I wish you smile again ~ One Direction

Vanessa Cameron der lige har rundet de 17 år og hendes lillesøster, Kelly Cameron på blot de 10 år kommer ud for en bil ulykke med deres forældre.
Lægerne gør alt, hvad de kan, men desværre ser det ud til at forældrene, allerede inden lægerne kom, er gået bort. Vanessa slipper med et brækket ben. Med Kelly står det værre til. Hun har fået vejrtræknings problemer, og en slem hjernerystelse - og skal straks undersøges og i behandling.
Der bliver hurtigt skaffet en midlertidig plejefamilie til dem, men hvad sker der når Vanessa finder ud af at det er selveste familien Styles der skal være Kelly - og hendes midlertidig plejefamilie? Vanessa's liv er ved at gå fra hinanden med alt det der lige er sket, men kan Harry få det vendt om inden det er for sent?

* Dette er første novelle så vi håber at I vil tage godt imod den *

34Likes
25Kommentarer
1465Visninger
AA

2. Moments there change my life

 

Jeg kan mærke en hånd – en fremmed hånd – på min pande. Jeg vågner med et sæt. Jeg kigger forvirret rundt på de mange ansigter der er rundt om mig. Og så hen til personen der havde sin hånd på min pande. Hvem er den kvinde? Hvor er jeg overhovedet henne? Hvor er mor, far og Kelly? Alle tankerne flyver rundt i mit hoved, så det er til at få hovedpine af. En smerte skyder op fra mit højre ben da jeg prøver at bevæge mig. Jeg bider mig i læben for ikke at skrige. Jeg lukker mine øjne for at samle mine tanker. Hvor var mor, far og Kelly? Af alt forvirring skreg jeg på dem; ”Kelly, mor, far...” Jeg måtte finde dem. Mine øjne fandt hurtigt nogle krykker der stod ved siden af min så kaldte seng. Jeg fik mine ben ud fra sengen. Smerten i benet kunne mærkes kraftigt. Men jeg skulle finde dem. Uden at tænke over de mennesker der stod rundt om mig, tog jeg fat i krykkerne og krykkede mig frem så hurtigt jeg kunne. Jeg kunne hører stemmer bag mig, men lukkede de mange stemmer bag mig, ude. Ingen skulle stoppe mig, jeg må og skal finde de andre.

 

* * *

 

En læge med ret meget fart på gik lige forbi mig. Uden at tænke over hvad jeg fortog mig, begyndte jeg at krykke efter lægen. ”Vent! Kan de sige mig hvor Kim, Alina og Kelly Cameron, ligger?” råbte jeg forpustet. Han stoppede op, og vendte sig mod mig. Hans ansigt udtryk sagde alt. Blot nikkede han og gjorde tegn til at jeg skulle følge med. Jeg fulgte lydløst efter ham mens alle mine tanker fløj rundt. Vi gik i stilhed, der gik en uro igennem min krop. Hvad nu hvis de var kommet slemt til skade? Den samme tanke kørte rundt og rundt i mit hoved. Min tanke blev afbrudt da vi kom ind i et stort og lummert lokale, der gav mig myggerkryb. Jeg kiggede mig hurtigt omkring, da mine øjne fandt Kelly. ”Kelly” hviskede jeg. Hun lå inde i et glas rum, hvor en masse udstyr var. Jeg bemærkede hun lå med en masse ledninger, og en iltmaske om hendes mund. En dame – der sikkert er en sygeplejeske – kommer gående hen til mig. Hun ser alvorligt på mig, ”Hej, du må være Vanessa.. Cameron?”og gør tegn til at jeg skal følge efter hende. Jeg læser hurtigt på hendes navneskilt at hun hedder Lilly..”Ja, det er mig..” siger jeg fraværende. Det eneste jeg tænker på er, om Kelly overlever, og hvad der er sket hende. Vi nærmer os en glas dør, Lilly, låser op. Jeg lukker døren stille efter mig, så det ikke vil forstyrre Kelly – hvis hun overhovedet er der. Lilly gør tegn til, at jeg bare kan sætte mig på den stol der er i hjørnet. Jeg stirre på Kelly der ligger helt bevidstløs med iltmaske og det hele. Der er helt stille, indtil Lilly bryder den, ”Din søster, Kelly, har lidt vejrtræknings problemer. Hun har også fået en hjernerystelse, når hun vågner kan vi se, hvad vi kan gøre. Hun skal i holde sig i ro og i de kommende uger skal hun til tjek for at vi kan sikre os, at alt går som forventet.” hun holdte en kort pause og kiggede hurtigt på Kelly og så på mig igen. ”Kom med mig” og gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter hende. Jeg nikkede blot. - Hvor skulle vi hen? Hvad med mine forældre, hvor var de?

