Light and darkness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 31 jul. 2014
  • Status: Igang
Olivia og Regina lever med en stor hemmelighed, som de ingen gang selv kender til.
De er lysets og mørkets udvalgte.
De er tvillinger men også de udvalgte.
De første i 10.000 år. Deres forhold til hinanden er som normale søstre, men med meget forskellige holdninger. Olivia har altid været den hjælpsomme, kærlige, venlige og kloge. Mens Regina var lige det modsatte.
De er på vej igennem en stor ændring i deres liv, følg med og se hvad der sker.

Skriv i kommentaren, hvis jeg skal forsætte på denne historie.

All the best
-Signe





7Likes
4Kommentarer
349Visninger
AA

2. Blodbadet.

 

 

Olivias hoved dunkede. Lige da hun fik kæmpet sig ind på sit værelse fik hun endnu et hosteanfald. Hendes øjne blev ved med at løbe. Hun hostede igen. Olivia tog sin hånd op foran munden for at dæmpe lyden. Der spredte sig en underlig varm flydende masse på hendes hånd. Da hun kiggede på sin hånd var den rød, hun gispede hvilket kun førte til endnu et hosteanfald. Olivia kæmpede sig over til sit store spejl på væggen, åh gud, jeg har tværet det ud over hele mit ansigt, tænkte hun forvirret og lidt forlegent. Flere tårer, gled ned ad hendes kinder… først der gik det op for hende at tårende var røde. Olivia fik et chok, hvad skete der med hende? tænkte hun frustreret.

Hun havde haft sådan nogle anfald før, her på måneden… men de var blevet meget værre. Hun måtte holde det hemmeligt, der var ingen grund til at bekymre de andre. Hosteanfaldende og tårende fik en ende. Det føltes som flere timer, det var det måske også. Olivia gik med smerter i hele kroppen ud på sit badeværelse for at vaske blodet af ansigtet.

Olivia havde stået et stykke tid foran spejlet. ”Hvad sker der med mig?” hviskede hun bange til sig selv. Pludselig smækkede døren op og Regina kom styrtende ind. Hun nåede knap nok til toilettet før blodet sprøjtede ud af munden på hende. Hvad skete der med os? Olivia glemte automatisk alt om sig selv og faldt på knæ med siden ad Regina og aede hende på ryggen.

”Lad mig værre!” kvækkede Regina halvkvalt, ”jeg klare det selv, hver sød at glem det… gå…”

”Det er altså mit også badeværelse, har du glemt det?” spurgte Olivia blidt.

Regina svarede ikke.

Regina kastede mere blod op.

”Så så, det skal nok gå,” trøstede Olivia.

Nu blev Regina alvorlig.

”Er det samme sket med dig?” spurgte hun.

”Ja… altså jeg har hostet blod, jeg har haft voldsomme hovedpiner og det bliver værre.” sagde Olivia udmattet.

”Åh,” var alt hvad Regina kunne sige.

”Tænk at vi ikke kunne fortælle det til hinanden før nu. Det har endda stået på i næsten en måned nu, tror jeg,” sagde Olivia trist.

”Vi har bare aldrig været særlig tætte,” sagde Regina hårdt, koldt og kynisk. Det tonefald havde Olivia aldrig hørt Regina bruge før. 

”Det må du ikke sige,” bad Olivia                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                           ”Hvad, sandheden?!” Regina beholdt det væmmelige tonfald.

En gennemsigtig tåre strøg ned ad Olivias kind.  Reginas udtryk ændredes brat!

”Det … det må du undskyld, det var overhovedet ikke sådan ment. Undskyld, undskyld, undskyld!”

”Nej nej det ved jeg,” sagde Olivia selvom de undrede hende, at Regina overhovedet kunne finde på at sige sådan noget… 

 Regina mumlede noget som Olivia ikke kunne høre.

”Vi vil altid være søstre,” sagde Olivia troværdigt og klemte Reginas hånd. Det eneste Regina kunne gøre var at nikke, selvom hun ikke var enig. De rejste sig begge, og sendte hinanden et bekymret blik. 

”Hej,” råbte deres mor Angelique nede fra entreen.

”Så må klokken være 18:30,” mumlede Olivia.

De kiggede alvorligt på hinanden, inden de gik ned.

Deres mor holdt en pizza bakke i hænderne.

