Wanna play? Show me. 2

Harry kender endelig hemmeligheden Eve har gået rundt med. Men lærer han nogensinde at tilgive hende? Både for at holde ting skjult fra ham, men også for at være utro med en af hans bedste venner? Og hvad med Zayn; Opgiver han Eve, efter hun har sagt, at det altid vil være Harry og går tilbage til Perrie? Eller vil han kæmpe for hende? Og hvor står Eve i alt det her? Vil hun overhoved have Harry tilbage, når han har afreageret?

279Likes
177Kommentarer
9671Visninger
AA

2. To go or not to go.

Eves POV:

Dagene gik, og det blev langsomt fredag. Selvom klokken var halv to, blev jeg stadig i sengen. Jeg ville sige, jeg havde mistet lysten til at leve, men det ville være løgn. Jeg havde bare ikke længere noget at stå op til. Efter Harrys sms var min verden blevet knust. Tirsdag morgen, hvor jeg så sms’en, bukkede mine knæ under og lod mig falde ned på det kolde gulv.

Der havde jeg så ligget og grædt, indtil Mel var kommet forbi, fordi jeg skulle have været på arbejde. Med en del besvær havde hun fået mig ind i sofaen og tvunget noget mad i mig. Som enhver god veninde havde hun forsikret mig om, at han sikkert ville ændre mening på et tidspunkt. Men jeg var uenig.

Han havde specifikt bedt mig om at lade ham være, og så havde han nævnt Zayn. Den sidste pind til min ligkiste. Han havde dog prøvet at ringe, Zayn. Men jeg turde ikke tage den. Det ville minde mig for meget om min situation med Harry.

 

Jeg bliver revet ud af mine deprimerende tanker, da det banker på min dør. Sukkende svinger jeg det ene ben ud af sengen og rejser mig op. På vej ud mod døren samler jeg en af Harrys gamle t-shirts op, som jeg hiver ned over hovedet. Jeg kunne vel lige så godt tvære det ud, hvis jeg skulle have det dårligt.

Langsomt åbner jeg døren og bliver mødt af et par strålende blå øjne. ”Niall?” mumler jeg forvirret og betragter ham, imens hans øjne glider ned over min krop og hans smil vokser. ”Lou, jeg tror, han er her.” siger han glad og trækker mig ind til et kram. ”Hvem taler I om?” spørger jeg dumt og kigger over på Louis, som står lige bag Niall.

”Harry selvfølgelig,” griner Niall og går ind i lejligheden. ”Harry?” råber han og begynder at undersøge mit hjem. ”Hvorfor skulle han være her?” spørger jeg grådkvalt og prøver at synke klumpen i min hals, som havde dannet sig, da Niall nævnte hans navn. ”Du går rundt i hans bluse, fjolle. Han ligger sikkert nøgen inde i din seng,” siger Louis drillende og ryster på hovedet, før han følger efter Niall.

 

”Drenge,” mumler jeg trist og lukker døren efter dem. ”Han er her altså ikke. Det er en gammel trøje, jeg går rundt i.” Niall stikker hovedet ud fra mit badeværelse og kigger mistænksomt på mig. ”Så det er ikke her, han har været siden mandag?” Jeg ryster kort på hovedet og bider mig i læben, imens jeg lægger armene omkring mig selv.

”Ha-han sendte mig en sms i mandags, det kan være den kan hjælpe jer.” mumler jeg trist og lister ind i soveværelset for at finde min mobil. Jeg giver den lydløst til Louis og sætter mig igen på sengen. De kigger begge synkront op på mig med triste blikke. ”Så I er virkelig ikke sammen mere?” spørger Niall blidt og sender mig et lille smil.

Jeg hoster lavt og ryster på hovedet. ”Det ser sådan ud,” svarer jeg med et lille smil, før jeg tørrer mine våde øjne. ”Det her ville Harry aldrig skrive! Han elsker dig jo for fanden. Lige meget hvad du lavede med Zayn,” vrisser han og kaster mobilen tilbage på min seng.

”Har de fortalt jer det?” spørger jeg nysgerrigt og læner mig tilbage i sengen. ”Selvfølgelig.” svarer Louis stille og sætter sig ved siden af mig. ”Jeg savner ham,” hvisker jeg grådkvalt og putter mig ind til Louis’ bryst, så han lægger en arm omkring. ”Jeg ved det godt, prinsesse. Han skal også nok blive god igen. Bare rolig.” mumler han mod mit hår.

