der føltes uendelig stor omkring hende. Hun kunne kun se.. Korn, sjovt nok.

Den lettere, forvirret pige ved navn, Sophie, så sig forvirret omkring. Hvordan i alverden var hun endt her? Det sidste hun kunne huske var, at hun befandt sig i sin bløde seng med sin lune, overskønne dyne over sig. Og nu befandt hun sig på Lars Tyndskids mark?

Det hang bare ikke sammen…

Hun stønnede frustreret og kørte tvivlsomt sin hånd igennem hendes bølgede hår.

Kuldegysninger bølgede igennem hendes krop, og det løb hende koldt ned af ryggen, da en varm hånd strøg hen ad hendes skulder. Hun mærkede en anden persons tilstedeværelse skræmmende tæt på hende.

Der stod en bag ved hende.

Hånden klemte blidt om hendes solbrune skulder. Sådan nærmest helt kærligt?

”Sophie,” lød en genkendelig, hæs stemme tæt ved hendes øre, som beviste det var en ham. ”Sophie,” lød det højere. ”Sophie!” Hun vendte sig hurtigt om…

Med ét sæt spærrede den søvnige Sophie øjnene op, og mødte sin fars øjne, som var fyldt med irritation.

”Kom så ud af fjerene. Du skal op!” Kommanderede han og udtrykte sin irritation med sine buskede øjenbryn, som vendte skarpt nedad.

Hun gjorde som han sagde den her gang, men normalt ville hun sige den velkendte replik ’fem minutter’, men hun kunne i den grad mærke, at hun ikke skulle gøre den gamle mere morgensur.

Eftersom hendes far var gået ud, så fandt hun hurtigt vej ud på badeværelset og klædte sig af. Vandet strømmede i rindende strømmer ned af hendes slanke krop, mens hun blidt masserede shampooen ind i sin hovedbund og ned til de mørke spidser.

Tanker strømmede på sædvanligvis rundt i hendes nethinde, efter nattens mystiske drøm.

Det var sært.

En fyr med de allerdybeste, smaragdgrønne øjne hun havde set, hjemsøgte hendes drømme, og hun vidste ikke, hvorfor hun fik de drømme. Hun burde ikke drømme om en anden fyr, når hun havde kæreste på. Hun havde drømt om den her ukendte fyr i flere måneder, og hvis det ikke havde nogen betydning, hvorfor fik hun så de drømme?

Det var for resten mandag. Der hvor man godt lige kunne trække lidt ekstra på søvnen efter weekendens hændelser. Som regel plejede Sophie, at være sammen med hendes kæreste, Alexander, i weekenden, men denne weekend var han på en fodbold lejr i weekenden.

Hvilket gjorde, at Sophie glædede sig til at komme i skole, og se sin fyr.

.•´♣´•.

Hurtigt fik hun låst sin cykel under halvtaget, som var beregnet til 8-9 klasses cykler. Hun stak nøglerne ned i hendes lomme.

Sophie skulle til at bevæge sig skråt hen over skolegården til hendes bygning, men hun stoppede brat op, da hun fik øje på Alexander længere henne af halvtaget med en cigaret, han lige havde skoddet på jorden. Lidt derfra kunne hun se sine to bedsteveninder, Sarah og Line, som så ud til at snakke ivrigt om et emne, mens de gik.

Håret flagrede i vinden bagud, mens hun løb hastigt, men lydløst, hen til sin fyr, og krammede ham pludseligt bagfra, så det gav et lille gib i ham. Han vendte sig hurtigt om, og smilte ved synet af hans kæreste, som havde det smittende smil på læberne.

”Hey Soffy.” Sagde han stille, men glad og havde lagt sine hænder på hendes hofter.

”Hej Xander..” Sagde hun ligeså. ”Ehm.. Hvorfor ringede eller skrev du hverken i weekenden?” Spurgte hun med en blandet følelse, men havde alligevel sine arme om hans hals.

'Xander kiggede forsigtigt ind i Sophies funklende, grønne øjne, mens hendes glatte, gyldenbrune hår flagrede fredsommeligt af vinden, som fløj omkring. Den skyldige følelse i ham, genspejlede sig tydeligt i hans havblå øjne.

”Sophie, jeg kom til at være lidt sammen med en pige, i stedet for fodboldlejren…” Indrømmede han og skar nærmest lidt tænder, mens han fokuseret ventede på en reaktion fra Sophie.