”Kom kom, jeg har taget pizza med,” sagde hun og smilede sit trætte smil.”

De gik ned ad trappen og satte sig ved bordet og begyndte at spise. Ingen af dem sagde rigtig noget, de spiste bare.

”Jeg skal fortælle jer noget, noget i måske ikke ville syntes om,” begyndte Angelique.

Olivia vidste, at det ikke betød noget godt, når hendes mor begyndte en sætning på den måde. Hun sænkede hovedet uden at tabe øjenkontakten med Angelique. Regina rettede sig i stolen, foldede armene over brystet og stirrede stift på Angelique.

”Altså jeres Mormor har spurgt om, I ikke godt ville tage op og besøge hende, i hendes i hendes hus i Frankrig, sommeren over. Jeg har sagt ja på jeres vegne,” mumlede hun. Det lød næsten som om hun ønskede, at de ikke kunne høre hende. Men det kunne de.

Olivia åbnede munden for at sige noget, men ikke en lyd undslap hende. Regina derimod havde ingen problemer med at få ordene ud,

 ”Fuck dig mor, du kan sku da ikke bare sige ja på vores vegne!” bed Regina.

Angelique var stille et øjeblik.

”Faktisk så insisterede hun på, at I kom derop, så jeg havde intet andet valg end at sige ja,” fortsatte hun med anstrengt smil.

Olivia og Regina vidste udmærket godt hvor konfliktsky Angelique var. Regina udnyttede det ofte.

”Så vi kan drukne ligesom Gabriel gjorde, da kan besøgte hende sommeren for to år siden!” råbte Regina. Hun vidste, at hun spillede på meget følsomme tangenter lige nu.

”Du ved godt at du ikke må snakke om din bror, med mindre det er yderst nødvendigt,” stammede Angelique og kæmpede for ikke at fælde en tåre.

Olivia sparkede hårdt til Regina under bordet, men det stoppede hende ikke. Hun sendte et par kolde øjne til Olivia.

”Hvorfor?! fortsatte Regina. ”Er det fordi du har skyldfølelse for at du tvang ham til at tage af sted, for du ved jo godt, at hvis du ikke havde sendt ham af sted, ville han side her ved bordet sammen med os nu. Men i stedet for sidder han sikkert sammen med far i himlen eller hvad ved jeg, og taler om hvilken dårlig mor du er. Men i stedet for at lade os blive hjemme, næ næ så sender du os til Frankrig, så vi kan drukne ligesom som vores bror. Det er flot mor, rigtig flot. Men prøv lige at overvej det her, hvis du skal sidde alene ved det her bord hver aften, uden nogen at snakke med. Så tør jeg vædde på, at du ryger længere ned i det mørke hul, du næsten lige var kommet op af!”

Angelique så lamslået på hende. Så ondskabsfuld havde hun aldrig oplevet sin datter før.

Olivia rejste sig og lænede sig over bordet.

”Så stopper du!” råbte hun og gav Regina en lussing.” Du ved udmærket godt, at du ikke kan tale sådan til vores mor. Og du ved også godt at det er en tradition at børnebørnene besøger deres bedsteforældre en uge i sommerferien!”

Olivia var rasende. Regina sendte hende ondt blik.

”Ja ja, men det er ikke en uge, det er hele sommerferien. Og jeg har ikke tænkt mig at drikke urtete, lave blomsterkranse, dufte til duftlys og se gamle hjemmevideoer, hele sommerferien igennem!” råbte Regina.

Olivia kunne godt se hvad Regina mente, men hun var alligevel stadig stik ravende tosset.

”Olivia, er du sød at gå op på dit værelse, jeg skal lige snakke med din søster under to øjne,” sagde Angelique fattet og rolig, lidt for roligt.

Olivia kiggede først meget uforstående på sin mor, og så på Regina som stadig havde koldt udtryk i øjnene. Så gik hun langsomt op på sit værelse og gjorde sig klar til at sove. Olivia havde svært ved at falde i søvn. Nede fra køkkenet kom der råb, skrig og banken i bordet, men hun kunne ikke rigtig høre, hvad de sagde. Det havde hun heller ikke lyst til for den sags skyld. Til sidst kom Regina trampende op ad trappen. Olivia hørte Angelique råbe efter hende.

”Dig og din søster rejser om præcis om en uge!”

Derefter faldt hun i søvn.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...