I wish you smile again ~ One Direction

Vanessa Cameron der lige har rundet de 17 år og hendes lillesøster, Kelly Cameron på blot de 10 år kommer ud for en bil ulykke med deres forældre.
Lægerne gør alt, hvad de kan, men desværre ser det ud til at forældrene, allerede inden lægerne kom, er gået bort. Vanessa slipper med et brækket ben. Med Kelly står det værre til. Hun har fået vejrtræknings problemer, og en slem hjernerystelse - og skal straks undersøges og i behandling.
Der bliver hurtigt skaffet en midlertidig plejefamilie til dem, men hvad sker der når Vanessa finder ud af at det er selveste familien Styles der skal være Kelly - og hendes midlertidig plejefamilie? Vanessa's liv er ved at gå fra hinanden med alt det der lige er sket, men kan Harry få det vendt om inden det er for sent?

* Dette er første novelle så vi håber at I vil tage godt imod den *

34Likes
25Kommentarer
1433Visninger
AA

3. Change my mind about the hospital

 

Min mor vendte sig om, og grinede helt vildt, hvilket fik mig til at smile så min mund revnede. Det var langtid siden jeg sidst havet set hende i så godt humør. ”Du burde virkelig høre dig selv, min lille rock tøs. Din stemme er jo næsten lidt så god som..” Mere nåede hun ikke at sige, før vi alle endte med et skrig.

En voldsom kraft slyngede mit hoved ind i sædet foran mig.

Og alt blev sort.

 

”Dine forældres tilstand var kritiske da de ankom til hospitalet, og de var ikke til at rede. Dine forældre gik bort for kort tid siden..”

 

Jeg kunne mærke en der ruskede i mig. ”Neeeeej” råbte jeg af alle mine lungers kraft. ”Vanessa!” Jeg slog øjne op med et sæt. Harry. - Men, hvordan? Hvad lavede han her inde? Jeg så bare spørgende op på ham, og tog mig til hovedet. Det dunkede. Mit hjerte bankede hurtigt – og hårdt mod mit bryst. Harry tog mig ind i sin favn, og strøg mig forsigtigt på armen. ”Det var bare et maridt,” sagde han roligt ind mod mit øre. Hvilket havde en beroligende virkning på mig.

 

* * *

 

Godmorgen, prinsesse, hvordan har du det?” spurgte jeg blidt. ”Selvfølgelig har jeg det godt.. Vi skal jo bo hos familien STYLES!!” udbrød hun helt hysterisk glad. Hvad skulle det betyde? En grinene Harry kommer hen til os, ”Hva, Kelly, er du fan eller hva?” grinede han, men armene over hovedet. ”Ommggg, Vanessa, sig det er en drøm!” jeg kigger bare underligt på hende, hvorfor skulle det være en drøm? Hun måtte havet slået hovedet hårdt. Hun niver sig selv i armen nogle gange, og et skrig – et glad skrig – kommer ud fra hendes læber. ”Harry, må jeg ikke få din autograf?” spørg hun, og hopper op og ned af sofaen. ”Jov, selvfølgelig,” siger han bare, og finder et papir og blyant frem. ”Hvad sker der lige, Kelly?” jeg kigger spørgende på hende. ”Du tager gas på mig ikke? Han er medlem af One Direction. Jeg siger dig ONE DIRECTION!” skriger hun. ”Heyhey, slap af Kelly, du giver mig bare hjertestop med alt det skrigerig,” mumler jeg, og sætter mig ned i sofaen. ”Her,” siger han fornøjet, og giver hende papiret med autografen. Hun hopper og og ned, imens hun skriger ” jeg har fået Harry styles autograf ”. Jeg sukker opgivende, og kigger spørgende over på Harry der bare smiler. ”Vil det hjælpe, Kelly, hvis jeg siger, at de andre drenge – One Direction – kommer over i dag?” griner han. Kelly måber bare, som om at det var hendes største drøm og se de såkaldte 'One Direction'-drenge. ”Har du hørt det, Vanessa, jeg skal møde drengende,” hvinede hun og dansede rundt. ”Harry, gider du lige fortælle mig, hvad der sker i knolden på hende?” Han grinede bare endnu mere af mig. Jeg kigger opgivende på ham, hvad var det sjove i det? ”Harry,” sagde jeg mere bestemt denne gang. Han satte sig ved siden af mig, og kiggede mig i øjne. ”Du skulle se dig selv. Jeg mener, du kender eller har aldrig hørt om One Direction?” jeg fnes af ham, hvor var han dog bare dum og høre på. ”Nej, men jeg kan vel lige google det, hvis det gør dig glad – så har jeg dog kendskab til det, nu når de åbenbart kommer her hen,” mumlede jeg ned i min mobil. Jeg fik hurtigt skrevet ”One Direction” i søgefeltet.