 

”Tager du med i aften?” spørger Niall og lægger sig på min anden side. Jeg ryster på hovedet og møder hans blå øjne. ”Hvis han ikke vil have, at jeg skriver til ham, synes han nok heller ikke, det fedt hvis jeg lige pludselig dukker op, vel?” vrisser jeg surt.

”Måske ændre han mening, når han ser dig.” foreslår han, hvilket giver mig lyst til at slå ham. ”Niall, måske skulle du lade være,” hvisker Louis hen over hovedet på mig, hvilket får mig til at smile. Det var som om, han kunne læse mine tanker. Niall nikker hurtigt og rejser sig op. ”Så må vi vel hellere komme afsted,” sukker Niall trist og sender mig et medlident smil. ”Jeg håber, I får en god aften,” siger jeg og faker et smil, som de halvhjertet gengælder.

”Skriv endelig hvis bare der er det mindste,” forsikrer Louis mig og giver mine hænder et lille klem, før han rejser sig op og efterlader mig alene på det tomme værelse. ”Hils Harry..” hvisker jeg så lavt, at det ikke var mulighed for, at de hørte det.

 

Louis’ POV:

”Jeg troede virkelig, at han ville være der,” sukker Niall, da vi kommer ned til Harry og min lejlighed. ”Så du, hvor forfærdelig hun så ud?” spørger jeg stille og smider mig i sofaen. ”Det har knust hende helt, det er helt sikkert,” mumler Niall trist og begraver sit hoved i sine hænder.

”Hvorfor skulle Zayn også blande sig? Især når han jo havde Perrie! Det er Harrys første rigtige forhold i lang tid, og så kommer Zayn bare valsende og ødelægger det, fordi en tidligere klassekammerat er blevet en smule lækker!” vrisser jeg og slår hånden hårdt ned i bordet for at få mine aggressioner ud.

”Lou, slap af! Det er jo ikke kun Zayns skyld.” siger Niall forsvarende og kigger anklagende på mig. ”Hvad mener du? Eve hader aldrig gjort det, hvis ikke Zayn havde startet. Hun elsker Harry for fanden.” hvæser jeg irriteret og rejser mig op. ”Betyder det, at hun ikke også kan falde for Zayn? Eller hvad?” vrisser Niall surt og bider sine tænder sammen.

”JA! Faktisk.” råber jeg og begynder at gå ud af stuen. ”Fint, Louis.” mumler Niall vredt og går over mod døren.

 

”Niall, vent!” råber jeg efter ham og sukker højlydt. ”Det var virkelig ikke min mening at lade det gå ud over dig. Du var bare den eneste i nærheden, så det må du virkelig undskylde,” Han stopper sine bevægelser og vender sig langsomt rundt, før han nikker. ”Det’ okay Louis.” smiler han og trækker mig indtil et kram.

”Jeg synes bare ikke, at Zayn skal have hele skylden. Han har trods alt også haft det svært her på det sidste. Både med Perries utroskab, sin forelskelse i Eve, og nu gider Harry heller ikke tale med ham. Det ville virkelig ikke hjælpe ham, hvis du også begynde at vrisse af ham,” forklarer han voksent og overrasker mig helt. Det havde jeg virkelig ikke troet om ham. Liam måske, men aldrig Niall.

”Jeg ved det godt. Jeg heppede bare virkelig på Eve og Harry, og nu virker det bare helt umuligt.” svarer jeg opgivende og dumper ned i sofaen. ”Måske finder de ud af det igen,” siger Niall opmuntrende og klapper mig på ryggen. ”Det håber jeg virkelig,”

 

***

Klokken er syv, og Harry er stadig ikke kommet. Festen stadig for en time siden, og gæsterne undrer sig vist allerede over, hvorfor han ikke er her. Zayn har forholdt sig utrolig stille og næsten ikke talt med andre end Niall og en smule med Liam. El kunne med det samme mærke, at der var noget galt, så hun havde trukket mig til side og kigget anklagende på mig, indtil jeg indrømmede det hele.

”Harry er ikke kommet endnu,” siger jeg kort og kigger ned på vores sko, mine blanke sorte og hendes høje, fine stiletter. Hun sukker kort og lægger en hånd mod min kind. ”Er det virkelig noget nyt? Han kommer altid for sent.” forklarer hun og ryster på hovedet. ”Kan du ikke huske, da I skulle på tour. Hvor vred Paul blev, da han kom et kvarter inden, I skulle med flyet?” Jeg smiler skævt over mindet og kan ikke lade være med at trække hende ind i et kram.

