Kunstakademiet

Terry Welwall har haft et hårdt år, og hendes selvsikkerhed er ikke hvad det har været.
Hendes søster, Sophie, har igennem mange år foreslået hende at søge ind på Kunstakademi-Rosen. Terry har nemlig tegnet siden hun var 5, og er kun blevet bedere.

Hendes søster sender i alt hemmelighed en ansøningsvideo ind til Rosen, og det går lige som planlagt. Terry glæder sig til den kommende sommer med nye venner og nye udfordringer.

Kan den uskyldige pige klare sig igennem sommeren med ikke helt normale venner, og kan hun glemme sin sorg over fortiden?

7Likes
2Kommentarer
794Visninger
AA

3. Den nye klasse

Jeg vågnede på den mest underlige måde jeg nogensinde har vågnet på. Der lød en masse bump efterfulgt af små pauser, og lyden af en kineser der sad på en meget stor mobil med vibrater på.

Melanie hoppede rundt i rummet som en gal, og udstødte sjove lyde. Hun havde små boldte i hænderne, der spændte, og slap, spændte og slap, spændte, og sådan gjorde hun rundt i små cirkler om hendes nu færdige krukke.
 

Tricia kom ud fra toilettet med badekåbe på, og et blåt håndklæde om hovedet. "Badet er frit Terry, du kan bare gå derud, du har en time før forsamlingen starter." Hun måtte næsten råbe for at overdøve Mel, der først lige havde opdaget at jeg var vågnet.
"Jamen godmorgen søde! Vækkede jeg dig?" Hendes blide stemme var den rene musik i ørene for mig.
"Nej nej, jeg har sovet som en sten. Men hvad er det egentlig det er du laver Mel?" Jeg skar ansigt af min hæse morgenstemme, der lød som en fuld havnearbejder i forhold til Melanies.
"Jeg beder den gode Ajura om gode karakterer, han svarer altid." Hendes smilehuller kom frem.

 

Jeg havde glemt en shampoo, så jeg lånte Mel's. Den duftede utrolig godt af citrus, det gjorde mig helt ør. Jeg tog en meget lille klat i mit lange hår, og skummede til. Hænderne kørte ned over kroppen, og de stoppede ved brystet. Jeg mangler SÅ meget en push-up-bh. Er det overhoved lovligt at have så små babser? Jeg følte ned over maven, og så steg selvtilliden lige et par takker efter den meget nedadgående oplevelse for få sekunder siden. Min mave var veltrænet og flad. Jeg havde også været nede og spinde lidt. Jeg smilte stolt til mit spejlbillede.
Jeg gispede og fik helt stress da jeg så på uret. Oh shit, halv 9? Hvor er du langsom Terry!
Jeg skyndte mig at tørre mit hår, og hoppede hurtigt ud af badet. Der lå en lille klat shampoo der ikke var vasket ud. Jeg gled i den, og slog hovedet ned i gulvet.
"Av for helvede!" Det må have været et højt råb, for i løbet af de næste par sekunder blev der banket som en gal på døren, og Melanies blide stemme fyldte mine ører. "Terry? Kom du noget til?"
"Jeg har det helt fint." Løj jeg. "Jeg havde lige tabt, øh, min make-uptaske, øh, på min fod." Hell no Terry, det sagde du bare ikke.
"Tip-top T, men skynd dig lidt ik? Vi går om 15 minutter." Det var Tricias stemme hun kunne høre.

Jeg kom ud med håret sat op i en høj hestehale, og håndklædet omkring mig. Og ja, jeg opgav det der med løst hår.
På sengen lå der noget tøj foldet sammen i en lille bunke. Det var blåt og sort, mindede lidt om matrostøj, men bare med et slips og uden hat.
"Er det til mig?" Jeg kiggede over skuldrene for at finde Tricia eller Mel. De sad på Melanies seng, og pakkede nogle tegninger sammen. Tricia kiggede op. "Ja, det er det. Du kan bare skifte her, så skal jeg binde dit bånd."
"Tak!"

Jeg lignede en slags gadeludder med den her nederdel. Det mente jeg i hvertfald. Jeg havde nogle sorte ballerinaer på, med hvide sokker i, der var blonder på kanten af sokkerne, ikke lige min stil. Nederdelen gik til midten af låret, den var blå, og foldede rimlig meget.
Det var værrer på overkroppen. Jeg følte mig som en fyldt and der skulle til at spises. Det var jo sommer, hvorfor så mange trøjer? Inderst havde jeg en hvid skjorte, den var knappet helt op til halsen, og jeg kæmpede for at få mit normale åndedræt tilbage. Udenover den havde jeg en mørkegrå cardigan, der var knappet til lige over brystet. Der var broderet en blå rose på brystet af cardigannen, med signalerne Rosen - Gruppe Blå.
Ud over alle disse lag, havde jeg en blazer på, den var knappet lige så højt op som cardigannen, og havde de samme signaler broderet på.
Som prikken over i'et, havde jeg et slips om halsen, der var proppet godt ned i jakken.
Jakken var lidt ubekvem, så jeg havde foldet ærmerne op til lige under albuerne, så det stribede inderstof blottede sig.
I min høje hestehale havde jeg et fint blåt bånd, bundet som en sløjfe.
Jeg prøvede at sende mig selv et smil, men varmen gjorde det lidt anstrengt.