Jeg fandt ud af, at One Direction bestod af 5 drenge ved navn af; Niall Horan, Zayn Malik, Liam Payne, Louis Tomlinson og – selvfølgelig – Harry Styles. Hm, de var åbenbart verdens kendte. ”Når.. Hr. - åbenbart verdens kendte - Styles?” spurgte jeg flabet. ”Ja?” han så spørgende på mig.

Han tænkte sikkert, at jeg var skør i bolden, fordi jeg aldrig havde hørt om dem, når jeg havde en lillesøster der var totalt-over-mega-monster-meget fan af dem. Jeg havde ALDRIG hørt hende snakke om dem – ikke sådan direkte – hun havde aldrig nævnt 'One Direction', kun deres navne, og så har hun sunget med på deres sange, som hun sikkert havde hørt på youtube? ”Nu når jeg tænker over det.. kan jeg svagt huske, at hun har snakket om dig – Harry- og de andre drenge. Og det musik jeg har hørt fra hendes værelse var sikkert noget af jeres musik?” han lavede store øjne, ” - Men til mit forsvar har hun aldrig, jeg siger dig ALDRIG, nævnt om One Direction. Af det jeg har hørt lød det bare, som nogle drenge – og så noget musik? Plus, jeg var heller ikke klar over at I, du, dig.. havde noget med det, at gøre. Jeg mener.. hun var jo ikke, som hun er nu, da vi hentede hende. Men der var hun sikkert overvældet af alt det der var sket på så.. kort tid,” jeg kunne mærke, at jeg var på nippet til at stor tude. Jeg havde stadig svært ved at fatte, at de ikke længer var der. Ingen trygge rammer, ingen der holdte af en på den måde ens forældre holdte af en. Alt var væk.

En varm hånd lagde sig på mit lår. Jeg kiggede op i nogle grønne øjne. Nogle øjne der sagde; jeg vil passe på dig. Jeg kiggede uforstående på ham. ”Slap af, du behøver ikke at møde dem, du har brug for at være lidt for dig selv,” sagde han roligt, uden at flytte sin hånd. ”Tvært imod.. jeg har brug for, at være sammen med nogle, for at få mine tanker på andre ting,” jeg lagde forsigtigt min hånd oven på hans hånd, for at vise at jeg var taknemlig for det han havde gjort for mig, og får Kelly. Jeg vidste ikke lige hvad, men noget sagde mig, at han havde gjort os en stor tjeneste. Jeg rømmede mig lidt, ”Hvornår var det de kom?”, han kiggede på sin mobil, og fangede så mine øjne i hans. ”De kommer klokken 1, om en halvtime,” sagde han så. Wow, var klokken så mange? Men godt, at jeg kun manglede at rede mit hår lidt, så jeg ikke lignede en pige, med en fuglerede oven på hovedet. Deres indtryk af mig måtte ikke være dårligt, på den måde at jeg ikke skule være kendt, som 'hende med fuglereden på hovedet'. Jeg grinte af tanken. Jeg kiggede hen på Harry, der bare kiggede undrende på mig. Jeg rystede svagt, og rejste mig op, ”Jeg må heller lige få redt mit hår, inden de kommer så. Jeg skulle jo nødigt give dem hjertestop af min fuglerede jeg har på hovedet,” grinte jeg, og pegede på mit hår.

