The Hunger Games

Alt var øde undtagen et sted på hele Jorden. Undtagen Amerika. Efter at Dødsspillet er væk og at Kattua Everdeen og Peeta Mellark er døde og glemt. Har Capitol overtaget magten igen. Alt er tilbage som det var før oprøret, bare 10 gange værre. Dødsspillet er tilbage og værre end før. Sulten hersker. Børn og voksene dør vær dag, men Capitol er ligeglad med dem. Men en dag da Primrose Everdeen bliver soner i et af Jubilæumsspil. Ikke som det gamle, men nu være ti'ene år. Primrose, er Kattua's tip tip oldebarn, som er opkaldt efter hendes søster. Men hvad sker der i spillet og kan hun overleve??

OBS. Læsning på egen ansvar!

1Likes
2Kommentarer
429Visninger
AA

2. Høstdagen

 Jeg kunne hører hans hjerte banke langsommere og langsommere. Hans normale vejrtrækninger holdt op og han begyndte at stønne og hoste blod op på mig. Jeg begyndte at skrig. Jeg kunne mærke at hans hånd blev kold og min svedig. Hans ansigt begyndte at smelte, hans smukke ansigt. Han kiggede på mig smeltende og grinede ondskabsfuldt. Nogen råbte mit navn langt væk. Jeg begyndte langsomt at gå baglæns, væk fra ham. Jeg faldt. Dybere og dybere ned i dybet. Nogen ruskede i mig og sagde mit navn, nu tættere på. Jeg åbnede øjnene og kiggede dybt op i nogen kærlige grå/blå øjne. Ham som havde reddet mit liv op til flere gange, min bedsteven og så meget mere. Jeg kiggede op i Bastians smukke øjne. Jeg begyndte og smile og det fik Bastian til at grine.

 Da vi var færdige med at grine, fik vi morgenmad som min mor havde lavet igår. Vi gik ud på gaden og begyndte at gå da jeg kom i tanke  om at jeg skulle ligge en seddel til min mor om at vi var gået. Jeg kan huske sidste gang at jeg var smuttet uden at lægge en besked. Vi kom grinende hjem efter vi havde været i byen. Min mor sad med min lillebror på sit skød og kiggede på os. Den var lidt over 12 om natten og hun så træt ud. Jeg fik en skideballe og Bastian måtte klar sig selv i et par dage.

 Vi gik op til Byretten og fik udleveret vores skjolde og sværd. Bastian satte krukken en halv meter fra os og smed så det mindste af sværdene over til mig uden af kigge og jeg greb det med min hånd. Nu spørger du sikkert hvad Bastian og mig laver, det finder du ud af omme lidt. Vi stod og slog lidt på hinanden med den flade side af sværdet. Da der var kommet omkring 3-5 mennesker begyndte vi. Jeg slog ud efter ham med sværdet og han undgik det lige som planlagt. Jeg dukkede mig og smadrede mig hånd ind i hans mave. Han tabte pusten og væltede baglæns. Folk rundt omkring begyndte at klappe og jeg vendte mig om mod vores lille publikum og bukkede. Bastian havde rest sig op og jeg vendte mig om mod ham. Han var klar igen. Sværdene slog mod hinanden og folk heppede på deres ynglings. Men jeg hørte dem ikke, det var kun Bastian og mig i verden. Jeg kunne hører sværdet suse forbi mit venstre øre og mit hår faldt af. Ikke meget, måske bare en lille cm.  Jeg faldt bagover og landede på min røv. Bastian begyndte at grine og folk rundt omkring jublede. Jeg kiggede muggent på ham og han smilte sit berømte scoresmil. Han hjalp mig op og folk begyndte at gå igen. Vi gik over og kiggede ned i krukken. Det lå godt og vel penge nok til os begge + det til Capitol for lån af våben. 

 Vi gik tilbage til Byretten og aflevede våbnene. Da jeg ville give kvinden ved bordet pengene ville hun ikke tage imod dem og sagde at vi skulle beholde dem. Jeg kiggede undrene på Bastian og han så lige så forsviret ud som jeg sikkert gjorde. På vej hjem skiltes vi og gik begge hjem efter at vi havde delt pengene op. Bastian fik mere end mig pga. at jeg kun havde 3 munde at mætte mens han havde 5. 

Da jeg kom hjem stod der et karbad med dampene varmt vand til mig. Min mor vaskede mig og fandt en smuk blå kjole til mig. Hendes fra hendes tid som borgmester datter. Men det lagde hun bag sig da hun giftede sig med en fra fugen, min far. Jeg havde fået kjolen på og min mor børstede hår og satte en lille spænd i. Jeg gik hen og så mig i spejlet. Jeg så ikke mig selv, men en smuk pige på 15 med langt mørkebrunt hår med slangekrøller i, de flotteste grønne øjne og en flot figur i den smukke kjole. Min lille bror på 10 år kom hen til mig og så sig i spejlet. Han havde en hvis skjorte på og sorte bukser. Det var hans første Dødsspil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...