 

* * *

 

Vi kom til en hvid dør, hvor jeg kunne hører stemmer, men ingen stemmer der var genkendelige.

”Hvor er mine forældre?” prøvede jeg, inden hun åbnede døren. Hun så usikker ud men så hurtig alvorlig ud. ”Kom” sagde hun bare og åbnede døren. Jeg kiggede forvirret omkring. Var det ikke den seng jeg vågnede i? Og nu når jeg tænker godt efter, var det så ikke også de tre mennesker der sad omkring mig da jeg vågnede? Men hvorfor er de her? Og hvem er de overhovedet? Nu raplere det da helt for mig. En dame med både glæde og sorg i øjne kom gående hen til mig. ”Hej, jeg hedder Anne, du må være Vanessa.. Cameron?” Spurgte hun venligt. ”Ja, det er mig” svarede jeg hurtigt og nikkede én gang. Jeg fik kantet mig hen til drenge der sad ved siden af Anne, - for at hilse på ham ”Hej, Vanessa Cameron” og lod min venstre-krykke falde ned for, at rækker ham hånden. Ret kikset, men jeg stod nu på ét ben og det eneste jeg havde, som støtte var min ene krykke i højreside, men desværre er min balance ikke helt i top. Hurtigt tog drengen min hånd, og klemte min hånd, som hilsen. Han kunne vidst godt se, at jeg havde svært ved at holde balancen, pinligt. ”Rart at møde dig Vanessa. Jeg er Harry, Harry Styles, søn til Anne” hurtigt svarede jeg ”I-ligemåde da,” han skulle ikke vide, at jeg var ret så ligeglad. Det eneste jeg var interesseret i var at få af vide, hvor min mor og far var og hvordan Kelly havde det. Lilly kom hen til mig med en kørestol, sig ikke at jeg skulle sidde i kørestol, ”Sæt dig ned, Vanessa. Din krop – og ikke mindst dit ben har brug for at hvile sig. Og bare rolig, du skal kun sidde i køre stol midlertidig. Hvis du vil gå rundt omkring kan du bruge dine krykker,” suk, lige hvad der manglede. Men når jeg tænker efter, er jeg ret træt i kroppen. Jeg sætter mig forsigtigt i kørestolen, og finder en behagelig stilling. Der er en akavet stilhed imellem os, ingen ved rigtig hvad de skal sige. ”Lilly?” Lilly ser alvorligt på mig ”Vanessa..” i det samme braser en læge ind, med et meget alvorligt blik. Det kan kun være sket noget skidt. ”Vanessa Cameron?” spørg lægen alvorligt, og lader sit blik hvile på mig. ”Ja, det er mig,” og kører hen til ham. ”Jeg har triste nyheder til dem,” han holder en kort pause, men forsætter så ”Dine forældre er erklæret.. døde.” Med den sætning stivner jeg. Mor, far.. de første tåre triller lige så langsomt ned af mine kinder. Jeg synker en gang for at få styr på mig selv igen – og ikke mindst min stemme ”Hvad.. hvad med Kelly?” Jeg ved ikke helt om jeg ville høre svaret, nu frygtede jeg kun det værste. Jeg har lige mistet mine forældre.. Kelly var den eneste jeg havde tilbage. Hun måtte ikke forlade mig, og slet ikke nu. Jeg kunne mærke tårnende presse på. Jeg synker en gang og ser op på lægen for at få svar. ”Du skal ikke være bekymret for hende. Hun er vågnet, og er i behandling,” en strøm af lettelse flød igennem mig, hun havde det -godt- i sin forstand. En hånd lagde sig på min. ”Kom, vi går ind og hilser på hende,” jeg kunne straks genkende personen. Det var Harry. Harry med de grønne øjne, og krøller. Jeg nikkede bare. - Altså, hvad skulle jeg sige? Jeg var i chok over det der lige var sket i de fem minutter, mine forældre var der ikke længer.. og Kelly var under behandling. Jeg vidste bare ikke om jeg skulle være glad – fordi Kelly var der – eller skulle jeg stor tude – foran nogle helt fremmed – fordi mine forældre var væk. Det var ikke ligefrem fordi jeg havde glemt, at Anne og Harry var tilstede – men hvorfor, det vidste jeg ikke.

