Wounded - One Direction

Harry Styles var ikke helt uskyldig, før han tilmeldte sig x-factor. Han har holdt på en hemmelighed i mere end 2 år, og er nu, mere end nogensinde før, bange for at den bliver afsløret, da Liams 17-årige kusine skal bo hos ham i 2 måneder. Til en fest nogle uger før sin audition til x-factor, så han hende blive voldtaget og han gjorde ikke noget ved det. Han stod og var med til at ydmyge hende, sammen med resten af den gruppe drenge, der var omkring hende. Men vil det bryde ud, at Harry Styles var vidne til en voldtægt uden at gribe ind? Drama nærmer sig.

63Likes
92Kommentarer
3317Visninger
AA

4. Fortabt

"Faktisk så forstår jeg det stadigvæk ikke helt," sagde Niall og kiggede drømmende ud i luften, imens en fin rød farve steg op i kinderne på ham, "vi var bare helt almindelige og pludselig var vi det ikke længere. Det er stadig mærkeligt, at vågne op og tænke at det er vores job, det vi laver nu." Han holder en pause og lukker kort øjnene. "Tænk at det vi elsker allermest, er vores job. Vi står op hver dag for at synge, og det bedste er at-" Han slår ud med armene, "folk kan lide det!" Trods alting kunne jeg ikke lade være med at smile af ham. Jeg var ikke i tvivl om, at han elskede det, han lavede.

Vi havde snakket i næsten en time om deres arbejde. Jeg prøvede på ikke at virke for interesseret, men sandheden var, at jeg hungrede efter at vide mere om min fætters nye liv. Jeg ville så gerne bekræftes i, at han ikke droppede familien, fordi han havde lyst til det, men fordi han var nødt til det. Jeg blev bare hele tiden i tvivl, for af alle mennesker forstod jeg ham godt; hvem ville ikke droppe sådan en som mig? Alle de år hvor vi havde været sammen hele tiden var længere væk end nogensinde. 

"Ja, vi var bare helt normale teenagere, og nu er vi verdensberømte, det er sindssygt," tilføjede Harry. Hans ord fik mig til at stivne og jeg måtte kæmpe for ikke at lukke øjnene og se en masse billeder. 

"Helt normale teenagere," gentog jeg langsomt og mest for mig selv. Men jeg lagde straks mærke til, hvordan Harry - og de andre drenge - bed fast i mine ord. Jeg var nødt til at gå, et minut mere her og jeg ville eksplodere, det var jeg ikke i tvivl om. 

"Jeg bliver lige nødt til... Jeg skal have noget vand," sagde jeg og rejste mig alt for hurtigt op. Små sorte prikker begyndte at vise sig for mine øjne, og jeg var nødt til at gribe fat i sofakanten et kort sekund. Men jeg slap den hurtigt, for sådan noget blev der ikke set på med blide øjne. Jeg var sikker på, at Liam ville holde øje med mig, selvom han ikke havde en grund til det. Jeg var ikke syg. 

Med hurtige og lange skridt gik jeg ud mod køkkenet og fandt et glas i et af skabene, som jeg hurtigt fyldte op med vand fra vandhanen. Jeg tog en slurk og stirrede ud af vinduet der var lige over håndvasken. Netop af den grund opdagede jeg ikke, da Harry kom ind og lagde en hånd på min arm. 

"Clary-"

Det gav så voldsomt et sæt i mig, at jeg var lige ved at skrige, men Harry nåede at ligge en hånd over min mund, så det bare blev til en hul lyd. Alle minderne vendte tilbage og fik tårerne til at stige op i øjnene på mig. Hans brændende berøringer, smerten i underlivet, ydmygelsen, det hele var fuldstændig tydeligt for mig. Jeg bed ham i hånden, så han slap sit greb om mig, og væltede bagud, så det gav et jag i ryggen, da jeg ramte bordet. Han rakte ud efter min arm, men jeg flygtede længere væk, længere hen mod døren. 

"Du skal ikke røre mig!" lød det hysterisk fra mig. Tårerne vældede frem, sammen med alle minderne og kvalmen lå tykt i halsen på mig. 

"Jeg vil bare-" 

"Lad mig være!" råbte jeg og stormede mod døren og hen til badeværelset. Jeg slog døren op og kastede mig ned på alle fire, imens jeg lænede mig fremad mod toilettet. Der gik ikke lang tid før, at jeg kastede al den mad, jeg havde spist til frokost, op. Et eller andet sted var jeg fornøjet over, at jeg havde fået kastet maden op, men det var ikke det samme. Det var ikke mig der styrede det, og det var som om, at brækket ikke ville stoppe med at komme. På et eller andet tidspunkt, kom der en og holdte mit hår. Jeg rystede som en sindssyg og ville bare gerne være færdig. Normalt kunne jeg styre det, men ikke denne gang. Det havde ikke været med vilje. Det hele var bare blevet for meget. 

