PM

Mia er 15 år, og på vej til Nordjylland med veninderne Katty, Malle og Andrea. De hygger sig på den lange tur fra København med tog, med at fortælle gyserhistorier om PM (Perron-manden) - en populær skræmmehistorie, som voksne fortæller deres børn. Pigerne tror ikke på dem, men hvem ved hvad der sker klokken to om natten, på en forladt, beskidt perron et ukendt sted i Jylland..?

0Likes
0Kommentarer
233Visninger
AA

4. Lyden..

Det gav et hårdt ''Bumb!'' da mobilen ramte jorden. Små myrepatter begyndte at titte frem på min hud, og jeg trak min trøje tæt om mig. Mine øjne blev våde, af minder derhjemme fra. Jeg stod længe, og kikkede bare ud i luften. For selvom pigerne ikke havde sagt noget, så vidste jeg de tænkte det samme. At det måske var sidste gang de havde set mig. At lige om lidt så var han her. PM. Og langsomt ville han begynde at spise mig. Først min slimede hjerne, så maven, og til dessert mine øjne, så jeg fik en god udsigt til det hele.
Jeg begyndte at høre en stemme i mit hoved. Jeg kendte den godt. Jeg hørte den hele tiden. Stemmen var Kattys, og det var ikke første gang idag, jeg have hørt denne historie;

''Og når man står der - helt alene, og for det meste fuld. Klokken er mange, og din mobil er løbet tør for strøm. Så hører du lyden. Lyden der signalere, at han er der. At lige om lidt, så er han her, og du er ikke. Du har få sekunder tilbage af dit liv, og det bruger du på en klam, møgbeskidt perron. Mere når du ikke at tænke, før han når hen til dig, og han begynder at spise dig. Langsomt med den efterhånden brugte kniv og gaffel. Og mens han er igang, rammer lugten af død, rådden zombie dine næsebor, som det sidste minde før det sker.''

Min krop rystede, og jeg begyndte at gå rundt. Bare for at skjule det. Lidt underligt, når der jo ikke var andre til stede på perronen. Jeg prøvede at fokusere på noget andet, men Kattys ord blev ved med at køre i karrusel med mine tanker. Mit syn blev svækket, nok fordi de var så fylde af vand, og alle lydene blev lukket ude, selvom der ikke var så mange af dem. Et øjeblik troede jeg, at mine sanser svækkede, og at lige om lidt, så faldt jeg til jorden og besvimede. Men så ramte en så rådden lugt mine næsebor, at jeg overvejede slet ikke at trække vejret. Lige efter lugten, så kom lyden. Lyden som indikerede at han var her. At han var tilstede. Lyden der fortalte, at jeg ikke kom hjem til jul. Lyden der betød, at om få sekunder, så ville jeg kunne mærke gaflen i mit baghoved, og kniven igang nede ved halsen. Det var den. Det var lyden.

''Tjek ind....''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...