Tanketerror

"Det gik op for mig at jeg råbte ud i luften, men selvom hun ikke stod foran mig i kød og blod, så kunne jeg føle hendes blik."

En oneshot-fortælling om en evindelig samvittighed, der bliver mørkere og mørkere.

2Likes
0Kommentarer
398Visninger

1. Tanketerror

 

Jeg var fanget. Et sted mellem virkelighed og fantasi. En ubehagelig fornemmelse, det var det. Jeg vidste udmærket, at det ikke var normalt, det hele var i mit hoved. Men det virkede så realistisk. Ind i mellem føltes det som om jeg kunne række ud og mærke hendes kolde hud.

Ana, det blev hun kaldt. Hendes fulde navn havde hun aldrig ville fortælle mig, selvom vi på det sidste var blevet slyngveninder. Hun hjalp mig gennem min hverdag. Ikke at spise, var hendes idé.

”Du er tyk, det synes du jo selv,” havde hun argumenteret for sin sag. At svare igen havde jeg ikke turdet, for hun havde jo ret. I månedsvis havde jeg følt mig utilpas i mit eget skind. Jeg var stoppet med at svømme for flere uger siden og tit glemte jeg mit idrætstøj, så jeg ikke skulle bade med de andre piger.

***

Ikke et sekund efter jeg var trådt ind af hoveddøren, havde Ana hvisket sit navn i mit øre. Rutine. Modvilligt blev hun ignoreret når jeg var i skole, ingen skulle se mig snakke med hende, men når jeg kom hjem tabte jeg altid udmattet facaden.

”Hej skat, er du sulten?” råbte mit mor pludseligt ude fra køkkenet.

”Nej du er ej,” snerrede Ana. I hele min krop spredtes en brændende fornemmelse.

”Nej, nej, mor. Jeg købte en sandwich på vej hjem,” løj jeg og skyndte mig så op på mit værelse.

I samme øjeblik som jeg befandt mig på mit værelse, følte jeg at Ana smed sig på sengen. Selvsikker og som om hun ejede det hele.

”Jeg er sulten,” tænkte jeg.

”Og fed,” sagde Ana henkastet inde i mit hoved. I maven følte jeg et stik. Ond, det vidste hun hvordan man var.

”Hvorfor gør du det her Ana?” spurgte jeg usikkert, ”Hvorfor terroriserer du mig sådan? Hvorfor giver du mig ingen svar? Hvorfor må jeg ikke vide dit navn?”

Det gik op for mig at jeg råbte ud i luften, men selvom hun ikke stod foran mig i kød og blod, så kunne jeg føle hendes blik.

”Vil du virkelig gerne vide mit navn?” snerrede hun, ”Vil du?”

Jeg turde ikke andet end at nikke.

”Anorexia Nervosa,” hviskede hun.

”Anorexia Nervosa,” gentog jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...