Den grå planet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Luna bor på månen med sin familie - lige som alle andre. De Øverste har lavet en falsk atmosfære rundt om planeten, som gør livet på månen muligt. Ikke langt fra Lunas hjem er Boksen - den store, ukendte bygning, ingen ved hvad er.
Luna har altid været nysgerrig, specielt i det store område, hvor ingen almindelige borgere må, eller tør, gå.

5Likes
3Kommentarer
497Visninger
AA

2. Kapitel 2

Støvet stod omkring os, da vi landede for foden af bakken. Tellus havde endelig sluppet sit greb om mit håndled, men det var ikke sejrsjubel, der fyldte mit hoved. Jeg prøvede panisk at kravle op af bakken tilbage til Terrae, inden nogen opdagede os, men den var for stejl. Den støvede, grå jord rev sig bare fri under mine hænder og fødder, og jeg var for vred og bange til at koncentrere mig ordentligt. 

"Det er din skyld," hvæsede jeg ad Tellus. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg ville ikke græde - ikke nu, ikke her. Ikke foran ham. Jeg vendte mig væk fra ham og begyndte at gå langs kanten af skråningen. Der måtte være et sted, hvor man kunne komme op. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på det modsatte.

 

Tellus sagde ikke noget, men fulgte dog efter mig. Jeg ignorerede ham og koncentrerede mig udelukkende om skrænten, og at finde en vej op. Og det kunne kun gå for langsomt. Det skræmte mig at være fanget i Maren. De eneste fra Terrae, der før havde vovet sig herned, var aldrig blevet set igen. Tanken kværnede rundt i mit hoved. Var de blevet fanget og henrettet? Blevet gjort til slaver, eller bare sultet ihjel?

Da vi havde gået i noget, der føltes som flere timer, uden at finde en vej op, vendte jeg mig mod Tellus. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage mere, og var også ligeglad. De løb ned af kinderne på mig. Jeg var ude af stand til at gøre noget, andet end at synke sammen op ad skråningen. 

"Det er din skyld," gentog jeg mig selv. "Det er din skyld, at vi er fanget her for evigt. Indtil vi bliver fundet af De Øverste. Og hvem ved hvad de vil gøre ved os?" Min stemme steg til et råb. "Vi kommer aldrig hjem igen! Aldrig, forstår du det?" 

Tellus stod som forstenet og kiggede bare på mig. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den bare igen. Han var lige så chokeret som mig selv. Jeg støttede hjælpeløst min pande mod mine knæ og lod bare tårerne løbe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...