”Tak,” hvisker jeg i hendes øre, da hendes små, spinkle arme lægger sig omkring min talje. ”For hvad dog?” spørger hun forvirret og masserer min lænd. ”For at være dig. Du hjælper mig altid uden selv at vide det,” betror jeg og trækker mig væk fra hende. ”Det hører jo bare med til tjansen som din kæreste, halv kæreste, halv psykolog.” ler hun og planter et kort kys mod min kind, før hun trækker mig med ud til festen igen.

 

”Han er kommet,” mumler Liam i mit øre, da jeg står og taler med Olly Murs. ”Undskyld mig,” smiler jeg og lader Liam trækker mig væk fra ham. ”Hvor?” siger jeg insisterende og skanner lokalet efter hans mørke krøller. ”Der,” svarer han og peger over mod bordet med drikkevarer.

Jeg finder ham hurtigt og begynder at måbe. Der stod han i det tøj, han var blevet bedt om. ”Er det?” spørger jeg og formår ikke at gøre min sætning færdig. ”Jep, det er Eves veninde, Maja.” svarer Liam og færdiggøre min sætning. Jeg studerer den mørkhårede pige med de grønne øjne og den flotte krop. Pæn, det var hun. Men pænere end Eve? Bestemt ikke.

Og hvad fanden lavede hun her med Harry? Vidste han overhoved, hvem hun var? Jeg gisper kort og kigger over på Liam. ”Tror du, det er en slags hævn?” spørger jeg forbløffet og lægger hovedet på skrå. Det ville han da ikke gøre, vel? ”Jeg håber det virkelig ikke.” svarer Liam og begynder at gå over mod dem.

 

”Harry?” mumler jeg stille, da vi når over til dem. Han vender sig langsomt om med et dovent smil på læberne og en arm omkring Majas talje. ”Hej Louis, Liam.” hilser han og tager en tår af sit glas. ”Det her er Maja,” præsenterer han og gør en gestus mod brunetten på hans arm. Liam skal til at røbe, at vi ved hvem hun er, men jeg afbryder ham. ”Rart at møde dig,” svarer jeg og faker et smil.

”Må jeg snakke med dig, Harry?” spørger Liam og nikker over mod et baglokale, hvor de kunne være i fred. ”Er det okay?” spørger han ømt og kigger indgående i Majas øjne. ”Selvfølgelig er det det, jeg passer på hende,” ler jeg og genner ham væk fra hende. Hun havde en negativ påvirkning på ham, det kunne jeg mærke.

”Jeg kommer om lidt,” mumler jeg og giver hendes hofte et klem, før han forsvinder sammen med Liam. Hvad fanden lavede han?! Ville han gerne have, at pressen fandt på nogle latterlige rygter om ham og Maja? Og så lige til festen, hvor han ville have offentliggjort sit og Eves forhold til resten af verden.

 

Harrys POV:

”Hvad så Liam?” spørger jeg fornøjet og sender ham et skævt smil. ”Hvad fanden laver du med hende ’Maja’?” spørger han anstrengt og vrænger let af hendes navn. ”Hvad er der galt med ’Maja’?” jeg genbruger hans tone og hæver et øjenbryn, da han sukker.

”Er du virkelig allerede ovre hende?” spørger han blidt og undgår med vilje hendes navn, hvilket jeg er meget glad for. Jeg sukker irriteret, bider mig i læben og kigger væk. ”Er det ikke lige meget?” spørger jeg usikkert og kigger på døren, som står bag Liam. ”Nej! På ingen måde. Hvis du på den mindste måde stadig elsker hende, burde du droppe hende Maja. Eve er meget bedre end hende,” siger han formanende og lægger armene over kors.

”Hvordan fanden ved du det? Hvordan ved du, at hun ikke er lige så sød, smuk, elskværdig, venlig, hjælpsom, perfe..” jeg cutter mig selv af, da jeg endelig indser, at jeg bare har stået og opremset tillægsord, som passer på hende.

 

”Se? Du er tydeligvis ikke ovre hende.” siger Liam fornøjet og sender mig et strålende smil. ”Fint, jeg elsker hende stadig! Er det det, du vil høre? Jeg savner hende af helvedes til, og nogen gange om natten overvejer jeg at tage hjem til hende, bare for at holde hende ind til mig en sidste gang.” indrømmer jeg vredt og ryster på hovedet.

”Men hvorfor fanden er du så sammen med Maja?” spørger han irriteret. ”Vi er jo heller ikke sammen sammen. Hun hjælper mig bare igennem det. Hun har selv være igennem noget lignende, så hun ved, hvordan jeg har det. Hun holder mig ligesom fra at gå tilbage til Eve.” svarer jeg sukkende og kører en hånd i gennem mit hår. Han ville aldrig forstå det.

