Den grå planet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Luna bor på månen med sin familie - lige som alle andre. De Øverste har lavet en falsk atmosfære rundt om planeten, som gør livet på månen muligt. Ikke langt fra Lunas hjem er Boksen - den store, ukendte bygning, ingen ved hvad er.
Luna har altid været nysgerrig, specielt i det store område, hvor ingen almindelige borgere må, eller tør, gå.

5Likes
3Kommentarer
503Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg satte mig op med mit hjerte i halsen. Bare en drøm.

Jeg blinkede et par gange for at gøre mine omgivelser tydelige, men mørket omkring mig forsvandt ikke. Varme strømmede til mig fra min side, og jeg så Tellus sove med hovedet på sit knæ. Ikke bare en drøm. Det er virkelighed. Mit syn blev utydeligt, da jeg indså det, og jeg tørrede mine øjne med mit ærme. Jeg var ikke panisk mere. Bare trist. Og fortabt.

Jeg kiggede mig rundt i mørket. Der var ikke tæt mørke, og jo mere jeg kiggede, jo mere kunne jeg se. Vi sad stadig ved skrænten, men ti meter fra os var der bygninger. Der var huse side om side, næsten magen til dem, vi selv boede i, men bag dem er der bare en sort væg. Væggen var ikke en væg, det vidste jeg også godt. Men når man sad for foden af den, lignede den bare en blank væg.

Jeg havde aldrig været så tæt på Boksen før. Havde kun drømt om det, men aldrig turde at komme herned. Nu var jeg her, og jeg havde overhoved ikke lyst til at komme nærmere. Jeg ville bare væk.

 

Jeg ruskede forsigtigt i Tellus. Jeg kunne ikke bare efterlade ham, og desuden havde jeg ikke lyst til at være alene. Han løftede sit hoved, blinkede forvirret et par gange og åbnede munden for at sige noget. Men inden han kunne starte, hørte vi stemmer.

Jeg rettede mig op og sad helt stille. Jeg kiggede i retningen af stemmerne og så to lyskegler hoppe op og ned af Boksen i takt med at de, der holdt dem, bevægede sig fremad bag rækken af huse.

 

”…hvorfor vi skal gå her midt om natten,” beklagede en mandestemme sig. ”Der er jo ikke nogen, der kunne drømme om at komme herned alligevel.” En yngre stemme svarede:

”Det ved du da ikke! Inden du ser dig om tror folk ikke længere på de vuggestuehistorier.”

”De har troet på dem i årevis. Hvorfor skulle det ændre sig lige præcis nu?”

”En gang skal jo være den første. Det er jo ikke fordi vi har sat hegn op eller noget.”

 

Stemmerne passerede os og fortsatte omkring hjørnet på Boksen. Jeg begyndte igen at trække vejret.

”Vi skal væk herfra. Nu,” hviskede jeg til Tellus.

”Og hvordan vil du helt præcis gøre det?” svarede han træt. Hans irriterende tonefald var tilbage.

Jeg rejste mig op og kiggede op af skrænten. Jeg vidste det var håbløst. Hvis vi havde kunne komme op den vej, havde vi gjort det dagen før.

Tellus bevægede sig hen mod Boksen.

”Hvad fanden har du gang i? Kom væk derfra,” hvæsede jeg efter ham, men han var allerede forsvundet ind mellem husene. Jeg rystede på hovedet og fulgte efter ham.

 

Når man kom tættere på Boksen kunne man se sorte dobbeltdøre placeret med regelmæssigt mellemrum hen af væggen. Der var ingen vinduer eller sprækker af nogen art. I hvert faldikke nogen, jeg kunne se. Jeg kiggede mig om efter Tellus. Han lænede sig op af muren ved siden af en af dørene. Han vinkede mig hen til ham, og uden at vente på min reaktion åbnede han døren og forsvandt.

 

Min hjerne kørte på højtryk. Jeg ville under ingen omstændigheder træde ind i den bygning. Jeg havde siden jeg var barn hørt om hvor meget De Øverste hadede, hvis folk forstyrrede deres arbejde. Hvordan jeg under ingen omstændigheder måtte nærme mig Maren.

Tellus må have hørt de samme historier. Hvorfor han ikke var lige så skræmt som mig selv, vidste jeg ikke. Men af en eller anden grund fulgte jeg efter ham alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...