Frygten for at tænke

Vito har gjordt noget forfærdeligt og nu tager samvittigheden fat.

0Likes
0Kommentarer
156Visninger
AA

1. Frygten for at tænke

Jeg kigger op i loftet, en edderkop kommer kravlende hen over sit væv med sine lange tynde ben, helt forsigtigt og elegant så nettet ikke svajer. Jeg kan lige se omridset af mit skab, som tårner sig op henne ved væggen som et stort uhyre parat til at springe over mig, hvornår det skulle være. Jeg kan mærke, en af fjedrene fra min madras gnave i ryggen. Jeg trækker dynen længere op, og rykker mig lidt rundt til min krop atter kan slappe helt af. Uret med de lysende tal viser 00.27. Edderkoppen står nu helt stille med sine lange elegante ben og kigger med sine mange øjne, den kigger lige igennem mig og ind i mine tanker.

Hvorfor gjorde du det?" Spørg edderkoppen. Det løber mig koldt ned af ryggen, og jeg tørrer mine svedige håndflader af i dynen. Knuden i min mave knuger sig sammen. "Det var ikke min skyld," svarer jeg ud i luften nok mest til mig selv. "Det var ikke min skyld".

 

Jeg skubber døren op ind til skolebygningen, og den varme og lumre luft kommer mig i møde. Min næse og mine kinder er sikkert helt røde, og håret er blevet blæst rundt. Jeg hører snak inde fra klasseværelserne, og stole der bliver hevet hen over gulvet. Inde i min klasse hersker der det totale kaos, der lugter af noget sødt og brændt. Jeg kigger på Thomas, som har et kæmpe smil malet over hele fjæset, og hører nogle snakke om, at det er Thomas, som har brændt nogle rosiner i mikrobølgeovnen. Midt i tumulten sidder Anne-Sofie og kigger på mig, som om hun har gjordt det i lang tid. Hendes øjne brænder store huller i mig. De store brune uskyldige øjne kigger på mig, og det kribler ned af ryggen, jeg kan mærke sveden på min pande. Det er som en film, hvor man har slået lyden fra og kun har sat hende i fokus. Jeg kan ikke løsrive mig fra hendes øjne. "Hvorfor gjorde du det?" spørg hun med sin lyse stemme. Jeg har stadig mit overtøj på og løber så ud på gangen og er lige ved at vælte et par stykker på vejen. Selvom jeg godt ved det hele bare skete inde i mit hoved, kredser mine tanker om frygten om frygten for at tænke...

 

Jeg kan mærke hjertet pumpe i tindingerne, og mit åndedrag er efterhånden kun små hvæs. Grenene knækker under mine fødder, som jeg kommer galoperende gennem skoven. Jeg stopper op og kigger mig omkring, jeg har ingen anelse om, hvor jeg er. Jeg kan mærke nogle skarpe kløer i min hovedbund, jeg er lige ved at gå i panik, men falder til ro da det bare er en solsort, som lander foran mig. Jeg går videre, men den gennemborer mig med sine sorte øjne, og de sorte fjer skinder blåt i kontrast til det orange næb.

 

"Hvorfor gjorde du det?" Spørg den og ligger sit hoved på skrå.

"Det var ikke min skyld," svarer jeg koldt.

"Din mor er meget ked af det," siger solsorten.

Jeg lukker øjnene, en solsort kan ikke tale, der er ikke noget at være bange for, forsøger jeg at forklare mig selv. Da jeg åbner øjnene, kigger jeg ind i et sæt krystalblå øjne ligesom mine. Men blå er ikke den eneste fremtrædende farve, ved siden af er de blodrøde blodåre, som ligner, at de er lige ved at bristes, og blodet vil blandes med de salte tåre, som løber ned af hendes kinder. Mit hjerte står stille i flere sekunder.

"Var det dig? Sig det ikke var dig Vito!" Talestrømmen bliver afbrudt af skrig og gråd. Min mor kigger på mig med bedende øjne.

Det er nu mit hjerte begynder igen, det dundre afsted, og det føles som om, mine tindinger vil sprænges. Jeg ryster af kulde, men alligevel kan jeg mærke sveden løbe, mine ben sætter igang som ved et tryk på en knap. Jeg løber med fornyet energi, men må hele tiden undvige kroppene som bliver skubbet ned fra træerne. Jeg må springe til side, da der lander en krop lige foran dig, og det er ikke en hvilken som helst krop. Det er djævelen selv, med blod løbende fra baghovedet og døde øjne. Min stedfar med sit "charmerende"smil, de intense øjne og de stærke arme. Min far blev hurtigt erstattet. En dag faldt min stedfar ud over gelænderet på 12 etage fra altanen, og døde da han ramte den hårde asfalt. Jeg løber videre, men falder over noget en høj og muskuløs krop, jeg kigger op, og omkring mig er der de krystalblå øjne igen.