 

Årg..” sukkede jeg, ”hvorfor vil mit hår ikke sidde som jeg vil have det?”.. jeg ved godt, hvad du tænker. Men jeg kan godt lide, at snakke med mig selv, okay?

 

Efter lidt tid, fik jeg mit hår redt ud, ingen ugler, mit hår var fint og glat for en gangs skyld. Jeg glattede hurtigt mit hår, og lagde et frisk lag mascara på. For en gangs skyld så jeg også lidt godt ud, bare lidt. Det ringede på døren. Åh god, jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne hen til stuen, og satte mig, som om intet var sket.

Jeg kunne høre nogle friske og glade drenge stemmer ude i gangen, det kunne kun være dem. Jeg kiggede bare ud af vinduet, og kiggede på sneen der havde overdækket alt.

 

Det her er så Vanessa. Hun bor hos os indtil videre..” sagde han nervøst. Det gav et sæt i mig. Jeg havde slet ikke opdaget, at de var kommet ind. Jeg nikkede hurtigt for, at bekræfte, at 'Vanessa' var mig. Pludselig kom Kelly skrigende ind i stuen. ”Og det er så Kelly, Vanessa's lillesøster,” grinede han. En dreng, med ret kort hår kom hen til mig, ”Hej, Liam,” sagde han og rækte hånden frem. Jeg skyndte mig at rejse mig op, og tage imod hans hånd. ”Vanessa,” sagde jeg hurtigt. Nu kom en livlig dreng til syne. Han's øjne fangede mig hurtigt, de havde en klar blå-farve. ”Naill,” sagde han og trykkede min hånd. Jeg nikkede hurtigt, da to andre drenge kom hen til mig. ”Zayn,” sagde han hurtigt. Han's hud var brun, og hans hår var sort, og så havde han nogle utrolig mystiske øjne, ja du hørte rigtigt. Mystiske. En dreng i en stribede t-shirt, og nogle røde seler kom frem i mit synspunkt. Spøjst. Jeg havde aldrig før set en have sådan en stil. Der var intet i vejen med den, den var virkelig fed! Det var flot, at han tørte gå i sin egen stil. ”Louis,” sagde han med et stort smil. Hvilket jeg fik mig til at smile hurtigt. Jeg satte mig lige så hurtigt ned igen. Jeg var allerede ved, at blive træt i mit ben. Men det var vel ikke så mærkeligt? Jeg så hen på Kelly, hun var allerede i gang med, at få deres autografer. Hun havde ét stort smil – et smil der gik helt op til ørerne, det var sikkert det 'bedste' der var sket i hendes liv. At se sine idoler. Hun havde også godt af, at komme på andre tanker, og hun skulle allerede snart til lægen. Okay, snart og snart. Om 3 kvarter. ”Er der noget galt?” spurgte en stemme, en stemme jeg ikke kunne genkende. Jeg kiggede hurtigt hen på personen. ”Nej, jeg er bare lidt træt,” sagde jeg hurtigt, og smilede lidt for at vise, at der virkelig ikke var andet. - Men det var jo løgn, men jeg kendte ikke dem, og de kendte ikke mig. Og i det hele taget rager det ikke dem. ”Forresten, hvad hed du nu?” spurgte jeg. Hvor flovt har det lige lov til, at blive? Hvor er jeg glemsom. Men alle er jo ikke gode til alt, og mig og navne var bare et stort helvede. Til min trøst kunne jeg huske mit eget navn. Haha, hvor var det bare meget morsomt var. ”Liam,” grinede han. ”-Jeg kan godt tage et skilt på, hvor mit navn står?” jeg løfter det ene øjenbryn, det lød virkelig dårligt. Det var svært, at se om han mente det eller ej. ”Seriøst? Mener du det?” udbrød jeg med store øjne. ”Tjo, selvfølgelig?” han kløede sig lidt i sit hår. Okay, man kan næsten ikke kalde det hår, for han havde virkelig lidt hår på hovedet.. ”Harry?” råbte han så. Jeg fik et chok da han råbte det, ej.. nu skal det nok blive endnu mere pinligt. ”Har du noget papir og blyant? Og selvfølgelig tape,” grinte han. ”Jov, det har vi sikkert et sted, hvorfor?” Harry så undrende på ham, og så på mig, der var på nippet til at få et grineanfald. ”Vanessa her, har et lille problem,” grinte han ”- hun kan ikke huske vores navne, så vi laver lige nogle navneskilte!” De andre kiggede hen på mig med store øjne, ”Ja, undskyld? Det er altså ikke alle der har et talent med, at huske navne..” mumlede jeg, og så ned i mine hænder. De brød alle ud i grin. Totalt til grin.. sådan føles det i hvert fald. ”Ej, det kan du ikke mene, Van!” udbrød Kelly der sad oven på.. ja, på en af drengene. Ham der med det blondehår. ”Jov, det kan jeg godt mene,” og nikker hurtigt. Jeg mener, hvad jeg siger, jeg er en idiot til navne.

