One Direction - Et nyt liv PART 2

I skal gerne have læst de første historier, for at kunne følge med.

82Likes
96Kommentarer
6275Visninger
AA

15. The big ending!!!

 

Alberte og Nathalie stod ude på hendes badeværelse.
Det her var første gang i flere måneder hvor de havde haft mulighed for at feste.
De skulle til en koncert med drengene, og drengene havde en stor ting at afsløre.

Nathalie havde et svært forhold til Harry, men hun elskede deres musik, og elskede deres koncerter.

”Hvad tror du at de skal afsløre?” Sagde Nathalie, og smilede stort.

”De skal vel nok bare afsløre at de alle sammen er bøsser inderst inde” Grinede Alberte, og smilede stort.

Nathalie grinede, og lagde læbestift på læberne.

Hollie blev passet af Gemma som havde været så fantastisk at tage sig af hende.
Det var over en måned siden at Hollie blev født, og hun voksede hver dag.

”Og så rejser du om en uge? – Væk fra mig?” sagde Alberte, imens at hun tog sine røde stiletter på.

”Jeg må nød til det… tanken om alt det som jeg har mistet, er ikke til at bære” Sagde Nathalie og sank en klump.

 

Pigerne ankom til koncerten, og drengenes fans skreg.
Alberte og Nathalie var måske ikke sammen med drengene, men de havde stadig en forbindelse med drengene, og det kunne de små fans godt lide.

”Kan du huske da vi var skrigende fans?” Sagde Nathalie og smilede stort.

”Åh gud ja! – Dengang ville være have gjort alt i hele verden for at date dem… om de så var os utro” Sagde Alberte, og vinkede til et par fans.

Alberte og Nathalie fandt deres pladser på første række.
De snakkede lidt, indtil drengene pludselig kom løbende ind på scenen.

Lyset blev dæmpet, og storskærmen blev tændt.

”HEJ ALLE SAMMEN!” Skreg Harry, og løftede den ene arm.

Alle skreg, og Alberte og Nathalie måtte holde sig for ørene.

”Vi har en afsløring, så vi vil gerne have ro i salen” Sagde Harry, og der blev stille efter et stykke tid. Det var meget svært at få en hel sal til at blive stille.

”Vi vil gerne informere jer om at det her desværre er den… sidste koncert vi holder, for One Direction går fra hinanden” Sagde Niall.
Alle drengene kiggede på hinanden med et lille smil.

Alberte og Nathalie stod som lammede, og stirrede ud i luften.
I et kort øjeblik fik Nathalie øjenkontakt med Harry. Han kiggede på hende med sorg, men også med et håb.

”Jeg kan ligeså godt fortælle at det er mig som har trukket mig” sagde Harry, og der kom lyde i salen.

Nathalie bed sig i læben. Hun forstod ingenting.

Flere piger begyndte at skrige og græde, og nogle lagde sig ned på gulvet, og hulkede.
Alberte blev helt chokeret, og måtte hjælpe en pige ved siden af sig, som lå på jorden og skreg.

”Jeg har valgt at stoppe, da jeg har fået en datter, som jeg har brug for at se… og…” Sagde han.

Nathalie stod og holdt vejret.
Det eneste han kunne sige som ville få hende tilbage, havde han lige sagt.

”Det vigtigste i mit liv er min datter, og min… kæreste, og hende vil jeg have tilbage, uanset hvad” sagde han, og trak vejret.

Nathalie stod med tårer i øjnene.

Alberte sad også og græd, imens at hun forsøgte at trøste nogle piger omkring sig. Det her øjeblik havde fans frygtet så længe, og Alberte kunne godt sætte sig ind i deres situation. De måtte føle at deres liv var slut.

”Vi vil synge en sang, og jeg vil gerne dedikerer den til Nathalie… min kæreste som jeg håber sidder her, og kan se… at jeg vil ændre mig” Sagde Harry, og forsøgte at få øjenkontakt med Nathalie, som stod og stirrede ud i luften.

Baby you,

Got me sick,

I don't know,

What I did,

Need to take a break,

And figure it out

Yeah

Got your voice in my head,

Sayin' "let's just be friends,"

Can't believe the words came out of your mouth,

Yeah

I'm tryna be okay,

I'm tryna be alright,

But seein' you with him,

Just don't feel right

And I'm like,

Ow!

Never thought it'd hurt so bad,

Gettin' over you-ooh,

And ow!

You're givin' me a heart attack

Lookin' like you do-ooh,

Cause you're all I ever wanted,

Thought you would be the one

And ow!

Givin' me a heart attack,

Gettin' over you-ooh-ooh-ooh.

 

 

Det var måske ikke det smarteste for koncerten at starte med at fortælle den sørgelige nyhed, for alle pigerne stod og græd.

Men Nathalie havde løbet ind på backstage i pausen.
Harry og drengene stod sammen, og snakkede om det hele, da Nathalie var dukket op i døren. Hendes øjne var rødsprængte, og hun var forpustet, efter at have skændes med vagterne, og efter at have løbet igennem en masse gange, for at komme hen til drengene.

