Livet er et spil

Peter den stakkels dreng på kun 12 år, bliver kørt ned, og han ved ikke hvad der venter ham, han skal snart møde døden, og så skal han ud på en mission for at få siv liv tilbage. Er han heldig, eller uheldig. Er han modig eller bange. Lykkedes det eller lykkedes det ikke. Fortsætter han til det sidste, eller giver han op?

0Likes
0Kommentarer
248Visninger

1. Døden?

jeg løber forvirret rundt igennem de mørke snævre og kolde gyder. Jeg fryser. Jeg kan nærmest lugte kriminaliteten, jeg for kuldegysninger. Smadrede ruder, grafitti med truende bogstaver, som ville de hoppe af vægen og begynde at slå. En lysning, puha endelig, jeg var ude.

Jeg ved ikke hvordan jeg havnede der ude, men jeg ved ihvertfald hvordan jeg kom ud, og det er jeg glad for jeg gjorde.

Jeg har hovedpine kvalme og er svimmel, jeg må nok hellere skynde mig hjem, jeg glemmer at kigge mig for og træder ud på vejen. Et jag kommer op igennem min krop fra skinnebenene og op igennem hoved.

Der er helt mørkt men det er stadig som om jeg kan se, jeg ser far og mor, Nanna, bedstemor, og Signe fra klassen. Jeg ser en mand jeg ikke kendte, han er skræmene, hans øjne buler nærmest ud af hovedet på ham, hans næse er lang og bøjer nærmest ned af, hans læber er små tynde streger, der smiler på en måde hvor man ikke kan se det, hans hud er helt hvid, strammet helt en til knoglerne, i det hele taget er han meget spinkel, men det er svært at se for den lange sorte kåbe agtige ting han har på, den går helt ned til jorden, og er spraglet og laset, og så holder han en le af en art i højre hånd.

Han kommer over mod mig, han går ikke, han flyver eller svæver ikke, han gør en eller anden ting midt imellem, han går i luften, jeg har lyst til at bryde stilheden men kan ikke, "hv, hv, hvo", "stille" råber manden, og slår sin stok eller hvad det nu er ned i gulvet, var der et gulv, det runger igennem hele det tomme mørke lokale, og jeg begynder at græde. Manden tysser på mig og står nu helt henne ved siden af mig, han kærtegner min kind, men jeg rykker hovedet så han ikke kan.

"Jeg er døden og mig kan man ikke nare" råber han. Jeg nikker skræmt, og kigger ned i jorden. Du er død. Jeg fik et chok, var det det der skete, jamen jeg kunne ikke død nu, det var der jo simpelthen ikke tid til. Vi havde jo projekt for, og vi skulle jo fremlægge imorgen, jeg kan jo ikke bare skrive jamen det var lige tid til at dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...