En rejse til forskel

Sara Mills har det fint. Eller det er i hvert fald, hvad hun siger til sig selv, indtil hun pludselig befinder sig på et psykiatrisk hospital og må gøre op med sin fortid og sig selv. Det er en rejse gennem en ung piges kamp for sit eget liv. En kamp mod systemets urimelige krav, sine ubarmhjertige "ven", der lever inde i hende, og ikke mindst en kamp mod sig selv. Hun kommer ud på en rejse, hun aldrig havde troet mulig at gennemføre. Hvad sker der mon, når en masse fremmede mennesker, fortæller en, at man er meget syg, når man ikke selv tror på det? Og hvor mon hun ender efter sin rejse igennem sig selv?

22Likes
56Kommentarer
1198Visninger
AA

4. Kapitel 3

13/10

Jeg sad endnu engang i det lidt dystre rum med højt til loftet. Jeg sad med hovedet lænet tilbage på ryglænet og kiggede op i loftet, og blev jeg ved længe nok så det ud som om det begyndte at smuldre og falde ned i hovedet på mig.

 

Malingen var begyndt at skalle af flere steder den dag den 13. oktober. Det var fredag den 13., og selvom jeg aldrig havde troet på alt det der overtroiske pjat, så blev jeg altid lidt mere paranoid de dage i månederne, hvor den 13. faldt på en fredag.

 

”Hvad har du med i dag, Sara?”, sagde det flammende røde hår, der sad overfor mig i en lænestol magen til den, jeg var ved at falde sammen i.

 

Jeg krympede mig ved lyden af hendes stemme.

 

”Ingenting”, hviskede jeg næsten lydløst tilbage.

 

”Jeg ved, du bærer på noget, Sara. Noget, der er så ubærligt, at du ikke kan fortælle det. Jeg kan se, hvor ubehageligt, du har det. Jeg ser din smerte. Du kan stole på mig.”

 

Jeg blinkede et par gange stadig med blikket rettet mod loftet. Jeg kunne ikke slippe det nu. Hvis jeg slap taget i loftet, ville alting falde sammen om mig. Det var det eneste, der holdt sammen på mig. Hvis det smuldrede ned over mig, ville resten af verden falde sammen.

 

Mine øjne lukkedes for at holde tårerne tilbage, men for sent. En enkelt lille tåre faldt og ramte det gamle gulvtæppe med et brag. Alting væltede.

14/10

Det var som om alting væltede omkring mig. Væggenes tapet faldt af, loftet smuldrede, dørene hang kun i ét hængsel og knirkede. Bygningen faldt sammen. Eller sådan var det i hvert fald for mig.

 

Jeg gik helt i spåner. I fællesstuen sad jeg og vuggede frem og tilbage mens tårerne væltede ud af øjnene på mig og dannede våde, kolde plamager på mit tøj. To arme greb fat i mine arme og hev mig op, men jeg kunne slet ikke forstå, hvad der skete. Alting var så forvirrende. Gamle minder overvældede mit hoved med billeder og lyde, jeg troede, jeg havde fortrængt.

 

 

En skov tårnede sig op over mig. Mørket greb fat i mig og tvang mig videre. Angsten bredte sig fra mit hoved til fingerspidserne og videre helt ud til tæerne. Jeg løb. Løb. Løb alt hvad jeg kunne. Jeg manglede luft. Jeg kunne ikke trække vejret. Og pludselig trådte en mand ud bag et træ, og jeg skreg.

 

En uro hang over mit hoved. Den velkendte melodi spillede i mine ører indtil jeg langsomt døsede hen. Men brat og uventet blev jeg taget op i to varme arme. Jeg skreg.

 

En stor og kraftig hånd brød lydmuren i luften. En mandestemme, jeg aldrig vil glemme, råber ord, jeg ikke kunne høre. En svidende, brændende smerte tog til på min venstre kind. Jeg skreg.

 

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Et skrig, der fik alle på Skt. Annes til at stoppe op. Tiden gik i stå.

 

En læge eller sygeplejerske må have givet mig noget beroligende, for jeg husker ikke mere fra den dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...