Den grå planet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Luna bor på månen med sin familie - lige som alle andre. De Øverste har lavet en falsk atmosfære rundt om planeten, som gør livet på månen muligt. Ikke langt fra Lunas hjem er Boksen - den store, ukendte bygning, ingen ved hvad er.
Luna har altid været nysgerrig, specielt i det store område, hvor ingen almindelige borgere må, eller tør, gå.

5Likes
3Kommentarer
500Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg stod på kanten af Terrae. En meter foran mig gik en bakkeskråning stejlt nedad. Under mig foldede Maren sig ud, et ukendt land for alle, der ikke var blandt De Øverste. Disse holdt øje med alt og alle, og selvom intet andet end den stejle skråning adskilte Terrae og Maren, var det som om alle så et psykisk hegn: Maren var kun for De Øverste - og ingen andre. 

Derfor irriterede det mig, at stemmen bag mig lød så ligegyldig og drillende. "Hvorfor går du ikke bare derned, Luna?" spurgte den, lokkede mig. "Jeg ved du vil."

Jeg vendte mig ikke om, men stirrede bare ud i luften. Han havde jo ret - jeg var fandens nysgerrig.
"Hvis du alligevel synes det er så let, hvorfor gør du det ikke bare selv?" svarede jeg ham trodsigt. Jeg ville ikke lade mig friste. Jeg vendte mig langsomt og så stemmens ejermand stå nogle meter bag mig. Tellus var høj og en smule spinkel, men ikke så han så ranglet ud. Han havde i modsætning til mig meget lyst hår, som sad utæmmet omkring hans ører. Hvis jeg skulle være ærlig, så han ganske godt ud, hvis det ikke havde været for hans irriterende, selvoptagede udstråling. 

Han smilede skævt til mig, inden han svarede: "Jeg går ikke derned, fordi jeg ikke har noget at gøre der," som om det var en åbenlys tanke for alle. Bortset fra mig. Jeg sukkede og vendte mig igen væk fra ham. Han forstod det bare ikke. 

Imens jeg igen så beundrende ud over udsigten, hørte jeg hans forsigtige fodtrin nærme sig bag mig. Da han stod mindre end en meter væk, vendte jeg mig om mod ham og greb om hans håndled, inden han kunne nå at gøre noget. Han prøvede ikke at hive hånden til sig, men greb i stedet om mit og skubbede mig til siden. Jeg pressede mine læber tit sammen for ikke at beklage mig over smerten. Jeg prøvede at frigøre mig håndled, men hans greb var for stramt. 

"Slip mig," hvæsede jeg ad ham, men han sendte mig bare et flabet smil og holdt ved. Jeg gik et skridt baglæns for at få afstand til ham, og håbede, at jeg kunne komme fri. Men min fod mødte ingen flad jord. Den fortsatte bare ud over skrænten til Maren, trækkende os begge efter den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...