Green eyes

Under broen er det mørket der hærsker, men derinde ser hun et par grønne øjne der kigger på hende. De følger efter hende...

0Likes
0Kommentarer
167Visninger

1. Green eyes

 

Hun kiggede ud på verden, der susede forbi vinduerne. Kontroløren, der gik forbi, spurgte efter hendes billet. Hans øjne var trætte, ved tanken om at han skulle være på arbejde hele natten. Hans tøj var krøllet, og hans hår var uglet. Han havde vist ligget og sovet. Han fik billetten at se og skyndte sig videre.

Hun steg ud på den øde perron. Selvom at det ikke var sent, havde mørket allerede lagt sig som et tykt tæppe over byen. Hun kunne ikke lide mørket. Hun var bange for dét, og alt det ukendte, der gemte sig i det. Vinden var kold og gik lige igennem tøjet. Hun skuttede sig. Her var helt stille, mere end på en normal aften. Vinden, der rev i grenene, var lydløs. Den eneste lyd var de knasende blade under hendes fødder. Hun gik forbi rejsekorts tjekindet og kunne selvfølgelig ikke lade være med at køre hånden forbi det blå felt. Men det velkendte "che che check ind" kom ikke. Selv den var stille i dag.

Inde i stationsbygningen var der ikke meget lysere. Det eneste lys kom fra klippekortsautomaten. De små loftslamper havde ikke en chance for at skinde igennem det tykke lag af støv, der dækkede dem. De gjorde ellers et ihærdigt forsøg på at sende de spinkle stråler igennem støvet, men støvet tillod ikke den mindste stråle at slippe igennem. Et nyt tog kom rullende ind på stationen. Det standsede med en hvinende lyd, og dørene begyndte at bippe. En mand steg ud af toget. Han havde et mørkeblåt jakkesæt på, og et rødt slips. Han havde en mørkegrøn computertaske i hånden. Den ene forlomme stod åben, og et papir var ved at falde ud, men han ænsede det ikke. Han gik med tunge skridt. Han var træt efter en lang arbejdsdag. Han slæbte fødderne hen ad jorden. Skoene passede ikke til resten af hans tøj. Det var et par røde og turkise gummisko med ødelagt sål. Hans hår var filtret, og han så ud til at have kørt langt. Hans øjne var mørke og stirrede ned i jorden. Han gik med målrettede, hurtige skridt mod udgangen. Den automatiske dør gled knirkende op, og han gik ud. Igen var der helt stille på stationen. Hun gik mod udgangen. Ud mod fortorvet, vejen og gadelygterne. Fliserne i fortorvet lå skævt og som sædvanligt, snublede hun over dem flere gange, inden gadelygterne lod deres lys flyde ud over fortorvet og vejen. Men det kunne ikke trænge ind under broen. Der var det stadig mørket, der hærskede. Hun trådte ind i mørket og satte farten op. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud på den åbne belyste vej igen. Men der i mørket så hun et par klare, grønne øjne. Hun var betaget af dem. De smaragd grønne øjne funklede som tusinde små diamanter. Hun gispede, da hun endelig fik vristet sig fri fra øjnenes magiske tiltrækning og satte farten yderligere op, indtil hun nåede ud i gadelysets sikkerhed. Hun kunne alligevel ikke lade være med at se sig tilbage, men der var ikke noget at se. Kun det gennemtrængende mørke, der omfavnede broen. Alligevel skyndte hun sig væk fra mørket og broen. Selvom hun var i lyset, var mørket alligevel så tæt på, og de grønne øjne kunne stadig nå hende. Hun ville hjem. De grønne øjne skræmte hende, og hun var bange for, hvad de ville gøre ved hende, hvis de fik fat i hende. Hun havde på fornemmelsen, at de stadig så på hende, at deres blik gennemborede hende, så hun blev ved med at kigge rundt. Der var ikke noget at se, men fornemmelsen blev ved med at være der. Hun vidste ikke, om hun turde gå hjem ad den lille sti. Der var ingen gadelygter til at beskytte hende, men hun ville være meget hurtigere hjemme end hvis hun skulle følge den store, belyste vej. Hun gik hen mod stien. Hun standsede lige foran mørket, for at se om øjnene var der, men hun kunne ikke se noget. Så trådte hun forsigtigt et skridt frem og lod mørket omfavne hende. Der gik et stykke tid, før hendes øjne havde vænnet sig til mørket, men selvom hun ikke kunne se noget, fortsatte hun med at gå. Hun turde ikke blive stående. Hækkene omkring stien var stadig grønne, selvom det var et godt stykke inde i efteråret. De høje hække der omsluttede stien burde have lavet læ, men på mystisk vis, trængte vinden alligevel ind til hende, og hun trak jakken lidt tættere omkring sig. Hun kiggede rundt, for ikke at blive overrasket af de grønne øjne igen, men der var ikke noget at se i hækkens mørke. Hun overvejede, om hun var ved at blive skør. Hun så et par grønne øjne, der stirede ud fra mørket, og følte, at de fulgte efter hende. Det var da ikke normalt? Hun bestemte sig for, at det bare var noget, hun havde forstilt sig, men følelsen, af at der var noget, der kiggede på hende, forsvandt ikke. Hun kunne ikke lade være med at dreje hovedet en ekstra gang, for at være helt sikker på at der ikke var noget, og der i buskens mørke skjultes de smaragd grønne øjne. Hun kvalte et skrig og begyndte at små løbe. Imens prøvede hun at berolige sig selv, med at det bare kunne være en helt normal kat, der gemte sig for hende i hækken. Men hvad var chancerne for at en kat, der gemte sig for hende, ville følge efter hende? Det beroligede hende ikke ligefrem, så hun stoppede med at tænke på katten og skyndte sig videre. Nede i hendes lomme kunne hun mærke hendes mobil bevæge sig og kort efter, nåede lyden af hendes ringetone også hendes ører. Hun stak hånden ned i lommen og fiskede mobilen op. Den fortsatte med at bevæge sig, indtil hun trykkede "besvar opkald".