 

 

* * *

 

Harry rullede mig ind – der hvor Kelly var. Mine øjne finder hurtigt Kelly ligge på en seng, med ilt-maske på. Åh nej, havde hun fået det dårligere? Jeg tog hurtigt mine krykker der var på siden af kørestolen. Og skyndte mig hen til Kelly's seng. Jeg lod min venstre krykke falde ned og lade min hånd strejfe mod hendes kind ”Alt skal nok gå, det lover jeg Kelly,” hendes blik gjorde ondt at se, jeg havde aldrig før set hende så bange, og ked. ”Hvor er mor og far?” jeg bider mig hårdt i læben. Hun fortjente, at vide det.. men i de tilstand hun var i, er hun skrøbelig. Nu var det min tur til, at være den bedste store søster. ”D-de.. ser ned på os,” nu kan jeg ikke mere, jeg overgiver mig, jeg kan ikke mere. Og med ét falder alle de tåre jeg bærete inde med. Et par arme knuger mig ind, det kunne kun være Harry's. Jeg lod min anden krykke falde ned, og knugede mig ind til ham. Akavet, at stå og stor tude ind i en fremmed drengs arme. Men det betød ikke noget nu, jeg følte en vis tryghed brede sig. ”Shh, det skal nok gå,” og med de ord han sagde, fik mig bare til at stor tude endnu mere. ”Van?” kom en lille pivene stemme bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om, ”Ja, sødeste?” et par tåre faldt ned over hendes kinder. ”Hvorfor forlod de os? Kunne de ikke lide os?” endnu et par tåre falder ned over hendes kinder. Jeg lænede mig ned over hende, og kyssede hendes kinder, ”De elskede, dig og mig, virkelig højt – og hvis de selv kunne vælge, var dette her ikke sket,” siger jeg selvsikkert, hun skulle ikke se min usikkerhed. Harry kom med nogle lomtreklæder, jeg tog hurtigt imod dem for at tørre Kelly's våde kinder. ”Tak,” siger jeg hurtigt. Et lille usikkert smil kom frem på mine læber – som han hurtigt gengældte. ”Shh, ikke græd. Jeg vil altid være der for dig. Ingen skal skille os,” og med de ord tørte jeg hendes våde kinder. ”Hvem er ham, der?” spørg hun forsigtigt. ”Det ved jeg faktisk ikke..” mumler jeg. ”Harry, og du må være Kelly, Vanessas lillesøster?” spørg han hende venligt, og trykker hendes hånd blidt. ”Ja. Det er mig,” siger hun stolt og trykker hans hånd. Et lille smil glider frem på hendes ansigt. En sygeplejeske kommer hen til os med et glas vand, ”Det ser ud til du har det bedre, Kelly. Så nu må du godt tage ilt-masken af,” siger hun med et smil og giver hende glasset. ”Kom, lad mig,” siger jeg hurtigt, og tager ilt-masken af hende og ligger den på sengen. ”Drik lidt, du har godt af at få lidt væske ind i kroppen,” hun gør som jeg siger, og drikker vandet i glasset.

 

* * *

 

Vi sidder i et vente værelse for, at give Kelly lidt ro. Nu ville jeg simpelthen vide, hvad de laver her!