Hun stirrede direkte ind i hans forbandede, blå øjne, som hun var faldet for. Pludselig vred Sophie sig ud af hans greb, og tårerne, som havde samlet sig i øjenkrogene, imens de havde stirret ind i hinandens øjne, rendte ned i stride strømme.

”Har du løjet for mig?!” Råbte hun vredt, uden omtanke på, at hele skolegården nok kunne høre hendes skingre stemme, som havde en klar, såret tone. ”Så du bare kunne være sammen med en anden pige?!” Fortsatte Sophie rasende. Vreden rasede ærligtalt ud af hendes krop, og da han prøvede, at nærme sig hende, så skubbede hun kraftigt til ham,

”Sophie, stop nu. Alle kan høre..”

”Jeg er fucking ligeglad!” Afbrød hun ham ude af kontrol. Hun kunne simpelthen ikke genvinde sin kontrol og det stod krystalklart. Det resulterende også i, at hendes flade hånd skar gennem luften og havnede med et smæld på hans kind, mens tårerne var ustoppelige på den sårede, piges kinder.

”Sophie!” Råb fra hendes to bedsteveninder føltes som små ekkoer i Sophies verden. Hun stormede hen til sin cykel og ignorerede blindt de desperate, bekymrede råb.

.•´♣´•.

Hendes forældre var på arbejde, så hun smed sig ubemærket hen på hendes seng med hovedet begravet i hendes hovedpude, hvor fugtige pletter af tåre dannede sig. Før den svigtede pige vidste af det, så havde hun grædt sig i en lang dyb søvn. Hun flød stilfærdigt ind i drømmeverdenen, hvor endnu en af de mystiske drømme ventede utålmodigt på hende…

Hendes øjenlåg sitrede let, før hun med besvær åbnede dem op, da sollyset virkede kraftigt et par sekunder.

Pludselig lød der en stemme, ”Sophie,” den genkendelige stemme bag ved hende lød hæs, men der var noget charmerende over det.

Blidt, bed hun sig i underlæben, for dernæst, at vende sig tøvende om, men hun så intet bag hende. 

”Du kan ikke se mig.” Oplyste fyrens stemme. ”Men det kommer du snart til…”

Sophie kiggede alligevel forvirret rundt med hovedet, og hun forstod det ikke. Hvad lavede hun her? Hendes drømme var hjemsøgt af den samme fyr i hver eneste drøm.

”Hvem er du?” Spurgte hun forundret, mens hun kiggede udover den soloplyste mark.

”En fyr, som har beundret dig længe.” Svarede han.

Hun mærkede pludselig en fjerlet, berøring over hendes kind, som om det var noget ægte, som havde rørt hende. En svag, nuance af rosa viste sig på hendes kinder af fornemmelsen af en spirende varme indeni ved den mindste berøring. Jeg kan ikke se ham, men jeg kan mærke ham, tænkte Sophie.

”Det her er en drøm.” Hviskede hun nærmest, og lod sit blik falde til jords.

”Nej,” sagde den dybe, charmerende stemme hurtigt. ”Det er et tegn på din skæbne…”

Hun mærkede en ruske i hende. Hurtigt åbnede hun øjenlågene og mødte synet af sin mor, som kiggede undrende på hende. Sophie gabede og strakte sine arme ud.

”Hvad laver du herhjemme?” Spurgte hendes mor forvirret.

”Vi havde tidligt fri på grund af Mrs. Stone var syg i de to sidste timer.” Løj Sophie.

 ”Nå, der var du heldig. Mrs. Stone er jo sjældent syg, men skat, jeg går op og laver aftensmad. Det bliver for resten kun os to i dag.” Meddelte hendes mor med et moderligt smil.

”Kun os to? Hvad skal far da?” Spurgte hun nysgerrigt.

”Han rejste på forretningsrejse tidligere. Han bliver væk nogle dage.” Svarede Sophies mor. 

”Okay.” Halvmumlede Sophie bare, og lænede sig op af den store, behagelige dunpude.

”Jeg kalder, når der er aftensmad.” Sagde moren, og forlod værelset.

Sophie satte sig til at tænke på dagens hændelser. Hun var stadig såret over, at Alexander havde valgt en anden pige frem for hende. Han havde garanteret været sammen med pigen hele weekenden.

Det som - mærkeligt nok - tyngede hendes tanker mest, var fyren i drømmen. ’Det er et tegn på din skæbne’, havde han sagt.

Hun længtes efter, at se hvem han rigtig var. Måske var han skuffende nok, kun en illusion, som bildte hende noget ind. Alligevel var der noget ægte over den måde, han sagde det til hende.