”Men hvorfor holder du dig overhoved væk fra hende?” Jeg rynker mine bryn af hans spørgsmål. ”Hun gider mig ikke mere.” svarer jeg kort, da det gør ondt endelig at indrømme det. ”Hun har slet ikke skrevet til mig siden mandag.” ”Og hvad så? Hun er sikkert bare bange for, at du afviser hende igen. Måske skulle du prøve at tage kontakt til hende.” foreslår han blidt.

Jeg ryster ihærdigt på hovedet. ”Nej, lad mig nu bare klare det på min måde.” mumler jeg og forlader lokalet.

 

Louis’ POV:

Vi står lidt i stilhed, imens jeg kigger rundt på de forskellige mennesker. Maja stirrer længe på mig, indtil jeg vender mig imod hende og sender hende et kort smil. ”Noget du vil spørge om?” Hun nikker stille og bider sig usikkert i læben.

”Hende Eve der..” starter hun og piller ved syningen af sin alt for korte kjole. Jeg bider mig i læben for at holde mit fnys tilbage. Påstod hun virkelig, at hun ikke kendte Eve? Det var jo bare latterligt! ”Tror du, Harry virkelig er ovre hende? Eller spilder jeg bare min energi på ham?” ”Maja, søde..” svarer jeg og skal til at forsætte.

”Fordi Harry har fortalt mig, hvor forfærdelig hun var imod ham. Både at forføre ham OG Zayn. Og så bare prøve at fikse det ved at sige, at hun elsker ham. En smule respektløst, ikke? Jeg mener; tænk på de stakkels drenge. Og så er de endda i samme band, oh god! Hun burde jo bare flytte væk, tage tilbage til Bradford og blive, hvor hendes fede lille røv hører hjemme,”

 

”Undskyld, hvad?!” spørger jeg forbløffet. ”Du hørte mig,” smiler hun ondskabsfuldt og kaster med håret. ”Du får aldrig Harry. Han hører sammen med Eve, forstår du det?” hvæser jeg surt og træder tættere på hende. ”Hun fortjener ham fucking ikke! Jeg har kæmpet så hårdt for det her, og så kommer hun bare valsende ind, mens I, fucking One Direction, falder på stribe for hende.

 Hun er jo ikke engang pæn! Jeg valgte at være hendes veninde, fordi jeg vidste, at jeg altid ville være den pæne af os to, og nu har hun knaldet Harry freaking Styles! Min Harry! Hun burde bare tage og ende sit miserable liv.”

Jeg skubber vredt til hende. ”Hvad fanden er det for noget at sige?! Er du fucking sindssyg?” halvråber jeg, så de omkringstående vender sig om og stirrer på os. ”Louis!” hviner Eleanor og kommer løbende over til mig. ”Hvad laver du?” hvisker hun panisk og lægger en hånd på min skulder, imens Maja begynder at hulke stille.

 

”Maja?” spørger en hæs stemme bag mig, som får mig til at sukke. ”Har-Harry.” hulker hun og gemmer sit ansigt i sine hænder. ”Hvad laver du man?” spørger han mig hårdt og skubber sig forbi mig, så han kan komme over til Maja. ”Jeg spurgte bare indtil Eve, og så begyndte han at sige, at jeg ikke fortjente dit venskab. Eller overhoved at være i nærheden af dig.” hulker hun som svar.

”Harry..” sukker jeg og træder frem mod ham. Men i stedet ryster han bare på hovedet og lægger armene omkring Maja. ”Kom lad os tage hjem til dig,” mumler han i hendes øre, hvilket får hende til at nikke. De begynder at gå, og lige inden de forsvinder ud af døren, vender Maja sig om og sender mig et stort smil.

”Hvem er hun?” spørger Eleanor blidt og begynder at nusse min ryg, da jeg sikkert er helt anspændt. ”Hende der prøver at tage Eves plads.” mumler jeg vredt.

 

***

Undskyld, Undskyld, Undskyld! Jeg ved godt, at jeg postede prologen for ti dage siden, og derfor er det også rigtig kællinge-agtigt, at der først kommer et kapitel nu, og det er jeg også rigtig ked af. Jeg håber virkelig I kan tilgive mig. Og fremover skal jeg nok prøve at blive noget bedre.

Undskyld, for det rigtig dårlige kapitel, men der var bare nogle ting, som skulle skrives. Og endnu en gang undskyld for de mange synsvinkler.

Glædelig jul! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...