En rejse til forskel

Sara Mills har det fint. Eller det er i hvert fald, hvad hun siger til sig selv, indtil hun pludselig befinder sig på et psykiatrisk hospital og må gøre op med sin fortid og sig selv. Det er en rejse gennem en ung piges kamp for sit eget liv. En kamp mod systemets urimelige krav, sine ubarmhjertige "ven", der lever inde i hende, og ikke mindst en kamp mod sig selv. Hun kommer ud på en rejse, hun aldrig havde troet mulig at gennemføre. Hvad sker der mon, når en masse fremmede mennesker, fortæller en, at man er meget syg, når man ikke selv tror på det? Og hvor mon hun ender efter sin rejse igennem sig selv?

22Likes
56Kommentarer
1265Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

20/10

De sidste par dage havde været omtåget. Jeg kunne ikke huske noget fra dem. Jeg må have været langt væk på medicin, for jeg lå bare i min seng dag og nat. Uden at tale, uden at tænke. Jeg lå bare.

 

Men denne dag havde jeg bevæget mig ud i fællesstuen for første gang efter mit sammenbrud. Dem der allerede sad der stirrede på mig, da jeg trådte ind i rummet, der lå midt på gangen. De viste usikkerhed og deres øjne lyste af nervøsitet, for de vidste ikke, hvad der ville ske.

 

Celia sad og røg en cigaret i hjørnet med vinduet åbent. Hun havde ikke været vidne til mit sammenbrud, så hun ignorerede mig indtil hun drejede hovedet og så de andres reaktion, da jeg trådte over dørtrinnet.

 

”Nååå, hvem har vi så her?” Hun smuttede ned fra vindueskarmen og smed cigaretten ud af vinduet med et smølfespark.  

 

Jeg forsøgte at ignorere hende, men Celia gav ikke op. Hun fik altid sin vilje.

 

”Er det ikke den lille ballademager?” Hun smilede smørret og kiggede på mig med et blik, der forlangte et svar.

 

”Celia, jeg orker ikke dig i dag. Lad mig nu være.” Jeg turde ikke se hende i øjnene, hvilket åbenbart gjorde det værre.

 

”U-u-uhhu, der er nok nogen der er spydig i dag, hva?” Hun kiggede rundt på de andre for at få deres opbakning.

 

Jeg var trængt op i et hjørne, jeg kunne lige så godt følge hende.

 

”Hvad vil du?” Min stemme knækkede over.

 

”Hvad tror du? Jeg vil da bare muntre dig lidt op. Få dig med i fællesskabet. Vil I andre ikke også have hende med ind i inderkredsen, tøser?” spurgte hun de omkringsiddende, som havde drejet opmærksomheden mod Celia og mig, men Celias blik sad fast på mig.

 

”Hvad mener du?” Jeg kiggede op og greb om hendes blik.

 

”Inderkredsen. Det er en lille udvalgt skare af særlige patienter her på stedet.” Hendes ellers højlydte stemme var blevet til en intens hvisken.

 

”Udvalgt? Mig? Jeg ved ikke. Jeg har ret meget at tumle med.” Jeg turde næsten ikke sige ordene højt i frygt for reaktionen.

 

”Hør lige her, lille ven,” sagde hun nedladende og en anelse befalende. ”Vi har squ alle meget at tumle med her. Det er ligesom, derfor vi er her. Men mens vi er her, kan vi jo ligeså godt få noget godt ud af det, ikk?” Fortsatte hun og hendes stemme blev lidt blidere.

 

”Jeg ved stadig ikke. Måske skulle I udvælge en anden. Jeg har ikke rigtig tid.” Selvom det jo var en løgn, de alle sammen kendte til, for vi havde jo ikke andet end tid derinde.

 

”Du skal nok få tid til os, det forsikre jeg dig. Med os vil du være ude herfra om ingen tid.” Og det var jo et fantastisk fristende tilbud, for det var jo det jeg ville. Ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...