En rejse til forskel

Sara Mills har det fint. Eller det er i hvert fald, hvad hun siger til sig selv, indtil hun pludselig befinder sig på et psykiatrisk hospital og må gøre op med sin fortid og sig selv. Det er en rejse gennem en ung piges kamp for sit eget liv. En kamp mod systemets urimelige krav, sine ubarmhjertige "ven", der lever inde i hende, og ikke mindst en kamp mod sig selv. Hun kommer ud på en rejse, hun aldrig havde troet mulig at gennemføre. Hvad sker der mon, når en masse fremmede mennesker, fortæller en, at man er meget syg, når man ikke selv tror på det? Og hvor mon hun ender efter sin rejse igennem sig selv?

22Likes
56Kommentarer
1264Visninger
AA

3. Kapitel 2

6/10

Ude i fællesrummet var der en summen af mennesker, som jeg fandt næsten ubærlig. Jeg havde en af de dage, hvor jeg næsten ikke kunne holde noget ud. Jeg var rastløs og havde en trang til bare at ligge mig til at dø. Jeg hadede at være i min opsvulmede krop, som nok egentlig ikke var så stor, som jeg gik og troede. Alting og intet irriterede mig, og jeg sukkede højlydt.

 

”Åååårh, så hold dog kæft!” sagde jeg lidt for hårdt ud i rummet, og flere af de andre kiggede på mig, for der var faktisk ganske roligt. Den sygeplejerske, der havde vagt så på mig med et bebrejdende blik. Hun var ung og havde et langt lyst hår, jeg misundte hende. Hun var egentlig sød nok. I hvert fald i forhold til så mange af de andre, der jævnligt havde vagt i fællesstuen.

 

”Sara, hvis ikke du vil være herude, så kan du gå ind på dit værelse”, sagde hun med en blød, beroligende stemme. Men det ville jeg absolut ikke. De skulle da tage hensyn til MIG, det var jo derfor, jeg var der, var det ikke? Eller hvad? Måske var det mit problem? Hvad var det nu, lægen havde sagt, da jeg snakkede med hende for første gang?

 

”Nå, Sara. Ved du, hvorfor du er her?” Den rødhårede læge så på mig med hovedet lidt på skrå. Hun lød som om, hun talte til en ti-årig. Det kunne jeg ikke lide. Derfor sagde jeg ingenting. Jeg sad bare og kiggede på alt andet end hende og hendes røde hår.

 

Der var højt til det hvælvede loft i rummet, hvor terapien foregik. Der hang gamle malerier på væggene. Dystert, tænkte jeg, uden at sige noget.

 

”Har du lyst til at dele dine tanker”, prøvede hun igen, men jeg kiggede bare på hende med ligegyldighed. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det var jo ikke fordi, jeg havde lyst til at sidde der. Og hvad var egentlig meningen, jeg skulle sige?

 

”Okay, så starter jeg. Du er her jo, fordi du slugte en masse piller. Kan du huske det?” Jeg kiggede på mine fingre, som legede med en tråd i mit ærme. ”Hvorfor gjorde du det?” Forventede hun virkelig, jeg ville svare på det?

 

”Sara, hvis du vil have det bedre, så bliver du nødt til at sige noget.”

 

”Hvorfor? Jeg fejler jo ikke noget, så hvad skal jeg sige?” Og med de ord, gik jeg ud af det store dystre rum.

 

Den unge sygeplejerske kiggede bekymret på mig og rejste sig. Åh nej, nu ville hun sikker kalde på lægen. Men hun kom bare tilbage til et par ørepropper og en bog, som hun lagde på armlænet ved siden af mig. Jeg kiggede forundret op på hende, men hun sad allerede på sin plads i hjørnet og var fordybet i sin egen bog igen.

 

Det var nok der den første lille tråd til tillidsbåndet mellem mig og hende blev trukket.

 

 

9/10

Det var denne dag, jeg mødte Celia første gang. Hun stod og brokkede sig rapkæftet over et eller andet ved skranken, imens to sygeplejersker prøvede at berolige hende. Hun havde langt mørkt hår med lyse striber i, og det så lidt fedtet ud. Hendes attitude udstrålede selvsikkerhed, og så alligevel var det som om, det bundede i en dyb usikkerhed. Da hun så mig stoppede hun op og sagde:

 

”Nååå, vi har nok fået en ny her på afdelingen. Hvorfor har jeg ikke set dig før, er du lige kommet?” Hun var ekstremt nærgående og en smule aggressiv. Jeg havde allermest lyst til bare at gå tilbage til mit værelse. Hun stod tæt på mig, og gloede på mig som om, jeg var et nyt stykke legetøj. Det undrede mig, hvorfor jeg egentlig ikke havde set hende før, for jeg havde da trods alt siddet i fællesstuen alle dage, jeg havde været der.

 

”Nææ, jeg har været her i et par uger.” Prøvede jeg og kiggede ned, da hun så meget undersøgende på mig.

 

”Første gang?” sagde hun så en anelse nedladende.

 

”Hvad mener du?” Spurgte jeg dumt, og hun rullede med øjnene.

 

”Første gang du er indlagt, selvfølgelig?” Hun rystede opgivende på hovedet. ”Du har da vist ikke mange brikker at flytte med, hva?”

 

”Så så, Celia. Fald nu ned, og lad Sara være” lød det fra en af sygeplejerskerne. Hun kom hen til os og tog fat i Sannas arm, men hun hev den hurtigt til sig.

 

”Vi ses, Sara” sagde hun syrligt, og så gik hun efter sygeplejersken ud af rummet, som om hun ejede det hele. Så kan man da tale om dårligt førstehåndsindtryk. Men der var et eller andet appellerende ved hende. Hun tiltrak mig på en måde, men ikke på forelskelsesmåden. Der var noget mystisk og farligt ved hende, der fik mig til at ville vide mere om hende. Men tænk at hun kunne manipulere sådan med mig. Det irriterede mig grænseløst.

------------------

Hvad synes I om den indtil videre? Jeg ville elske at få noget mere feedback på den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...