 

Harry kom ind med noget papir, og blyanter – og ikke mindst tape. ”Så drenge, nu må I heller skrive navn på jer,” udbrød Harry af grin. Jaja, grin du bare Harry Styles. ”Du skal da også lave dig et navneskilt!” udbrød ham med den stribede bluse. ”Hun kan godt mit navn, ikke også Vanessa?” Han lød ret stolt over, at jeg kunne hans navn. Jeg mener, se ham lige. Det smørrede smil, siger jo alt.. plus jeg 'bor' her jo på en måde, så jeg skal kunne Anne og Harry's navne. - Hvilket jeg også kan. ”Jov, HARRY!” sagde jeg, og lagde tryk på 'Harry'. De andre brød ud i grin, var det virkelig også så sjovt? Min egen lillesøster grinede med. Jeg sukkede. ”Godt, nu kan du se, hvad vi hedder,” grinede ham der åbenbart hed Naill. ”Zayn, Louis, Liam og Nail,” sagde jeg så. ”-Og Harry,” og smilede stolt.

 

 

Vi sad bare og snakkede, og ikke mindst fjollede. Tiden fløj afsted. De var alle virkelig søde og imødekommende. Kelly hyggede sig virkelig meget. Jeg havde aldrig før set hende i så godt humør, det var bare ærgerligt, at vi snart skulle gå. ”Hvad er klokken?” spurgte jeg hurtigt. ”Lidt i 2, hvorfor?” svarede Louis. Jeg tog mig hurtigt til hovedet, hospitalet! ”Åh gud! Kom Kelly, vi har travlt!” udbrød jeg højt. ”Nej, jeg vil ikke,” råbte Kelly af mig. Drengene så forvirrende ud, selvfølgelig vidste de ikke, hvad vi snakkede om. Jeg kiggede hjælpeløst hen på Harry, han vidste at hun skulle på hospitalet. Han nikkede, og gik hen til Kelly der sad oven på Zayn. ”Kelly, det er jo kun for dit eget bedste,” sagde han blidt. ”Jamen, jeg vil ikke. Jeg har det så godt! Jeg vil ikke, Harry,” en tåre triller ned. Drengene kigger bare helt uforstående fra mig, til Kelly og til Harry. ”Shh, ikke græd,” prøver Zayn. Jeg går forsigtigt hen til Kelly, der sidder og græder mod Zayn's bryst. Shhh, hører jeg Zayn sige flere gange, der for hende til at slappe lidt mere af. ”Kelly, kig på mig,” siger jeg bestemt. ”Nej, gå din vej,” råber hun af mig. Jeg ser sorget på hende. Jeg bider mig hårdt i læben for ikke at græde. Ikke foran dem. Jeg synker en gang. Hvad skulle jeg sige, jeg var helt mundlam over, at hun afviste mig. Hun vidste, at det var det bedste for hende, hvis hun kom på hospitalet. Men fordi hendes idoler var der ville hun ikke gå. Jeg kunne mærke vreden stige op. Det var også fucking deres skyld, at vi ikke var hos lægen nu. Klokken var allerede over 2. Jeg fik min mobil frem, og tastede hurtigt sygeplejeske - Lilly - nummer. Der gik ikke langtid før hun tog den. ”Hej, hvor er I henne? Hvorfor er i her ikke, vi venter på jer,” hun lød stresset, hvilket jeg godt kunne forstå. ”Hun nægter,” jeg holdte en lille pause, og så på de andre der bare sad og stirrede på mig. Jeg må væk, dette her rager ikke dem. Jeg gik ud i køkkenet, ”Hendes idoler, One Direction, er her, og hun nægter. Hun afviser mig. Hun ved, at jeg kun vil hende det bedste,” jeg bed mig i læben, hvad skulle