”Må jeg spørge om noget?” og kigger fra Anne til Harry. Anne rømmer sig lidt, ”I skal bo hos os indtil der bliver fundet en familie der kan tage jer til. Men indtilvidere skal I bo hos os,” Åh, det svar havde jeg ikke lige forventet. Jeg kigger ned i mit skød, og så hurtigt op igen ”Oh..” andet kommer ikke ud af min mund. ”Når du er klar, kører vi hjem til jer og pakker jeres ting, og på vejen hjem til os, henter vi Kelly så har hun også fået hvilet ud,” siger Anne en anelse nervøst, hun var sikkert bange for at jeg sagde imod, men hvis jeg gjorde, hvor skulle Kelly og jeg så være? Der var ingen anden udvej, så vi måtte vel tage med dem hjem? Jeg vil aldrig kalde Anne for mor – og slet ikke Harry for bror. ”Jeg er klar, I har nøglerne ikke?” siger jeg en anelse stift. De skulle vide, at jeg havde denne løsning, men at jeg gjorde det for Kelly, Kelly havde brug for et hjem.

 

* * *

 

Vi kom ind i -mit- hus, alt stod som da vi forlod det. Rodet, snavset, og ikke mindst julet. Jeg fik kantet mig en på mit værelse, og der stod jeg så bare og stirrede på alle de ting der skulle pakkes ned. Jeg ville kun tage det med jeg ville få brug for, så bye'bye; seng, reol, skrivebord, lamper, tæppe, skab og meget andet. Jeg fik min kuffert frem, og begyndte at pakke det jeg ville få brug for.

Der gik ikke langtid før jeg var færdig med at pakke. Jeg fik det rullet ud i gangen til Anne – hvor Harry var ved jeg ikke. Uden at kigge på hende, forlod jeg hende, og fik mig kantet hen til Kellys værelse, jeg kom til værelset fik jeg øje på en – Harry. Hvad lavede han her inde? Det var mig der skulle pakke Kelly's ting og ikke ham. Han skulle slet ikke røre ved hendes ting. Jeg kunne mærke vreden i mig.

Jeg hostede en gang, for at få hans opmærksomhed, ”Hvad lave du her inde?” han kiggede bare undskyldende på mig, ja som om det hjælper. ”Øh, jeg tænkte bare at jeg ville hjælpe dig med at pakke, du ved..” jeg rystede bare på hovedet, og fik mig kantet hen til Kelly's seng og satte mig. Åh det var dejligt at sidde ned igen. Jeg stirrede bare hen på alle hendes ting. ”Såååe.. hvis du så gerne vil hjælpe, så kan du vel bare begynde at pakke hendes tøj ned i kufferten ovre i hjørnet. Jeg orker virkelig ikke at rejse mig op,” jeg ser bedende på ham. ”Jov, det skal jeg nok, bare lig dig ned og hvil dig lidt, men fald nu ikke i søvn!” siger han, og blinker en gang. Hvor er han dog kær, ej, hvad er det dog jeg siger? Jeg ryster hurtigt på hovedet for at få tanken væk. ”Du skal kun pakke de vigtigste ting..men du må godt tage hendes penalhus med, papir, og hendes skoletaske.. og glem ikke hendes bøger!” Han griner bare af mig, sagde jeg noget forkert? ”Jaja, det skal jeg nok. Hvor gammel er hun?” spørg han, imens han begynder at finde skoletasken, og hendes bøger. ”Hun er 10, og du?”, ”Jeg er 18, og du er?” spørg han smilende, ”Næsten lige blevet 17,” han nikkede, og pakkede det sidste ned i kufferten. Og der endte den samtale. Jeg har altid været et fjols til at starte og holde samtaler i gang..”Godt, vi er klar nu,” råber jeg til Anne. Jeg rejser mig hurtigt op, og kanter mig ud i gangen. ”Super, fik I paket alt? - Hvis, kan vi altid køre tilbage her til,” de ord ' vi kan altid køre tilbage her til' fik mig til at gyse lidt. Hvad skulle der ske med huset, og alle vores møbler – Hvad skulle der blive af alt hvad vi ejede? Og ikke mindst, hvad med mor og far's penge? Imens mine tanker kørte i ring igen og igen tog jeg min vinterjakke og hue på. Typisk! Nu havde jeg brug for en tredje hånd til at bære min taske med mine penge, mobil, vanter var i. ”Harry, har du en ledig arm fri?” Spørg jeg bedende. ”Ja, hvorfor?” griner han bare. ”Pleeeaaass, vil du ikke nok tage min taske for mig? Jeg har ikke rigtig nogle ledige hænder..” jeg ser bedende på ham. PLEAS harry, så er du den sødeste – for to minutter. ”Fintfint, jeg kan godt tage den,” siger han så, med et glimt i øjet, ”Tusind tak, Harry!” og fik et smil frem. Et meget lille og kort smil – men det var da et smil.

