Wounded - One Direction

Harry Styles var ikke helt uskyldig, før han tilmeldte sig x-factor. Han har holdt på en hemmelighed i mere end 2 år, og er nu, mere end nogensinde før, bange for at den bliver afsløret, da Liams 17-årige kusine skal bo hos ham i 2 måneder. Til en fest nogle uger før sin audition til x-factor, så han hende blive voldtaget og han gjorde ikke noget ved det. Han stod og var med til at ydmyge hende, sammen med resten af den gruppe drenge, der var omkring hende. Men vil det bryde ud, at Harry Styles var vidne til en voldtægt uden at gribe ind? Drama nærmer sig.

63Likes
92Kommentarer
3324Visninger
AA

2. Situationen

Hans hænder er over alt. Panikken vælder ind over mig og skriget baner sig vej frem i min hals, men da jeg åbner munden, kommer der ikke noget ud. Hans mørke øjne borer sig ind i mine, da han begynder at hive mine trusser ned. Hans læber angriber mine, idet jeg prøver at skrige igen. Men intet sker. Ikke en lille lyd kommer hen over mine læber. Min krop svigter fuldstændig. Han er lige ved at få ordenligt fat om mine trusser, da..

Da jeg vågnede. Badende i sved. Skriget lå stadig på mine læber. Oplevelsen kørte stadig rundt i hovedet på mig, og var lige ved at bringe nogle tårer frem. Jeg vendte hovedet og så stift på mit sorte digital ur der lyste op på mit værelse. 

05.44

Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne sove længere, så jeg satte mig op i sengen og trak fødderne helt op under mig, imens jeg betragtede mit værelse i mørket som omsluttede min krop. Jeg sad sådan længe, lige indtil mit vækkeur ringede. Jeg drejede søvnigt hovedet og så hvad klokken var, selvom jeg godt vidste det. 06.45. 

En stille banken lød på min dør og jeg puttede mig under dynen som om, at jeg stadig sov. 

"Clarissa?" Jeg var lige ved at hvæse af min mors forsigtige stemme, men jeg styrede mig. Jeg hadede når hun kaldte mig Clarissa. 

"Ja?" svarede jeg og løftede søvnigt hovedet. Hun sendte mig et forsigtigt smil, et glasagtigt smil, som vi begge to ved hvad betød. 

"Du skal op," sagde hun forsigtigt. Jeg nikkede til svar. Mere kommunikation har der ikke været mellem os længe. Ikke lige siden den aften. Jeg gøs ved tanken og trak vejret dybt.

Det tog et stykke tid for mig, at komme op, men da jeg endelig fik taget mig sammen, trak jeg i et par joggingbukser og en langærmet t-shirt, for at skjule de forfærdelige brændmærker som havde hjemsøgt mig lige siden den aften. Ligesom alt andet også havde. 

Da jeg kom ned i køkkenet, stoppede snakken brat. Jeg hævede et øjenbryn mod min mor, men hun så bare ned i sin tallerken med et skyldfølelsen tværet ud i hele ansigtet. 

"Mor? Hvad sker der?" spurgte jeg, imens jeg tog en grape ud af køleskabet, skar den over og lagde halvdelen ind igen. Jeg skænkede mig selv en kop kaffe og satte mig ved bordet. Der ville blive protesteret hvis ikke jeg spiste. Så det gjorde jeg. Men et minimalt kalorieindtag.

"Din fætter Liam kommer i dag," begyndte hun og rømmede sig kort. Jeg rynkede mine øjenbryn, hvad var så forfærdeligt ved det? "Og han tager sig med, Clary, skat. Du har altid gerne ville bo i London, og han har tid til dig lige nu.."

Jeg ved ikke hvad der skete indeni mig. Det slog bare klik for mig. "Hvad?" spurgte jeg skarpt. Skarpere end jeg burde. "Sender du mig væk? Han har TID til mig? Nu? Efter hvad? 2 og et halvt år?! Jeg vil ikke.." 

"Men det skal du, fordi du er stadig mindre årig og jeg bestemmer over dig, så Clarissa, pak dine ting og vær klar om en time," svarede hun mig med et endnu skarpere og giftigt tonefald. Jeg mærkede hvordan min mave krummede sig sammen og hvordan mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jeg skubbede irriteret min tallerken væk fra mig, uden at have rørt noget af det. 

"Clarissa-" 

"Lad mig være!" råbte jeg og styrtede oven på igen og ind på mit værelse. Jeg gemte mig under dynen og lod for en gangs skyld hulkene gennembore min krop. Min store, fede, gigantiske krop. Det var længe siden, at jeg havde grædt så voldsomt, men det virkede som om, at jeg ikke kunne stoppe igen. Hvordan kunne min mor svigte mig? Jeg havde ikke lyst til at bo hos Liam. Jeg havde ikke lyst til at møde hans venner. Jeg havde ikke lyst til at møde ham. Han ville minde mig endnu mere om den aften, hvor det hele ramlede sammen om mig.

Stilheden havde ligget over mit værelse i en halv times tid, da min mor bankede på døren og afbrød den perfekte stilhed.

"Har du pakket, Clarissa?"

"Nej."

"Så gør du det nu, for Liam er på vej og prøv nu at være et godt eksemplar. Red dit hår, gør lidt ud af dig selv," befalede hun skarpt. Smerten borede sig ind i mit bryst, tårerne var lige ved finde vej ned af kinderne igen, men jeg lod dem ikke. I stedet rejste jeg mig op, gik med faste skridt hen mod min skuffe og fandt den lille æske bagerst. Jeg åbnede æsken og åndede ud. Barberbladet lå og glimtede i mørket. Jeg nåede ikke engang at tænke mig om, før jeg havde strøget den over min arm. Jeg betragtede blodet der piblede frem. En gang til. Og en gang til. En sidste gang.