jeg gøre, hun nægtede. ” der var stille, jeg ville tro at hun tænkte sig om. ”Har hun det godt? Trækker hun vejret, som hun skal?”, ”Altså.. hun sagde, at hun havde det godt – men det var vel mest fordi hun ville blive hos dem,” sagde jeg tøvende og tog mig til hovedet. ”- Hvad skal jeg gøre?” Det er håbløst det her. ”Lægen siger, at hvis hun har det fint og ingen tegn på at hun har det dårligt, behøver I ikke komme,” sagde hun roligt. ”Åhh, tusind tak! Jeg skal nok ringe, hvis hun får det dårligere,” forsikrede jeg hende om. En strøm af lettelse bredte i mig. Jeg åndede ud, nu skulle jeg kun holde øje med om hun fik det dårligt. Jeg vendte mig om for at gå ind og fortælle de andre det. Gæt lige hvem der stod i døråbningen? Harry, selvfølgelig, hvem ellers? ”Harry,” nærmest hviskede jeg. Jeg ved ikke om jeg var glad for at se ham, eller ej. I det hele taget vidste jeg ikke, hvordan jeg havde det. ”Hvad sagde hun så?” spurgte han forsigtigt, han vidste jo godt at det ikke ragede ham, men han var vel bare nysgerrig. Lidesom de andre, der ikke fattede hat af hvad der lige var sket. ”Vi skal holde øje med hende. Får hun det utilpas skal vi ringe,” sagde jeg stift. Han nikkede. Jeg kantede mig forsigtigt forbi ham.

 

Da jeg kom ind i stuen, vendte alle deres opmærksomhed mod mig. Det føles ubehageligt. Jeg kiggede hen mod Kelly der var stoppet med at græde. Nu fik hun sin vilje, men får hun det dårligt skal hun kræftedme tage med til hospitalet så lægen kan tjekke hende. ”Godt så,” sagde jeg køligt. ”Ingen tur til hospitalet. Men får du det utilpas – bare det mindste – skal du sige til,” sagde jeg hårdt. Jeg fortrød hurtigt den hårde tone jeg havde på. Men jeg var vred over hendes opførsel, og ked af det. Jeg fik mig humpet hen til hende. Hun sad stadig på Zayn. Zayn havde en helt gennemblødt t-shirt på. Åh Kelly altså. ”Jeg vil ikke miste dig, okay. Jeg vil dig kun det bedste. Dør du, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv. Det er rigeligt efter det der skete i går. Og jeg ved, at du ved at jeg kun vil dig det bedste,” sagde jeg blidt. Jeg havde helt glemt at; Zayn, Naill, Louis og Liam stadig var der. Men fuck dem, nu var det bare vigtigt at Kelly vidste at jeg mente det godt, hun var skrøbelig – ligesom mig selv – men at se Kelly græde, kunne jeg ikke tage. Det gjorde alt for ondt. ”Undskyld, Van. Jeg ved du kun vil mig det bedste, men jeg er bare så bange.. Jeg vil ikke dø, ikke nu,” sagde hun trist. ”Du skal ikke være bange. Jeg er her,” sagde jeg blidt og aede hendes kind. ”Jeg går op, jeg er ret..træt,” mumlede jeg, og kiggede hen på Harry der hurtigt nikkede. Han vidste, at jeg havde brug for at være lidt mig selv. - han havde selv sagt det, men jeg sagde imod. Men han havde ret, jeg havde brug for at være alene og samle mine tanker. ”Det var rart at møde jer,” og vendte om for at gå ind mod mit værelse. ”I-ligemåde!” hørte jeg dem sige.