 

Vi var kommet ud – ud i kulden – det var faktisk begyndt at sne. Nu kom prøvelsen bare, kunne jeg komme hen til bilen uden jeg gled? Det ville ikke være et kønt syn og slet ikke med krykker. Jeg bevægede mig langsomt hen til bilen for at undgå at falde. ”Har du brug for hjælp eller?” hørte jeg bag mig, ”Nejnej, jeg klare mig,” hvorfor tog jeg ikke imod hans tilbud? Så ville jeg i det mindste komme sikkert hen til bilen, men min stædighed tog vidst over. Indtilvidere gik det faktisk ret godt, der var kun få meter fra bilen. Jeg kunne mærke isen under mig, isen svuppede under mig. Jeg kunne glide når som helst, jeg stod ikke engang særlig godt fast. En fod, og to krykker er ikke lige det bedste at så fast med.

To faste hænder greb om mine arme. ”Kom, skal jeg ikke hjælpe dig? Vi når aldrig at hente din lillesøster i den fart!” grinte han. ”Haha, meget morsomt, Harry Styles,” siger jeg flabet, og rækker tunge af ham. ”Du falder bare, og brækker den andet ben, lad mig hjælpe dig?” hans blik i øjne er en anelse alvorlige men også beskyttende. Hvorfor var han så sød imod mig, når jeg bare var.. indelukket? - Som altid, hah.

 

Til sidst overgav jeg mig, og lod ham hjælpe mig hen til bilen.

 

”Næste stop, hospitalet,” siger Anne glad. ”- Harry, ring lige og sig vi er på vej, og hun kan gøre sig klar,” Harry nikkede bare, og ringede op. Imens lukkede jeg alt ude og samlede mine tanker i fred. Kelly og jeg skulle bo hos nogle helt fremmed, Anne lyder som en sød person og.. Harry han er vel bare en flink fyr. Jeg grinte lidt, det lød ret underligt. Mig, Vanessa Cameron, synes en dreng er flink. Alle de drenge jeg har kendt, var bare fjollet og ikke til at snakke med. Hvilket vil sige, at jeg aldrig rigtig har prøvet at være forelsket. Kærlighed og mig er bare ikke en god kombi. Hver gang en sød dreng snakker til mig, gør jeg altid noget helt uventet så drengen synes jeg er TOTALT latterlig. Okay, lidt en overdrivelse.. jeg har kun rigtig mødt én sød dreng, og der gik det, selvfølgelig, helt galt. Men der var noget specielt over Harry, han var helt afslappet og jeg havde ikke dummet mig totalt endnu. Måske skulle jeg prøve, at åbne op for ham? Bare ham, og ingen andre. "Ikke fald i søvn," jeg vågnede op fra mine tanker med ét sæt. ”Arh? Hvad?” spørg jeg bøvet.

”Troede du var faldet i søvn,” mumler han ind i hans mobil. Jeg burde måske også lige tjekke min twitter? Og sådan lidt forskelligt, der er jo stadig lidt tid til før vi er der. Jeg tog min mobil frem, Twitter, måske var der sket noget nyt? Jeg fik hurtigt tweet'et; # Mit liv er et helved, intet kan gøre mit liv til det dét var engang. # Jeg så, at Harry så over min skulder, ”Harry! Alt rager altså ikke dig, bare fordi jeg skal bo hos jer i lidt tid..” råbte jeg af ham. ”Rolig, jeg nåde ikke at se, hvad du skrev,” en stilhed bredte sig i bilen. Hvor pinligt, jeg havde lige råbt af ham over 'ingenting'. ”Ehm.. hvad hedder du på Twitter? Så kan jeg følge dig,” siger han roligt. ”VanessaCameron, følger lige tilbage så..” jeg kigger på min mobil og læste; Harry_Styles under følgere. Der var et flueben ud fra hans navn, var det ikke kun 'kendte' der havde sådan et flueben, for at man kunne se at det ikke var en faker? Er der lige noget jeg har gået glip af? Jeg kigger op på ham, ”wow, der er jo vildt mange der følger dig” udbryder jeg, og gør store øjne. ”Tjo.. lidt lækker har man vel lov til at være,” og blinker en gang. Det er faktisk ret charmende når han gør det. ”Ha-ha, meget morsomt Harry Styles,” griner jeg. Jeg kigger på min mobil, og trykker 'følg'. Hvordan fik han så mange, til at følge sig? Det var jo helt vildt, jeg havde aldrig set nogle der havde så mange følgere.