Da jeg var færdig, rakte en eller anden mig et glas vand og jeg tog hurtigt imod det. Lidt efter begyndte jeg at drikke grådigt, og bad efter mere. Der kom et nyt glas vand og lidt efter var tørsten slukket. Jeg mærkede hvordan en varm overkrop omfavnede mig i et kram, og jeg kunne ikke lade være med, at sukke over trygheden, men et hulk afslørede hurtigt hvor oprevet, jeg var. 

"Shhh," hviskede stemmen lavt og aede mig blidt over håret. 

"Du er okay, du er okay," blev den ved med at hviske. Men jeg var ikke okay. Jeg var alt andet en okay. Jeg var alene, knust, fortabt, lille, dum, ensom, ked af det, stor, såret, bange. Alt andet end okay. Hvad havde Harry overhovedet prøvet på i køkkenet? Hvad hvis han ville bruge enhver chance han fik alene med mig? Jeg kunne ikke være alene i nærheden af ham. Det hele var alt for tæt på. 

"Det eksploderer. Mit hoved eksploderer," hviskede jeg lavt og trak benene op under mig. Mit hoved dunkede, så det føltes som tusinde mennesker der trampede oven på det. Lidt efter lidt begyndte jeg at vugge frem og tilbage, men det virkede som om, at intet kunne få det til at holde op. Det larmede. "Det eksploderer," gentog jeg mig selv højere og mærkede tårerne trille ned af kinderne igen. 

"Clary, rolig nu," hviskede en blid stemme og for første gang kiggede jeg op. Til min store overraskelse var det ikke Liam der sad der, men Louis. Hvad lavede han her? Hvorfor var det ikke min fætter der trøstede mig? Jeg tænkte, bogstaveligt talt, så det knagede. Ingenting hang sammen længere. Siden hvornår begyndte fremmede at trøste en, når man hyperventilerede? For det var det jeg gjorde. Min vejrtrækning var uregelmæssig, hele min krop rystede som en gal og sorte små prikker viste sig for øjnene af mig. 

"Stop, stop, stop," hviskede jeg, "få det til at stoppe, vil du ikke nok?" 

Louis lignede en, der var i vildrede, men nikkede alligevel beslutsomt til mig. Han strøg mig forsigtigt over håret, og af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at vige tilbage. Det gav bare ikke mening i mit hoved. 

"Træk vejret dybt, Clary," mumlede han og tog mit ansigt i sine hænder, "helt ned i maven." Jeg prøvede, men det virkede som en umulig opgave. 

"Kom så, prøv igen," pressede han mig, og jeg prøvede igen. Igen og igen og igen. Til sidst begyndte jeg at komme ind i en normal rytme. Eller i hvert fald forholdsvis normal. Lidt efter sad jeg igen i Louis' favn. Men det blev hurtigt afbrudt af en bekymret stemme: "Er du okay, Clary?" 

Jeg løftede hovedet og så lige ind i Liams brune øjne. Et kort sekund var jeg på nippet til at sige sandheden, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hvis jeg fortalte dem alt hvad der skete, ville det måske påvirke bandet, og bare fordi jeg ikke kunne lide Harry, betød det ikke, at jeg ville have bandet skulle splitte op. I hvert fald ikke på grund af mig. Jeg ønskede ikke Liam skulle give sin drøm op. Ikke ligesom første gang i x-factor.

"Jeg er okay," hviskede jeg lavt. Han så længe og tvivlende på mig, men besluttede til sidst at nikke. Løgnen stod mig ud af halsen og endnu en gang mærkede jeg kvalmen, der banede sig vej nede fra maven af. Louis måtte have set det komme, for han vente mig om mod toilettet og nåede akkurat lige at holde mit hår, inden jeg kastede op igen. 

Da jeg for anden gang var færdig, fik jeg endnu et glas vand, som jeg slugte grådigt. Da jeg ville rejse mig, havde jeg absolut ingen kræfter og var lige ved falde om. Men et par hænder greb mig, og jeg sendte Louis et taknemligt smil, men det lignede vidst nok mest en grimasse. 

"Kom, jeg hjælper dig ind, du trænger vidst til at hvile dig," mumlede han i mit øre og bar mig næsten ind på mit værelse, hvor jeg lagde mig under dynen og lukkede øjnene. 

"Sov godt," sagde han og gik mod døren.

"Tak," hviskede jeg hæst og lod søvnen overtage min krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...