Kunstakademiet

Terry Welwall har haft et hårdt år, og hendes selvsikkerhed er ikke hvad det har været.
Hendes søster, Sophie, har igennem mange år foreslået hende at søge ind på Kunstakademi-Rosen. Terry har nemlig tegnet siden hun var 5, og er kun blevet bedere.

Hendes søster sender i alt hemmelighed en ansøningsvideo ind til Rosen, og det går lige som planlagt. Terry glæder sig til den kommende sommer med nye venner og nye udfordringer.

Kan den uskyldige pige klare sig igennem sommeren med ikke helt normale venner, og kan hun glemme sin sorg over fortiden?

7Likes
2Kommentarer
761Visninger
AA

4. Unsynlig blå som en afrikansk ninja

 

Tricia blev på værelset. Hun mente ikke at ham den nye skulle se hende i nattøj.

”Hun er sgu så kedelig, nogengange,” sukkede Melanie lavmælt, da vi listede os ud af værelset og ned af gangen. ”Det er jo ikke engang meningen han skal se os. Vi skal bare savle over ham.” Mens hun snakkede tog hun en bøtte frem fra pyjamaslommen, og begyndte at smøre noget blåt, klistres stads, der var for tykt til at være almindelig maling, i ansigtet. Det stank helt vildt, som muggen leverpostej.

”Hvad i al verden laver du?” Spurgte jeg, og skævede til stadset.

”Ah! Jeg er glad for du spørger.” Hun tegnede omhyggeligt nogle sidste streger i ansigtet, og drejede ned af endnu en tom korridor. Hele skolen virkede nærmest som en labyrint, jo længere man kom ind i den, og jeg havde opgivet at holde øje med hvor vi gik hen.

”Det her er speciel maling fra en indianerstamme i Sydamerika. De er verdenskendte for at kunne gøre sig usynlige!” Ivrigheden lyste ud af hendes øjne, hvor noget af det klamme blå stads havde sat sig fast i hendes øjenbryn. ”Hemmeligheden ligger i deres maling! Denne her maling. Det er mirakuløst. Hvis vi har det her på, opdager lækre-Jonathan os helt sikkert ikke.”

Hendes forklaring fik mig ikke til at se med mindre skeptiske øjne på denne stinkende ’maling’.

”Nåh ja, og så skulle det også hjælpe på uren hud og bumser,” tilføjede Melanie henkastet.

”Uren hud? Bumser? Giv mig noget af det dér!” Jeg nærmest flåede bøtten ud af hånden på hende, og gav mig til at smøre det ud i ansigtet. Det var kvalmende varmt og fedtet, og jeg fortrød straks at jeg havde rørt ved det. Men hvis Melanie havde ret, ville jeg ikke have noget imod at miste en bums eller to.

”Ja, det var i hvert fald hvad der stod, da jeg købte det på eBay. Der stod så godt nok også noget med nogle bivirkninger, men det er sikkert ikke noget.” Melanie tog bøtten igen, og lagde den kærligt tilbage i lommen.

”HVAD?”

”Ssscccuuuh!” Sagde hun ivrigt. ”Vi er her nu!”

Jeg havde slet ikke lagt mærke til at vi nu var kommet hen til nogle rum som var langt mere moderne end resten af skolen. Der var spejle overalt og loftet så ud til at være renoveret.

”Ja, idrætssalen er kun en lille del af sportsfaciliteterne her på skolen,” sagde Melanie, tilfreds over mit forbavsede ansigtsudtryk. Alt i alt lignede det hele et stort fitnesscenter, med en masse små rum, til hver maskine.

”Jonathan er i det der rum.” Melanie pegede mod en dør der stod åben. ”Det er han altid.”

Forsigtigt, listede vi os hen til døråbningen, og kiggede langsomt ind. Mit hjerte sprang et slag over da jeg opdagede Jonathan i den modsatte ende af rummet. Han havde heldigvis ikke set os, og lignede en der gjorde sig klar til at spinne.

”Uhm. Hold kæft hvor er han lækker,” mumlede jeg. Melanie nikkede enigt, så den blå maling blævrede. Ad.

Mens vi nød synet af Jonathans sixpack, under den stramme sports T-shirt, lød der pludselig en stemme i den anden ende af rummet, hvor der underligt nok også var en dør.

”Ej er du her, Jonathan,” hvinede en meget piget stemme, som ikke kunne tilhøre andre end.

”Hillery,” sukkede Jonathan, og jeg turde vædde med at han lød irriteret. ”Du ved at jeg altid er her. Det kan umuligt komme som en overraskelse.”

Ha, tag den, bitch, tænkte jeg tilfreds inde i mig selv. Men hans bemærkning stoppede ikke Hillery.

Hun satte sig hen ved den spinningcykel tættest på ham. ”Ej, men ville det ikke være hyggeligt hvis vi trænede sammen? Der er så meget vi har til fælles!”

Mel og jeg udvekslede meget sigende blikke.

Jonathan svarede hende ikke, men begyndte bare at spinne, som om hun ikke var der. Hillery forsøgte at snakke med ham imens. Eller snakke var vist så meget sagt. Hun forsøgte at råflirte med ham imens.

Det var faktisk temmelig trættende at se på. Den måde hun blinkede med øjnene, og skyd brystet frem. Som om hendes bryster ikke var store nok i forvejen. Suk. Jeg tænkte på mit eget flade strygebræts bryst. Jeg ville aldrig kunne bære en sports bh med samme selvtillid som Hillery udviste.