Harry havde fået øje på hende, og smilede forsigtigt.
”Var det for overvældende?” Sagde han, og hans stemme lød bekymret, imens at han gik tættere på hende.

Nathalie rystede på hovedet.

”Det eneste du kunne sige… Det eneste du kunne gøre for os, har du lige gjort” Sagde Nathalie og smilede forsigtigt.

Hans øjne var blanke, og det var en af de eneste gange Nathalie nogensinde havde set Harry så følsom og så rørt.

”Jeg mente hvad jeg sagde” hviskede han, så kun Nathalie kunne høre det.

Nathalie nikkede, og nærmede sig ham langsomt.

”Jeg elsker dig Harry… Det du gjorde… Du smed hele dit liv… væk for mig” Sagde Nathalie, og tårerne gled ned af hendes kinder.

”Det er for godt til at være sandt, at vi to… er her” hviskede Harry i Nathalies øre.
Nathalie tørrede et par tårer væk, og nikkede.

”Jeg tror vi skal have sat et babysæde på din cykel” Grinede Nathalie.

Harry grinede ikke, men gik helt tæt på Nathalie. Så tæt at de kunne mærke hinandens ånde på læberne.

”Jeg tror vi skal have dine ting hen til mig” Sagde han, før at de nærmede sig hinanden i et langt og inderligt kys.

”Det er her jeg høre hjemme” Hviskede Harry i hendes øre.

 

Alberte stod foran Nathalies hus. Hun skulle hjælpe dem med at pakke Hollies ting ned i kasser, så det kunne blive fragtet til Harrys hjem.

Nathalie og Harry løb rundt som nyforelskede, og kyssede hinanden hele tiden.
Hun savnede Niall. Hun savnede ham så inderligt, men hun kunne ikke bare tage derhen.

Hun savnede deres liv sammen.
Deres ture i parken.
Deres hyggelige lege i sneen når det var jul.

Deres rejser, hvor de kyssede, og hyggede sig.

Alt det var fortid, og der var ikke mere indhold i hendes liv.

”Skal jeg løfte din kasse ned?” Sagde Harry og kiggede bekymret på Alberte.
Alberte havde ikke lagt mærke til at hun havde tårer i øjnene.

”Måske skulle du tage ud til Niall og hente dine sidste ting, og så bo her i Nathalies lejlighed?” Sagde Harry og smilede.

Alberte var lykkelig over hans hjælp, og krammede ham, for at hun tog sin jakke på, for at komme hen til hendes gamle hus og pakke sammen.

 

Haven lignede sig selv, bortset fra at sneen var væk.
Græsset var grønt, og træerne stod og svajede i vinden.

Deres hus stod og så yndigt ud, men Alberte kom næsten til at græde, ved tanken om hvordan tingene var da de flyttede ind.

Alting var så perfekt, og de grinede, imens at de pakkede tingene ud, for at starte deres nye liv i England.

 

 

Alberte gik ind i entreen, og kiggede rundt.
Der var billeder af hende og Niall over det hele.

Billeder helt tilbage fra Campen.
Der var et billede hvor de stod på en badebro, og grinede, og holdt om hinanden.
Alberte var så uskyldig og lille dengang. Kun femten år.
Alting så anderledes ud.

Der var også billeder af Nathalie og Alberte.
Der var et billede hvor de sad  på Albertes værelse, og kiggede på billeder af One Direction. Det var før de kom på campen.
De havde været ligesom alle mulige normale fans.
De havde brugt deres vågne minutter på at savle over dem, uden at vide hvem de var. Uden at vide at Harry elskede piger, og uden at vide at Niall var en følsom og skrøbelig dreng.

Ingen ville have drømt om hvad den havregrynspakke kunne gøre, og hvad den kunne skabe af dramer igennem tiden.
Lige fra i Florida hvor Harry var utro med Caroline Flack.

Og da drengene var i Danmark, og Niall troede at Alberte var sammen med Zayn, men at det hele havde været en misforståelse.

Eller da Harry havde været utro med Vitta.
Eller da Niall og Alberte havde slået op, og Niall kort tid efter havde fundet en kæreste som hed Bella.

Alberte kiggede på billederne som fortalte hele deres historie, fra ende til anden.

Pludselig kunne Alberte høre musik inde fra stuen.

I've tried to ask myself

Should I see someone else?

I wish I knew the answer

But I know, if I go now, if I leave

Then I'm on my own tonight

I'll never know the answer.

Midnight doesn't last forever

Dark turns to light

Heartache flips my world around

I'm falling down, down, down,

That's why.

I find your lips so kissable

And your kiss unmissable

Your fingertips so touchable

And your eyes irresistible.

Nialls stemme lød så skrøbelig at Alberte ikke kunne lade være med at græde.

”Er her nogle?” Sagde Niall, og kiggede ud i gangen.
Alberte gik frem, og kiggede på ham.

