Den grå planet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Luna bor på månen med sin familie - lige som alle andre. De Øverste har lavet en falsk atmosfære rundt om planeten, som gør livet på månen muligt. Ikke langt fra Lunas hjem er Boksen - den store, ukendte bygning, ingen ved hvad er.
Luna har altid været nysgerrig, specielt i det store område, hvor ingen almindelige borgere må, eller tør, gå.

5Likes
3Kommentarer
545Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg mærkede Tellus sætte sig ved min side. Jeg kiggede op fra mine knæ, men kiggede ikke på ham. Jeg kiggede i stedet op og fandt mit yndlingssted på himlen; en næsten helt blå planet, der stod klart på den mørke himmel. Jeg havde altid synes den var fantastisk smuk – meget mere interessant end den kedelige, grå jord, vi selv boede på. Jeg snøftede og tørrede mine øjne, og kunne mærke Tellus lægge sin arm om min ryg. Uden at tænke videre over det, rykkede jeg mig tættere på ham. Hans varme trøstede mig, og hvis vi nu alligevel var strandet her, nyttede det ikke noget at ignorere ham.

”Undskyld jeg råbte af dig,” mumlede jeg, stadig med blikket på den fjerne planet. Først svarede han ikke, og jeg var usikker på, om han havde hørt mig. Jeg fjernede blikket fra himlen, og kiggede i stedet på ham, men fortrød det straks. Tellus sad og kiggede nysgerrigt på mig, ikke hånligt eller nedgørende, som jeg var vant til, mere sørgeligt.

”Det er mig, der siger undskyld,” sagde han så. Jeg rettede igen blikket mod mine hænder, der holdt om hinanden i mit skød. Jeg var taknemmelig over hans undskyldning, men også utroligt træt. Efter en lang undervisningdag, for derefter at være bange og ked af det, havde tappet en del på mine kræfter. Jeg lagde mit hoved på Tellus’ skulder, og faldt snart i søvn.

 

”Luna, du skal til at stå op,” sagde en venlig stemme fra min side. Jeg vendte mig bare om på den anden side, og trak tæppet godt op om hagen. Hvorfor stå op? Jeg lå jo lige så godt.
Stemmen ved min side grinede af min trodsighed. Den lagde sine hænder på min arm og rystede den forsigtigt. Jeg indså, at jeg ikke kunne blive liggende for evigt, hvor fristende det end lød. Jeg satte mg gabende op i sengen. Min mor rejste sig, da hun så at jeg var vågen.
”Der er morgenmad om ti minutter,” informerede hun mig, inden hun gik små-nynnende ud af rummet.

Scenen skiftede, og jeg sad ved spisebordet over for min far. Han snakkede løs om noget, der sikkert havde noget at gøre med de nodeark, der lå foran mig, men snakken var utydelig, som havde det været under vand. Men hans ansigt stod tydeligt frem, og jeg kunne ikke lade være med at se på de tunge poser, der var under hans øjne. Men hans tilstedeværelse var i sig selv overraskende, da han sjældent var hjemme til at undervise mig. Men hvis han så endelig havde en fridag, ville han overtage min mors job i at undervise mig.

Scenen skiftede igen, og jeg stod på kanten af Maren, med Tellus bag mig. Ordene var lige så utydelige, som da min far havde snakket, og inden jeg vidste af det, tumlede vi ned af skrænten, og jeg vågnede med et sæt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...