Det falske smil banede sig vej frem på mine læber, da jeg havde bundet min arm ind. Nu var jeg klar. 

*

Der lød en hård banken på døren, og selvom jeg hørte det, rejste jeg mig ikke for, at gå ud og åbne. Det føltes som om, at noget inden i mig var i gang med at knække og det gjorde mig ude af stand til at rejse mig. 

"Clarissa! Hvorfor åbner du ikke døren?" vrissede min mor vredt af mig. Jeg trak på skulderne og kiggede ned i bordpladen. "For fanden, Clarissa," bandede hun på vej ud og åbnede døren. Jeg kunne næsten mærke, hvordan hun mødte Liams, altid smilende, ansigt med et stort falsk smil.

"Liam, hvor er det længe siden!" hvinede hun højt ude fra døren. Jeg gyste og borede neglene ind i min hånd. Smerten virkede ikke. Jeg bed mig i læben, og forbandede alting langt væk, da det heller ikke virkede. 

"Det er godt at se dig, Blair," hilste Liam høfligt. Jeg lyttede efter deres fodtrin og hævede blikket, da jeg hørte dem komme ind i køkkenet.

"Hej Liam," hilste jeg pænt og smilte falsk til ham. Han så ud til at kunne gennemskue mig, for hans blik prøvede at gennembore mit.

"Hej Clary, er du klar? Drengene glæder sig til at møde dig," smilede han. Uden at tænke over det begyndte jeg at ryste, ved tanken om den aften, hvor alt var ramlet sammen omkring mig, og nu skulle jeg stå ansigt til ansigt med en af dem. Mon han ville kunne genkende mig? Ville han undskylde? Eller ignorere mig?

"Jeg er klar, ja," løj jeg og smilede skævt. Provokerende falsk, men et smil. Jeg skulle til at tage min taske, men nåede det ikke før, at Liam havde taget den. "Tak," mumlede jeg lavt og så ned i jorden. Rødmen stod sikkert op i kinderne på mig. 

Min mor tog forsigtigt fat i min arm, og løftede mit ansigt. "Hyg dig nu, min skat," smilede hun og strøg mig over kinden. "Prøv at se om du kan få det bedre."

Vreden begyndte allerede der at rase i mig. "Jeg har det fint," hvæsede jeg og strøg ud i gangen, hvor jeg tog mine converse på og min jakke. Jeg råbte ikke engang farvel, da jeg gik ud af døren. Min krop gjorde ondt. Jeg gjorde ondt. Det hele var bare for meget. 

Jeg ventede fem minutters tid ude ved bilen, inden Liam kom ud af huset med min taske og et alvorligt ansigtsudtryk. Han åbnede bilen og jeg steg ind i venstre side på forsædet. 

Vi kørte næsten ti minutter i akavet stilhed. Liam var den første til at bryde den. "Hvorfor vrissede du af din mor?" spurgte han forsigtigt og skævede til mig.

"Det vedkommer ikke dig," svarede jeg skarpt. 

"Clarissa, det er mig. Liam," sagde han blidt. Jeg var lige ved at sige undskyld, da det gik op for mig, at han bare brugte sit kendte hundehvalpe udtryk. Han havde ikke ladet sig høre fra sig i over 2 år, og så var han i band med ham. Hvordan skulle jeg nogensinde tilgive ham?

"Ja, Liam, det er det sjovt nok," et hysterisk grin bevægede sig hen over mine læber, "det er også bare mig, Clary. Men jeg har altså private sager, som du ikke behøver at blande dig i, selvom du pludselig er i et verdenspopulært band." Hans øjne opspilede sig i ren forskrækkelse over mit udbrud. Jeg bevægede mig uroligt i sædet.

"Undskyld," mumlede han. Der var ikke andet end stilheden i bilen, indtil vi nåede lejlighedskomplekset, hvor alle drengene boede.

Vi steg ud af bilen i stilhed. Liam låste døren op til lejligheden og tændte lyset i gangen. "Det er så her jeg bor," præsenterede han og slog ud med armene. Det første der gik gennem hovedet på mig var, at der var ufatteligt rent. 

"Liam? Er det dig?" Jeg stivnede. Det er hans stemme, det er jeg sikker på. 

"Liaaaaaam!" Det er ikke hans stemme. En lyshåret fyr kom frem fra døråbningen og løb hurtigt hen til Liam. Han slog armene om halsen på ham. Smilet bredte sig på Liams læber og jeg så mit snit til, at træde lidt bagud imens hele sceneriet spillede for øjnene af mig. En lidt mørkere dreng trådte frem og smilede blidt til Liam. Det var så tydeligt hvor meget, de holdte af hinanden. En høj mørkhåret dreng trådte frem og slår armene ud med så stort et smil, at det lignede, at han var ved at eksplodere af glæde. Han var iført striber og seler. Men han så godt ud ingen tvivl om det. Da den sidste dreng trådte frem af sit skjul, stoppede mit hjerte. Det føltes i hvert fald sådan. Hans mørke krøller havde ikke forandret sig det mindste. De grønne øjne var stadig lige så genkendelige. Jeg lukkede øjnene kort, men åbnede dem, da Liams stemme prøvede at trænge igennem til mig. 

"Clarissa, det her er Zayn, Niall, Louis og-" Han blev afbrudt af min hæse stemme. 

"Harry." Tiden stod stille. Jeg kunne se genkendelsen i Harrys øjne, smilet der stivnede, hans ansigt blev pludselig helt blegt. Men umuligt blegere end mit. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...