Med min tegnemappe i hånden, løb vi ud ad vores værelse, og igennem de blå gange.
Vi kom ud i den lille hal med alle de andre gange, og flettede nu ind i en slange af røde, gule, grønne og blå teenagere, der var på vej til forsamlingsmøde.
Alle lignede hinanden, men drengene bare med lange hudfarvede bukser på.
Vi kantede os igennem de snakkende elever, og gik under lysekrone efter lysekrone, lige indtil vi nåede ud i den store forhal med den store trappe der delte sig i to. Vi løb ned ad trappen, og så op igen for at komme over i undervisningsafdelingen.
 

Lange brede gange fortsat som om de aldrig ville stoppe, vi var da heldigvis forbi alle de farverige skabe som eleverne havde dekoreret. Hvis jeg ikke havde Tricia eller Mel, ville jeg havde været 100 år forsent i den her mylder.
Endelig kom vi til et stort rum, der lignede mest en biograf. Vi satte os i midten på de blå sæder 113abc.
Det var en enorm hal, for alle eleverne skulle åbenbart være her.
"Wauw, hvor er her stort! Kan vi alle sammen være her?" Det var svært at få klemt orene ud, jeg var meget forpustet af den lange løbetur. Jeg MÅ stå tidligere op i morgen.

Der var blevet ro i salen, og en meget tyk dame i lyserødt dukkede op på scenen. Hun mindede mig om en blanding af hende den lyserøde dame fra Harry Potter, og så hende der fra The Hunger Games. Ja, jeg kunne ikke lige huske hvad de hed, men de var i hvert fald uhyggelige.
"Velkommen elever, til en ny sommer på Rosen!" Hun løftede hænderne som om hun var præst, og alle i salen begyndte at klappe. Jeg kiggede rundt på Tricia og Melanie der også klappede, så jeg besluttede mig også for det.
"Hefehefe, tak tak tak. Det er alt for meget." Hendes grin var lige til at smide ud. Serøst, det var SÅ kvalmene.
"Vi vil her på Rosen byde alle nye elever velkommen. Vi håber at i vil falde godt til, og være nogle af de få der vil modtage vores meget berømte pris." Hun gjorde tegn til at man skulle klappe, og vi klappede igen.
"Sidste år havde vi kun én elev der fik en pris, og jeg håber så sandeligt at der er nogle af jer der har været hjemme og krydre de små grå. Giv en hånd til sidste års prisvinder, Hillery McCloud."
Jeg klappede, men stoppede hurtigt igen. Tricia og Melanie klappede ikke, og det gjorder alle de andre blå heller ikke. Jeg strakte hals, og så ned på de grønne piger, der klappede som gale.
Der kom en høj smuk pige op på scenen, og skubbede de elever der stod i vejen for hende væk.
Hendes blonde hår bøljede perfekt ned over skuldrene, og hun havde en grøn hårbøjle i.

"Jeg tror på at der er to forskellige mennesker her på jorden. Dem der skal arbejde for deres succes, og så dem der ikke skal, fordi at de født kloge. I, i er de første, og jeg er den sidste." Hun gjorder den samme klappe-bevægelse som rektoren gjorder.
De grønne klappede, og nogle af drengene også.
"Hun er et monster, du skal holde dig fra hende T!" Tricia skar tænder. Jeg nikkede som svar, jeg skulle ikke nyde noget af hende.
Hun gik tilfreds ned fra scenen igen, og den lyserøde dame gik op igen.

"Jeres timer starter klokken 11, og i kan se jeres nye klasser på Planferne i jeres værelser."

Vi var kommet op på værelset igen, og det første jeg gjorder var at løsne slipset.
"Hvad er en Planfe?" Jeg havde undret mig over det siden den lyserøde dame sagde det.
Melanie gik over til et lille skab vedsiden af døren, og åbnede det. "Det her er planfen." Inde i skabet var der en lille skærm. "Det er vores skema der er på den. Vi har samme timer fordi at vi er værelseskamerater." Hun smilede og vinkede mig og Tricia over.
Vi havde idræt i klokken 11, og efer var der spisepause. Ellers havde vi billedkunst, modelering og syning.
"Jeg vidste ikke at der også var syning?" Det undrede mig efter som det jo var et kunstakademi.

Tricia kiggede på mig som om jeg havde sagt noget forkert. "Håndens kraft med mode og stof er jo bare det vigtigste i verden! Man er ikke noget hvis man ikke har fantasi til skabe andet end et maleri. Mode er kunst." Hun lød nærmest fornærmet.

