PM

Mia er 15 år, og på vej til Nordjylland med veninderne Katty, Malle og Andrea. De hygger sig på den lange tur fra København med tog, med at fortælle gyserhistorier om PM (Perron-manden) - en populær skræmmehistorie, som voksne fortæller deres børn. Pigerne tror ikke på dem, men hvem ved hvad der sker klokken to om natten, på en forladt, beskidt perron et ukendt sted i Jylland..?

0Likes
0Kommentarer
261Visninger
AA

1. En togtur som alle de andre..

''Og når man står der - helt alene, og for det meste fuld. Klokken er mange, og din mobil er løbet tør for strøm. Så hører du lyden. Lyden der signalerer, at han er der. At lige om lidt, så er han her, og du er ikke. Du har få sekunder tilbage af dit liv, og det bruger du på en klam, møgbeskidt perron. Mere når du ikke at tænke, før han når hen til dig, og han begynder at spise dig. Langsomt med den efterhånden brugte kniv og gaffel. Og mens han er igang, rammer lugten af død, rådden zombie dine næsebor, som det sidste minde før det sker.''
''Men hvilken lyd er det så?'' spurgte jeg, kun lidt skræmt.
''Det er der ingen der ved!!'' 
''Styr dig, Katty!''
''Vi ved jo godt, at det bare er en historie. Vi har alle hørt om PM derhjemme!'' Latteren fylder vores kupee. Katty griner også. Det var jo ikke fordi hun ville skræmme os. Og selvom jeg ved, at de andre har ret - at det bare er en historie, så skræmmer den mig stadig. Specielt når man ved, at man skal sidde i et tog, i fem timer, før man ankommer til et lille sommerhus i Nordjylland, med veninderne.
''Haha, Mia du er jo herre bange!''
''Nej, jeg er sgu da ej!!'' Jeg prøver at smile, for at understrege mit udsagn..
''Så siger vi det!''

Riiing!! Riiiiing!
''Hej far!'' Jeg gik ud af kupeen, for ikke at forstyrre de andre.
''Nåede I toget?''
''Jaja, vi er her allesammen - mig, Katty, Malle og Andrea''
''Det var godt. Jeg ville bare sige, at jeg håber I får en fantastisk tur''
''Tak far! Du må hilse de andre''
''Tak, det skal jeg nok. Hils også hos dig! Og pas nu på PM'' Far grinede.
''Haha, det skal jeg nok''

''Hvem var det?''
''Det var bare min far. Jeg skulle hilse''
Jeg satte mig ned. Begyndte at høre musik, mens de andre snakkede. Jeg var træt, og orkede ærlig talt ikke høre på dem lige nu. Jeg ville bare side i min egen verden, høre musik, og kikke ud af vinduet. Og sådan blev det. Pigerne kendte mig godt nok til, at de ikke skulle irritere mig nu. De snakkede bare videre. Om drenge og tøj. Alt det jeg alligevel ikke gad snakke om, havde de rig mulighed for nu..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...