"Hej skat, er du ved at være hjemme?", sagde mors bløde stemme, og hun blev straks meget roligere. Når hun snakkede med sin mor, var det umuligt for hende at være bange.

"Ja, jeg er næsten hjemme, vi ses mor", sagde hun smilende. Hun var ikke længere bange for de grønne øjne. De kunne ikke gøre hende noget, når hun snakkede med sin mor. Idet hun lagde på, var hun ikke i sikkerhed mere. Hun var ligeså sårbar som før, og hun var bange. Hun begyndte at ryste. Mobilen der stadig lå i hendes hånd faldt ned på jorden med et blødt "bump". Hun bukkede sig forsigtigt ned for at samle den op. Hendes ben rystede under hende. Hun var lige ved at falde, men hendes ene hånd, der støttede sig til jorden, reddede hende.

Hun puttede sin mobil i lommen og gik videre i et raskt tempo. Hendes hestehale svingede i takt med hendes skridt. Hun var bange og kiggede konstant rundt og der i den stille efterårsaften, hørtes en hvæsen. Den kom fra hækken lige ved siden af hende. Hun sprang til siden, da de grønne øjne stirede lige ind i hendes. De lyste af had og lyst. Lysten til at dræbe eller gøre fortræd. Den bevægede sig stille mod hende, men de lodne poter, der bevægede sig hen over jorden, var, i modsætning til hendes egne fødder, helt lydløse. Den var tæt på hende, men stadig skjult af mørket. Den hvæsede ad hende, krummede ryggen let og gjorde klar til at angribe. De grønne øjne stirrede truende på hende, og med et sprang den. Hun væltede bagover og slog hovedet mod jorden. Det sortnede for hendes øjne. Hun kunne mærke en tyk, klistret væske flyde ned over hendes ansigt. Den rev og bed i hendes tøj, for at komme ind til den bare hud. Den rev i hende, og hun skreg, men der var ingen der hørte hende. Den stoppede, og hun håbede så inderligt, at den var færdig og ville forsvinde. Den spankulerede op ad hendes krop. Hun var dens nedlagte bytte. Da den nåede hendes bryst, stoppede den. Den bøjede let i benene, og hun kunne mærke dens varme ånde mod hendes hals. En tand strejfede hendes hals, men noget forstyrrede den. Den trak hovedet væk fra hendes hals, men kun for øjeblikkeligt at vende tilbage og bore tænderne dybt ned i hendes hals.

Den spankulerede op ad den mørke sti. Her var helt stille, mere end på end normal aften. Den eneste lyd var svag, dyb rallen fra den livløse krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...