"Tricias speciale er stof og syning. Hun er også bare mega god til det!" Melanie kastede med hovedet over mod en gine med en lang røj kjole på.
"Wauw, det må du nok sige. Er det dig der har lavet den Tricia?" Selfølgelig var det det Terry.
Hun nikkede, og pegede på skemaet igen.
"Mel er rigtig god til modelering, hun kan lave ALT så det er identisk til det hun fik inspiration fra."
Melanie nikkede stolt. "Hvad er du god til Terry?"
Det var da et let spørgsmål, det her kan du ikke klokke i Terry.
"Tegninger og maling tror jeg. Jeg har aldrig prøvet andet." Jeg viste nogle af mine tegninger, og de gav mig ret i at jeg var god til det.
"Skal vi ikke skifte til idrætstøj nu?" Kom det ud af Melanie efter noget tid.

 

Idrætssalen var ikke så stor som forventet. Nu lyder jeg jo helt forkælet, men jeg havde bare vendet mig til de fine forhold.
Inde i salen stod der nogle unge på min alder. Tricia begyndte at præsentere vores nye klassekamerater: "Ham med brillerne er Dexter, han er den mest nørdede jeg kender." Hun gøs.
"Ham med de lårkorte shorts er Gustav, eller bøsse-gusse. Hvis du ikke har anede det, så er han mega gay." Nu pegede hun over væk fra flokken, og præsenterede den næste. "Det er emo-Nemo, han er SÅ mystisk. Han kan dukke op de mest mærkelige steder, og det værste er, at der er ingen der nogen sinde har hørt ham snakke." Hun kiggede på mig igen.
"Man kan da ikke overleve uden at snakke!" Min tone blev lidt skarpere. "Det er jo absurt!"
"Ja, jeg kan slet ikke forstå det.Altså hvis jeg ikke kunne snakke, så ville.." Melanie blev stoppet af Tricia der puffede blidt til hende som et tegn på at hun snakkede for meget, igen.
Jeg kunne ikke lade vær med at fnise.
"Hahah, hvem er han så?" Jeg savlede indvendigt. Sikke en lækkerbisken.
Melanie svarede. "Åh, det er lækre-Jonathan. Du skulle se ham i spindingrummet, vi kan gå derned og glo på ham i aften?" Jeg nikkede desperat.
"Hem er det så?" Spurgte jeg.
Der stod en dreng med siden til. Han var lav og havde pjusket mørkeblond hår der stak ud af en grøn kasket med en slags hval på der lignede en søløve på.
"Det er søko-Sofus. Melanie og Sofus kan diskutere om pattedyr i timevis." Melanie nikkede som en bekræftelse.
Der var noget der manglede. "Er vi kun tre piger?" Det fik jeg så svar på få sekunder efter, inden de andre svarede.
Hende pigen, Hillery, der havde været på scenen trådte ind i salen, med to piger efter sig.
"Åh nej, sig det er løgn! Vi er bare ikke i samme klasse som dem?" Tricia lød skræmt.

"Det er Hillerys slavere." Mel nikkede over mod de to piger der gik bag heksen. "Kineseren er Sophie og hende den anden er Sidsel. Jeg tror faktisk ikke at har nogen hjerne, det eneste de kan, er at bruge deres hænder."
Lyden af en fløjte tog vores alles opmærksomhed, og vi kiggede over mod omklædning. En meget kraftig dame kom ud af døren, og hendes mandige stemme bragede igennem ørene. "Vi kan unvære matematik, vi kan unvære historie, vi kan unvære geografi, men vi kan ÍKKE unvære idræt. Vores muskler har brug for at blive opbygget." Hun spændte musklerne. "Lad os komme iga..."
Hun blev afbrudt da døren gik op. En høj brun dreng kom ind af døren. Han havde højt afrohår, og store muskler. Man kunne se hans store brune højne helt her over fra.
"Undskyld at jei komme forsen." Han havde en meget moden stemme.
Jeg kiggede over på Tricia. Hun stod som forstenet, og næsten savlede. "Hvor er han bare lækker." Hun puffede til mig.
"Giv den gas Tricia." Melanie havde også opdaget hendes savleri.

***

Tilbage på værelse 113 var klokken ved at være 8. Melanie sov, og Tricia sad og tegnede møbler.
Jeg har endelig fået pakket alle mine ting ud, og sad nu og kiggede på Mel. Hendes mund var halvt åben, og en lille savlstrej kom langsomt ud i lyset.
Jeg gik over og ruskede lidt i hende. "Melanie, Mel." Hun åbnede øjnene, og tørte savlet af hendes mundvig. "Skulle vi ikke ned og se på Jonathan?"
Hun lyste på, "Jo! Vi går bare ned sådan her, ik?" Hun gav os elevatorblikket ned over vores nattøj. Jeg tøvede, "Jo, det kan vi godt." Han skal jo ikke se os, vel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...