"Kunne du ikke bare være glad på andres vegne?"

Jeg skriger og græder, jeg knuger mig sammen til en lille kugle, ligesom for at holde verden ude. Men et par store hænder løfter mig op. Jeg kigger lige op i de krystalblå øjne igen.

"Lille putte, dikke dikke. Du er min lille søde dreng, og ja du er så sød," siger min mors kærlige ansigt. Mine egne hænder er små buttede barnehænder, og jeg vil gerne forme ord med min mund, men det bliver bare til volapyk. Jeg vil gerne sige at jeg elsker dig mor. Men det smukke betryggende ansigt krakelerer og forsvinder. De beskyttende hænder slipper mig, og jeg falder gennem luften, indtil jeg rammer den hårde asfalt.

 

Jeg kan mærke noget varmt og tykt løbe ud fra baghovedet, der kommer mere af det, og hurtigt svømmer jeg i en sø af blod. Nej det er ikke en sø, det er et vildt hav, og bølgerne skyller over mig flere gange. Nogle skarpe kløer river mig i hovedbunden og udstøder høje skrig, jeg ser kun omridset af den sorte fugl flyve væk. Jeg glemmer at lukke munden, og min mund bliver fyldt af blodet, og jeg kaster det hele op ud i havet. Nu er det ikke mit bræk længere, det er min stedfar, som er på alle fire nede på gulvet inde i stuen. Han kaster op på det dyre gulvtæppe.

"Kom her Vito" hvisker han. Jeg kommer hen, da jeg ikke tør andet, han råber mig lige ind i hovedet."Hent en klud og tør op, og så siger vi, at dette ikke vedkommer mor. " Jeg bevæger mig med stive ben hen til vasken, oppe i loftet hænger et spindelvæv, hen over spindelvævet bevæger en edderkop sine lange elegante ben, mens den kigger på mig med sine tusinde øjne. Mine rystende fingre tager fat om kluden med begge hænder.

 

Men nu er det ikke kluden, jeg holder om, men bunden af min trøje som jeg havde den dårlige vane at trække ned i, når jeg var nervøs. Min stedfar var kommet hjem fra en dårlig dag på kontoret og sad ude på altanen og røg. Det irriterede mig grænseløst, at han røg, når røgen sneg sig op i ens næsebor og op i munden, så man kom til at hoste. Når det ikke er så varmt i vejret, ryger han indenfor, og det er uudholdeligt i vores lille lejlighed. Men mor er ligeglad...

"Må jeg ikke tage over til Markus i aften?" spørg jeg forsigtigt.

"Var du ikke også derovre i går?" spørg min stedfar lettere irriteret.

"Nej i går var jeg ude og købe ind til aftensmad, da mor ikke var hjemme," svarer jeg stille.

"Lyver du nu også knægt. Du er jo bare doven og vil overlade alt det hårde arbejde til mig. Kan du ikke se, hvordan jeg slider og slæber i forvejen?"siger han med hævet stemme.

Nej det kan, jeg bestemt ikke se, er jeg lige ved at sige, men vælger et lidt klogere svar.

"Jeg skal lave lektier sammen med Markus," får jeg fremstammet. Han rejser sig op med langsomme bevægelser og skodder sin cigaret i askebægeret. Han kommer gående hen mod mig, mens mine ben ryster under mig. Hans øjne slår gnister, og han tårner sig op foran mig som et kæmpe uhyre.

"Du skal blive hjemme og hjælpe," råber han lige ind i hovedet på mig. Selvom jeg havde set den komme, når jeg ikke at undvige. Hånden skærer gennem luften og rammer helt perfekt på min højre kind med et højt smæld. Jeg vælter om på gulvet, jeg kan se hans ryg bevæge sig ud på altanen igen.

"Henter du ikke en kold øl!" Siger han, som om det er en kommando.

Ryggen med de brede skuldre skuler til mig, og hans hænder hviler på det lave galender. Mit hjerte galopperer afsted, og adrenalinen pumper rundt i kroppen. Mine håndflader er våde, og jeg ryster over hele kroppen. Alle lyde forsvinder, som jeg bevæger mig i slowmotion hen og støder mine hænder på ryggen. Han er lige ved at finde balancen, da jeg skubber igen, og han falder. Han falder og falder, og hele vejen ned bliver hjertet ved med at banke. Først da han rammer den hårde asfalt, stopper hjertet sin trofaste banken.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...