En rejse til forskel

Sara Mills har det fint. Eller det er i hvert fald, hvad hun siger til sig selv, indtil hun pludselig befinder sig på et psykiatrisk hospital og må gøre op med sin fortid og sig selv. Det er en rejse gennem en ung piges kamp for sit eget liv. En kamp mod systemets urimelige krav, sine ubarmhjertige "ven", der lever inde i hende, og ikke mindst en kamp mod sig selv. Hun kommer ud på en rejse, hun aldrig havde troet mulig at gennemføre. Hvad sker der mon, når en masse fremmede mennesker, fortæller en, at man er meget syg, når man ikke selv tror på det? Og hvor mon hun ender efter sin rejse igennem sig selv?

22Likes
56Kommentarer
1206Visninger
AA

2. Kapitel 1

28/9

Jeg gik helt stille og roligt ned ad den kolde gang med fugtige vægge og ingen vinduer. To store mænd i hvide kitler gik på hver sin side af mig og holdt fast i mine arme. Som om jeg ville prøve på noget. Helt ærligt.

 

Vi stoppede foran en skranke med en plasticluge trukket for. En gammel dame så ligegyldigt ned i sit magasin og åbnede lugen. ”Navn, tak.” Hendes stemme kunne ikke have været mere kedelig og uden klang. Mon det var stedet, der havde gjort hende noget?

 

”Sara Mills.” Det var manden på højre side af mig, der sagde det. Hvorfor måtte jeg ikke selv sige det? Jeg kunne da sagtens snakke.

 

Den gamle dame fandt et papir, skrev mit navn og skrev datoen. 28.9.2003. Dagen, hvor jeg blev indlagt og placeret i et hvidt rum uden vinduer. Jeg hader den dato.

 

Hun låste døren foran os op og lod os gå videre. En lang gang med døre på begge sider. Et lille firkantet vindue var placeret i øjenhøjde øverst i dørene, så man kunne lige nå at kigge ind i rummene.

 

Bag en af dørene sad en pige, nej vent, en kvinde med en dukke og rokkede frem og tilbage i sin seng. Det så ud som om hun sang et eller andet, men jeg kunne ikke høre hvad.

 

Bag døren på den anden side af gangen sad en midaldrende mand og spillede skak med sig selv.

 

Så drejede vi til højre. Jeg havde slet ikke set, der var en gang mere, og jeg blev så forskrækket, min krop spjættede en anelse. Straks strammede de to mænd grebet i mine arme, og det gjorde efterhånden ondt i dem. Jeg kiggede op på de to mænd. De ikke så meget som blinkede. Hvad var de, robotter?

 

Hvornår gav de slip?

 

Endelig. De havde næsten gået og løftet mig, så jeg gik på tæer. Det resulterede i, jeg faldt sammen, da de gav slip. En ældre dame stod i rummet, vi var stoppet ud for, og døren stod åben.

 

”Hej, miss Mills. Velkommen til Skt. Annes. Dette er dit nye værelse, hvor du skal bo indtil du får det bedre.”

 

Hvad mente hun med det, får det bedre? Jeg havde det da fint? Havde jeg ikke?

 

 

4/10

 

Seks dage. Det er næsten en uge.

 

Så lang tid havde jeg befundet mig det forfærdelige sted, hvor alle rendte rundt og legede med dukker, sang julesange til en person, der ikke var der, eller lå under sengen af angst for verden udenfor.

 

Jeg, til gengæld. Jeg var anderledes. Jeg var normal. Jeg teede mig ikke tosset hver gang, jeg skulle tage min medicin. Selvom jeg ikke vidste, hvad det var for. Men på de 6 dage, jeg havde været der, havde jeg lært bare at sluge, hvad der blev serveret.

 

Den dag var ingen undtagelse. Vi stod i kø som sædvanlig, mens en ung kvinde delte små bægre ud med forskellige piller i alt efter, hvem det var til. I mit bæger lå en lille rund, hvid pille og en blå, oval pille. Begge skulle de sluges, og jeg satte mig tilbage i sofaen, hvor jeg havde siddet før og set Lykkehjulet på VHS. Alting var så gammelt og forældet der. Intet var up to date. Ikke engang fjernsynet. Det var en gammel stor kasse, der mere lignede en kæmpe radio fra 70’erne. Men det var selvfølgelig bedre end ingenting. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor alting var så gammelt, og det får jeg nok heller aldrig svar på.

 

Nå, moving on.

 

Denne dag var dog lidt anderledes, for i dag kom en ny ”bruger”, som de så fint kaldte os, men vi var mere patienter, end vi var ”brugere”. Alle blev lukket ind på deres værelse kl. 14.00 præcis, for den nye personage, der blev tildelt et værelse på det fornemme Skt. Annes, ville ankomme 14.15. Jeg husker det så tydeligt.

 

Allerede inden døren ud til den gamle sekretær blev låst op og åbnet, kunne vi høre hende skrige og råbe i vilden sky. Aldrig havde jeg hørt så plaget en lyd før. Det var den mest skrækkelige lyd, jeg nogensinde havde hørt. Intet kunne måle sig.

 

Lyden kom nærmere i takt med mændene, der nok prøvede at bære hende, fordi hun gjorde modstand, bevægede sig tættere og tættere på min dør. Åh gud, lad dem ikke sætte hende ind ved siden af mig, kan jeg huske, jeg tænkte. Men selvfølgelig gjorde de det. De gik forbi min dør, men stoppede ud for den næste, hvor den midaldrende mandlige læge stod og ventede med en sprøjte. Det vidste jeg, for lidt efter holdt skrigene op, og alle mændene gik forbi min dør. Hun havde fået noget beroligende. Lige nu lå hun sikkert og kæmpede imod medicinen, der flød med blodet igennem årerne i hendes krop. Men hun kunne intet stille op. Kampen var tabt. tænkte jeg, inden jeg også lagde mig ned i min seng og sov ud ovenpå min egen medicin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...