 

* * *

Kære Dagbog

Jeg har været op og skændes med Kelly, og jeg har aldrig set Kelly så forgrædt før. - Det gør ondt, at se hende sådan. Harry's bedste venner, altså One Direction, kom på besøg. De var faktisk sødere end forventet, når man tænker på at de er drenge. Mig og drenge har aldrig været det kønneste syn. Men der er noget specielt over Harry. Noget jeg ikke kan forklare, men jeg føler mig ligesom mere tryg i hans nærvær.

Jeg er bekymret for Kelly. Med drengenes tilstedeværelse, Kellys store idoler, kan man aldrig vide sig sikker. Lige nu tænker jeg kun negative tanker, måske skulle jeg tænke mere på den tid jeg har med Kelly i stedet for, at tænke på at miste hende...

 

Jeg kunne mærke tåre glide ned over mine kinder. Hvad skulle der blive af mig?

 

Det er bare svært, at tænke positivt når alt bare går galt. Men man har vel også lov til at være ked af det? Lilly havde ringet og fortalte at vi skulle komme i morgen når det passede os. Hvilket jeg var ret glad for, så havde jeg hele dagen til at overtale hende. Lilly havde sagt at de bare skulle tjekke Kelly. For at se om at gik som forventet, hun havde også sagt at jeg ikke skulle være bekymret, jeg kunne dog ikke slippe bekymringerne selvom jeg virkelig prøvede.

 

Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan bilulykken blev til. Men det eneste jeg har forstået er, at mine forældre er borte. Om 3 dage skal vi til begravelse. Anne, Harry, Kelly og jeg. Og måske de andre drenge, men så skal det være for Kelly. For jeg har bestemt ikke brug for deres tilstedeværelse til mine forældres begravelse. Vi kendte dem jo heller ikke også selvom at Kelly synes hun kendte dem.

Men hvis det vil gøre hendes triste dag bedre, må de vel godt komme med. Men først vil jeg spørge Kelly, og først der efter kunne jeg spørge dem. Men HUSK lige, at jeg gør det for Kelly, for hvis det stod til mig ville jeg aldrig tillade det.

I morgen, efter vi havde været til lægen med Kelly, skal vi ud og vælge deres kister, tøj, gravsten og hvad farve blomsterne skal være. Mor elskede liljer, især de hvide og lyserøde liljer...

 

Jeg prøvede, at koncentrere mig om bogstaverne på papiret, men tårerne slørede mit blik. Jeg hørte et svagt bank, det lød som om det kom fra min underbevidsthed, som et råb om at jeg skulle tage mig, men da endnu et bank fulgte efter var jeg sikker på det var virkeligheden. Jeg prøvede at tørre tårerne væk, de hjalp dog ikke da de hurtigt blev fyldt op af nye. Endnu et bank lød mod i dør, hvor efter et klik lød, jeg vidste døren var gået op og nogen kom ind, jeg håbede på det bedste, jeg håbede på at det var Harry.

_________________________________________________________________

Hvem tror I det er, der kommer ind? Er det Harry? eller er det en helt anden?

HUSK - Like, hvis du synes den er god, kommenter, hvis du vil komme med både ris og ros, sæt den på favoritlisten, hvis du gerne vil følge novellen.

Vi håber at I nød kapitlet.

Clara & Thea xx

OG LAD OS SÅ LIGE FEJRE AT KISS YOU VIDEOEN KOM UD!!!! FANGIRLER FOR SYGT, HÅBER I NØD DE HELT FANTASTISKE DRENGE!!!! OMG OMG OMG <33333333

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...