”Skal vi ikke se at komme tilbage?” Hviskede jeg så lavt jeg kunne til Melanie. Men det var åbenbart ikke lavt nok, for pludselig sagde Hillery skingert: ”Hvem var det?” Vi trak lynhurtigt hoveder til os, før hendes blik faldt over mod døren hvor vi havde stået og luret.

Melanie mumlede en masse uforståelige ord, og lavede nogle store armbevægelser. ”Hvad har du gang i?” Spurgte jeg desperat, mens Hillerys fodtrin kom nærmere og nærmere døren.

”Ber til Ajura om at lade malingen virke, og gøre os usynlige.”

”Og virker det?” Spurgte jeg dumt.

Fodtrinene var nu næsten helt henne ved døråbningen.

”Nej.”

”Hvad gør vi så?” Jeg så desperat afventende på hende.

”Løber!”

Og så spurtede vi så hurtigt vi kunne. Væk fra Hillery og Jonathan. Væk fra alle de mange, mange idrætsrum og videre ned af tilfældige korridorer. Vi løb forbi underlige, aflåste døre, rundt om hjørner og ned af smalle gange.

”Tror du hun opdagede at det var os?” Spurgte jeg stakåndet, da vi var kommet langt nok væk.

Melanie trak på skuldrene. ”Det er vist vores mindste problem lige nu. Nu skal vi bare finde tilbage til vores sovesal!”

Jeg så rædselsslagen på hende. ”Men, du ved da godt hvor vi er, ik’?”

”Selvfølgelig, øhhh. Jeg skal bare lige finde min indre GPS frem.” Hun lukkede øjnene. ”Giv mig kraft, Ajura, giv mig kraft!

Så åbnede hun øjnene igen, med pludselig beslutsomhed. ”Vi skal den vej!” Sagde hun og pegede bestemt på i en retning. Hun marcherede uden tøven afsted den vej hun havde udpeget. Jeg fulgte frygtsomt efter. Vi gik i lang tid, uden at det rigtigt at komme nogen vejne, og jeg kunne ikke genkende nogen af de steder vi var nu. Alt begyndte at blive mere og mere støvet, og ældre, og gamle møbler var stablet op i hjørnerne.

”Jeg er altså ikke helt tryg ved det her, Mel,” sagde jeg tøvende. ”Jeg troede du kendte alle dele af skolen.”

”Det gør jeg også,” fastslog Melanie. ”Men vi er altså kommet hen i den gamle del af skolen. Denne del har ikke været brugt i årevis, og mange siger at det spøger! Mange elever har forsøgt at gå ind på denne del, men ingen af dem er kommet ud igen!”

”Hvad?! Det kan du ikke mene! Det er altså pisse uhyggeligt,  Mel!”

”Helt ærligt, Terry. Vi er kun faret lidt vild. Ikke så meget. Intet problem.”

Hendes ord hjalp ikke ret meget på mine tyndslidte nerver. ”Fantastisk,” mumlede jeg.

Vi drejede ned af endnu en gang, og jeg begyndte at skrige helt vildt. For dér, lige foran os, stod en mørk skikkelse. Jeg ville sikkert have løbet min vej, hvis ikke det var fordi jeg var så lammet af skræk. Det er sådan her jeg dør! Tænkte jeg dramatisk.

Men Melanie lod til at tage det meget afslappet. ”Hej emo-Nemo!” Sagde hun muntert.

Jeg så forvirret på den mørke skikkelse, som ved nærmere eftersyn viste sig at være ingen ringere end emo-Nemo.

Han så bare på os med ligegyldige øjne, fuldstændig upåvirket af mit skrig. Han vendte sig rundt, og begyndte at gå i den modsatte retning.

”Vent!” Sagde jeg og gik efter ham. ”Vil du ikke hjælpe os med at finde vej….” Men det gik op for mig at jeg snakkede til en væg. Emo-Nemo var væk.

”Hvordan kunne han forsvinde?” Spurgte jeg chokeret.

”Han har sikkert også fundet indianerstammens hemmelighed om usynlighed,” sagde Melanie fornuftigt.

Jeg valgte at ignorere hendes bemærkning. ”Jeg har altså fået nok. Vi bliver nødt til at finde en vej ud af det her.”

”Vi kunne også bare ringe til Tricia,” sagde Melanie fornøjet, og fiskede sin mobil frem fra den samme lomme hun havde haft bøtten med det blå stads i.

Jeg stirrede chokeret på hende. ”Har du haft mobil med, hele tiden?!”

Melanie smilede bare som en idiot. Hun ringede hurtigt Tricias nummer op.

”Er du nu blevet væk i pedellens depot igen?” Sagde Tricia opgivende, i det samme hun tog telefonen. ”Jeg kommer og henter jer.”

”Pedellens depot?” Gentog jeg. ”Pedellens depot?! Har vi været i pedellens depot hele tiden, og ikke det vrøvl med ’den gamle del af skolen’?!”

”Jeg synes nok også jeg kunne genkende det kosteskab vi gik forbi tidligere!”

 Alle de ’uhyggelige korridorer’ vi havde gået forbi pludselig helt ny betydning, og min frygt føltes utrolig fjollet. Der gik ikke lang tid før Tricia fandt os.

”Hvorfor er I helt blå i hovedet?” Spurgte hun forvirret, og viste os vejen tilbage til de normale gange.

”Usynlighedsmaling,” forklarede Melanie.

Det hjalp ikke på Tricias forvirring. Vi skyndte os tilbage til soveværelset, og blev heldigvis ikke opdaget af nogen.

Jeg havde vist også fået eventyr nok for i aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...