Om aftenen var det som om tanker i en hvirvelvind fløj rundt i hendes hoved, og de var ustoppelige, for hun kunne ikke lade være med at undre sig over utallige ting. Nær,mere sagt var de her såkaldte ’ting’ fyren i drømmen.

Hun spidsede ører, men han sagde ikke noget, men hun kunne sagtens føle hans nærvær.

”Hvad mente du med det, du sagde sidst?” Spurgte Sophie undrende.

”Det får du af vide snart.” Sagde han drilagtigt. Sophie lod et smil udfolde sig på hendes læber.

”Hvorfor drømmer jeg hele tiden om dig?” Røg det ud af hende, men hun fortrød det ikke. Han havde hjemsøgt hendes drømme de sidste måneder, og nu ville hun gerne have svar.

”Jeg vil have en slags indflydelse på dit liv efter.” Svarede han med et smil i stemmen. Sophie rynkede en anelse på panden af hans svar. Det lød mærkeligt i hendes ører. Var det ikke bare en illusion hun levede i?

”Hvad mener du?” Spurgte hun forundret og strøg en mørk hårlok om bag hendes øre.

”Jeg ved, hvad der er sket med dig og Alexander. Og hvis det var muligt, så ville jeg bevise, hvordan en rigtig fyr ville være over for sin kæreste.

”Siger du, at du vil være min kæreste?” Lød det straks overrasket fra Sophie.

”Nej, måske..” Hviskede hans dybe stemme mystisk.

”Hvordan skal jeg genkende dig i virkeligheden?” Spurgte Sophie nysgerrigt.

”Når du ser mig, så er jeg sikker på, at du vil genkende mig.” Da ordene var blevet sagt, mærkede Sophie noget underligt, trods hun ikke engang kunne se skikkelsen af den mærkværdige person.

Sophie mærkede noget, som føltes som indersiden af en roses kronblade på hendes kind. Det var nogle silkebløde læber, som berørte hendes kind, kunne hun mærke. Berøringen satte nærmest et glødende brændemærke på hendes kind. Hun kunne mærke alt blev hedende varmt. Han havde givet hende et kindkys. Et split sekund så hun en skikkelse af fyren i et krystalklart lys. Hun så nogle glasklare, grønne øjne, som brændte sig fast til hendes blik, som var indbegrebet af nysgerrighed og forundring. Samt så hun et skævt, charmerende smil på hans læber.

Så forsvandt synet af ham…

.•'♣'•.

Næste dag prøvede hun, at gå ubemærket ind i sin klasse. Hendes blik vendte flovt mod gulvet - hun var jo ikke ligefrem glad for hendes udbrud i går. Hun kunne mærke flere sæt øjne hvile på hende, mens hun gik hen til hendes plads. Hun satte sin taske monotont på stolens hank, og løftede endelig blikket, og så øjne, som stadig kiggede på hende. De havde altså ikke glemt gårdagens dramatiske episode.

Hendes øjne ramte Lines, en af hendes bedsteveninder.

”Er du okay?” Spurgte Line med en lavmælt stemme, så de andre ikke kunne høres deres samtale.

”Ja.” Mumlede Sophie. I forhold til tankerne om fyren i drømmene, så havde hun nærmest ikke skænket Alexander en tanke.

Læreren kom ind lidt efter med en fyr efterfølgende. Sophie kunne mærke en nysgerrighed vække sig indeni, da hun kom i tanke om at det var den omtalte, nye fyr, som skulle gå i hendes klasse. Hun kunne dog ikke bedømme, om han var et kønt ansigt endnu, da læreren talte med ham, men hun kunne se noget krøllet hår helt bestemt.

Læreren satte sig på stolen ved katederet, og fyren stod ved siden af katederet. Fyren vendte sit ansigt ud mod de nysgerrige blikke, og med det samme gispede Sophie lydløst.

”Det her er Harry. Han er vores nye elev. Husk at tage godt i mod ham.” Sagde læreren smilende.

Harrys dybe øjne ramte Sophies, og hun følte i samme sekund der gik elektriske tråde i mellem dem, som om hun følte en connection. Han gennemborede sine øjne ind i hendes, og med det samme genkendte hun ham.

De dybe, skinnende smaragdgrønne øjne…

Genkendelsen blev forstærket og der indså hun det krystalklart.

Harry var den mystiske fyr i hendes mange forunderlige drømme...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...