”Hvad laver du her?” sagde han, og lænede sig tilbage i sofaen.
”Jeg er her for at… hente mine ting” sagde Alberte, og gik ind i stuen, hvor hun tog en vase de havde fået af Albertes mor.

”Alberte?.. Du ved godt at.. Mit hjerte kan ikke klare det her mere…” Sagde Niall.

Alberte stoppede med at pakke, og kiggede på ham.
”Hvad mener du?” sagde hun.

”Jeg finder ikke nogen anden end dig… Og hvis du forlader mig, så vil jeg ikke få kærligheden igen, for det er dig” sagde han, og lagde sin guitar fra sig.

Alberte sukkede dybt.
”Hvad har vi lavet den sidste måned?” sagde Alberte, og satte sig ned i stolen på den anden side af Niall.

”Vi har ledt efter os selv” Sagde Niall, og sukkede.
Pludselig følte Alberte sig træt. Hun følte sig træt af drama, og træt af at skulle lege glad, og være stærk.

”Kom” Sagde Niall, og tog sine arme frem.

Alberte smilede, og gik hen til Niall. Hun satte sig ved siden af ham, og lod hans store arme holde om hende.

”Vi er kvit” Grinede han, og Alberte kunne mærke hans brystkasse brumme.

”Vi er helt kvit” sagde Alberte, og kiggede på ham.
De kiggede hinanden dybt i øjnene, før at Niall tog sin hånd omkring hendes talje og kyssede hende.

Det var perfekt.

Livet bliver aldrig let, og det bliver det heller ikke for Alberte og Nathalie, men det vigtige er at vide hvor man er lykkelig, og hvor man høre hjemme, og Alberte og Nathalie har brugt lang tid på at finde ud af det, men nu ved de det.
De er hjemme, når de er hos Niall og Harry, og sådan vil det altid være. For de er uadskillelige.

_________________________________________________________________

 

10 år senere:

Nathalie stod udenfor havelågen, og kiggede ind på huset. Det var sommer og havemøblerne stod og så hyggelige ud.
De havde stået der i et helt minut og ventet. Det var typisk Niall og Alberte at tage sig MEGET god tid.
Harry havde taget sine solbriller på, og var igang med at bære deres tasker ud af bilen.

"Og selvfølgelig er de bare helt cool med tiden" grinede han.
Nathalie nikkede og fnes lidt. 
"Mor? - Er det muligt at vi kan gå ind af lågen, og være røvligeglade med at der er alarmer? - De kan jo bare tage den fra når de ser at det er os" Sagde Hollie, og kiggede på sin mor.
På trods af at Hollie kun var ti år, så var hun meget bestemt.

Nathalie trak på skuldrene og åbnede den.
Straks var der reaktion. Fra soveværelset blev et gardin trukket til siden, og Alberte stod med et stort grin, og rystede på hovedet. 
Døren blev åbnet til huset og Jenny kom ud. Jenny var otte år, og havde langt brunt hår og store blå øjne. Alberte og Nialls første datter.
"HOLLIE!" Råbte hun. De voksne var ikke spændende, men Hollie og Jenny elskede hinanden. De var som kusiner.
Hollie viftede sit store krøllede hår til siden, og løb hen til Jenny.
Så kom Alberte ud. 
"Hvor er det dejligt at se jer!" Sagde Alberte som havde deres anden datter i hånden. Lilly var tre år, og stod med den ene finger i munden.
"Du skal ikke sutte på dine fingre skat" sagde Niall, og tog forsigtigt fingeren ud af Lillys mund.
Alberte og Niall boede tre kvarter udenfor London, så det var ikke hver dag at de to familier så hinanden. 
Perrie og Zayn skulle komme senere, og det skulle Louis og Eleanor også. Liam var blevet gift med en pige som hed Christina, og de ventede deres 3. barn. 
Harry kiggede småirriteret ind i bilen.
"Er Noah umulig?" Sagde Alberte, og krammede sin bedsteveninde. 

Noah var Nathalie og Harrys søn. Lillebror til Hollie.
Nathalie nikkede og kiggede træt på Alberte.
"Jeg tror vi sender ham i dyreinternat" Grinede Nathalie, og kiggede hen på Harry.
Han sad ved halvdelen af hovedet ind af bilvinduet.
Noah var seks år, og han havde lige fundet ud af at der fandtes bandeord, så nu bandede han konstant.
"Noah?" Sagde Harry med sin hæse stemme.
Noah kiggede på sin far. 
Noah lignede på en prik Harry. Han havde grønne øjne og brune krøller.
"Vi skal altså ind i huset - du elsker jo at være her? - Det var her vi var sidste år, hvor vi var på stranden og spiste is?" Sagde Harry og blinkede.
Noah kiggede lidt tøvende, før at han åbnede bildøren og stod ud.
"Tag min hånd skat, vi går ind sammen" Sagde Harry og klappede sin søn på hovedet.
"Faaaaer" Sagde Noah og rettede på sit hår.

 

SLUT
_________________________________________________

Min computer har været i stykker og den har ikke kunne kopirer - SORRY!!!!!!!!!!! <3 Men nu er den færdig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...