 

* * *

 

Vi gik op af trapperne til deres hus, det føles som en evighed at gå op af trapperne, også selvom det kun var få trappetrin. Men når man er på krykker føles alt bare, som en evighed. Anne bære den halvsovende Kelly ind i varmen og Harry – den gentelman – tager vores kufferter + min taske og Kellys skoletaske. Endelig kom jeg ind i varmen. Jeg tog hurtigt mit overtøj af, og fik kantet mig ind til de andre. Kelly lå ned på deres ene sofa med et tæppe over sig, jeg forstår fuldt ud at hun er træt, efter alt det vi har været ude for + lægerne sagde at vi skulle sørge for, at hun tog det med ro og fik hvilet en masse. Vi skulle allerede hen til lægen igen i morgen ved 2-tiden. Jeg satte mig forsigtigt på kanten, og aede hendes kind. Hun skulle vide, at jeg ville være der for hende – altid, igennem alt. ”Sov godt, min skat. Jeg kommer og vækker dig når der er aftensmad,” siger jeg så blidt jeg nu kan, hun skulle føle sig tryg. Jeg føre en hårlok bag hendes ene øre og rejser mig op. Jeg kigger tilbage på hende, og sætter mig over i den anden sofa der er lige overfor. ”Må jeg sætte mig?” spørg han forsigtigt. Jeg nikker, som tegn til at han bare kan sætte sig. Til min store overraskelse sætter han sig ved siden af mig. Jeg kigger ned i mit skød, ”Vanessa,” og han ligger en hånd på mit lår. ”- er der noget galt?” jeg kigger op, og fanger hans øjne. ”Harry.. jeg er så bange,” og lænede mig ind til ham. Han knugede mig bare ind, det føles trygt. Jeg lod mine tåre falde ned mod min kind. Jeg trak mig lidt ud i vores så kaldte 'kram', jeg var ret overrasket over hvad jeg lige havde fortaget mig. Jeg tørte hurtigt mine øjne med bagsiden af min hånd. ”Undskyld,” og kiggede flovt ned. Jeg havde grædt så meget, at hans t-shirt var helt gennemblødt i den ene side. ”Det gør ikke noget,” og aede min kind. Vi sagde ingenting, men så blot på hinanden, indtil Anne råbte, at vi skulle spise, ude fra køkkenet.

 

* * *

 

Det overraskede mig, at Anne havde sådan et stort kokketalent. Hendes mad smagte helt fantastisk! Jeg nænnede ikke, at vække Kelly, hun skulle have lov til at sove helt ud - det havde hun brug for.

Harry havde fortalt mig, hvor jeg skulle sove. Han sagde, at det var Gemma's – hans søster – gamle værelse. Jeg stod nu i døråbningen til Gemma's gamle værelse. Wow, det var virkelig stort. Jeg så at min kuffert stod lige i midten af værelset. Jeg skyndte mig, at pakke ud så jeg kunne få sovet.

 

Her var virkelig stort, næsten for stort. Jeg fik mine natbukser nørklet på, bank bank lød det, ”Må jeg lige komme ind?” jeg kunne straks genkende at det var Harry, og skyndte mig at tage min natbluse på. Han skulle ikke se mig kun i bh, det ville være for akavet for ham og mig. ”Bare kom ind,” råber jeg hurtigt tilbage. Han kom ind, - han havde skiftet sin hvide t-shirt ud med en mørkeblå. Han så faktisk ret godt ud, hvis jeg skulle indrømme det. ”Åh, undskyld, jeg vidste ikke at du var ved at klæde om,” han satte sig flovt ved siden af mig. Jeg kiggede lidt skeptisk på ham. Han rømmede sig, - han fik faktisk lidt røde kinder, hvilket fik mig til at grine. ”Heeey, hvad?” han så undrende på mig. ”Ikke noget,” fik jeg fremstillet. ”-nååå... hvad så?”, ”Ikke så meget..” han stoppede op, og kiggede op på mig. ”-har du det okay?” jeg løftede mit ene øjenbryn. Som om, at jeg var okay. ”Ja selvfølgelig er jeg okay. Jeg har aldrig haft det bedre,” sagde jeg hårdt, og kiggede væk. Jeg fik det dårligt over at jeg fik sagt det så hård, da det åbenbart ramte ham. ”Undskyld, jeg ved godt at du har det svært..” mumlede han ned i jorden. ”Det er okay.. mit liv vil aldrig blive som før,” hviskede jeg. Og smed mig tilbage i sengen, og kiggede tamløst op i loftet. Og lod en tåre glide ned ad mine kinder. Harry lagde sig front mod mig. Han begyndte at tørre mine våde kinder, ”Shh, ikke græd, vi finder ud af noget,” jeg kiggede bare tamt på mig. Når ja, vi finder ud af noget.. det var da ikke ham der havde mistet det meste af sin familie.

Vi lå bare dér og kiggede op i loftet – det var ikke lige frem fordi det var særlig spændende -,akavet. Ingen af os vidste hvad vi skulle sige eller fortage sig.

Uden at sige et ord lagde jeg mit hoved på hans brystkasse. Han gav mig en vis tryghed, jeg virkelig havde brug for nu – også selvom at det var ret akavet, så gjorde jeg det bare. Han kiggede først forvirret på mig, men så lagde han hans arm om mig. Usikkerheden strømmede ind, jeg havde aldrig prøvet at have så meget nærkontakt med en dreng før – og slet ikke med en man næsten lige har mødt, der var bare noget specielt over ham, der gjorde mig tryg. Han rømmede sig lidt, ”Hvis du vil, og har overskud vil jeg gerne have du møder nogle..” han kiggede mig dybt i øjne, det var svært at sige nej, nu når han sådan spurgte. ”Det.. det vil jeg da gerne? Men, hvem er de?” spurgte jeg usikkert. ”Dem jeg næsten bruger alt min tid med,” han holdte en lille pause, som om han lige skulle tænke igennem, hvad han ville sige. ”- har du hørt om One Diretion? Det er et bandt.” han så spørgende på mig. Nej, det er langtid siden jeg sidst har hørt andet musik end julemusik og 'One Direction' lyder ikke ligefrem, som noget jeg overhovedet har kendt skab til? ”Nej, hvorfor?.. det er langtid siden jeg sidst har hørt andet end julemusik,” jeg rømmede mig lidt, det lød virkelig som om at det eneste jeg hørte var julemusik, men det var jo mest fordi, de andre ville høre det hele tiden? Det gælder vel ikke, eller gør det? Et grin undslap hans læber. Var det virkelig så sjovt? ”Så skal du møde dem i morgen! De kommer i morgen klokken 1,” sagde han glad, hans øjne lyste virkelig op som om at det var et mirakel der lige var sket. ”I morgen skal jeg til lægen med Kelly, klokken 2,” jeg rømmede mig lidt. ”Vi eller, hvis de ikke vil, så skal jeg nok tage med dig,”, ”Tusind tak, Harry,” gabte jeg. ”Ingen oversag,” han nussede mit hår. Det havde en beroligende effekt på mig, der gik ikke langtid før mine øjne lukkede i, og jeg befandt mig nu i drømmeland.

  _________________________________________________________________________

Hvordan tror I at Vanessa vil reagere når hun møder de andre drenge fra One Direction? Tror I på kærlighed ved første møde? 

Dette kapitel blev ret langt - men det var mest for, at få det 'igang'. Men frem over vil kapitlerne nok ikke være så lange, som dette.

HUSK - Like, hvis du synes den er god, kommenter, hvis du vil komme med både ris og ros, sæt den på favoritlisten, hvis du gerne vil følge novellen. 

Vi håber at I nød kapitlet.

Clara & Thea xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...