Wounded - One Direction

Harry Styles var ikke helt uskyldig, før han tilmeldte sig x-factor. Han har holdt på en hemmelighed i mere end 2 år, og er nu, mere end nogensinde før, bange for at den bliver afsløret, da Liams 17-årige kusine skal bo hos ham i 2 måneder. Til en fest nogle uger før sin audition til x-factor, så han hende blive voldtaget og han gjorde ikke noget ved det. Han stod og var med til at ydmyge hende, sammen med resten af den gruppe drenge, der var omkring hende. Men vil det bryde ud, at Harry Styles var vidne til en voldtægt uden at gribe ind? Drama nærmer sig.

63Likes
92Kommentarer
3329Visninger
AA

5. Bekymring

"Nej, Liam, jeg ved det ikke, okay-" 

"Men hun kastede op. Hun var helst hysterisk, du må da have haft bare en lille anelse om, hvad der udløste det," udbrød Liam ophidset, "gjorde hun.." Han tøver kort med en dyb vejrtrækning. "Gjorde hun det med vilje?" 

"Nej.. Nej, jeg tror ikke hun gjorde det med vilje," mumlede Louis lavt. "Der var noget andet der udløste det. Noget hun er bange for, tror jeg." 

Deres stemmer døde langsomt ud, de forsvandt fra døren og efterlod mig alene med mine dominerende tanker. Hele min krop gjorde ondt, men allermest mit hoved var ved at eksplodere. Hvor dum kunne jeg være, og tage hen og BO hos Liam? Havde jeg forventet, at Harry ikke ville være omkring, fordi de har et liv udover bandet? Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Men jeg tænkte tydeligvis ikke klart. Det gav et sæt i mig, da der pludselig lød et råb et sted nede af gangen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var min skyld allerede. Jeg var løbeilden, der foresagede branden. Det var det, jeg gjorde. Din skyld, din skyld, din skyld.

Og pludselig - bare sådan pludselig - blev det bare alt for meget.

Jeg rejste mig op på usikre ben, og gik stift hen mod min taske, hvor jeg fandt en lysegrøn lighter frem. Det to mig 3 gange at tænde den, og lægge den mod min blege - og allerede brandmærkede - hud. Det første der slog mig var, at det sved forfærdeligt. Det næste var kontrollen. Dette var en smerte jeg kunne styre, og ikke bare en der slog mig i ansigtet, gnavede i maven eller knuste mit hjerte om og om igen. Nej, dette var mit valg. Det føltes helt perfekt. Netop af den grund brændte jeg mig 4 gange til på samme arm. Jeg var følelsesløs, let, flyvende, som på en sky i et lille stykke af himlen. 

Der lød 3 forsigtige bank på døren, og jeg smed hurtigt lighteren fra mig. Jeg kunne ikke blive opdaget nu. Noget sagde mig, at jeg først lige var begyndt. 

"Clary?" lød en forsigtigt stemme udefra.

Jeg kravlede op i sengen igen og lagde mig under dynen som var blevet helt kold. Det var umuligt, at forblive varm i denne krop, selvom man ellers skulle tro det med alt det fedt, jeg havde på min krop. Tanken fik mig til at gyse. Der lød et bank igen, og det gik op for mig, at jeg havde glemt at svare.

"Ja?" hviskede jeg og kravlede længere ind under dynen. 

Det var Liam, der kom ind med en ny kop te. Han smilede blidt til mig, men det nåede ikke hans øjne. Det gjorde bekymringen i stedet. Skylden blussede op i mig igen, og jeg følte mig ikke længere følelsesløs. Trangen til at skære, brænde mig selv, var så voldsomt, at jeg var ved at skrige, på trods af de 5 nye brandmærker på min arm.  

"Clary, hvad skete der?" spurgte Liam seriøst med sin kendte far-stemme, idet han satte sin te på mit sengebord. Det gav et sæt i mig, da han satte sig på sengen og tog min hånd. Det var ikke meningen, at trække hånden til mig, men det var det, jeg gjorde. Brandmærkerne brændte stadig voldsomt meget, fordi de ikke havde været under den kolde øjne, men jeg bed trangen til at skrige i mig. 

"Jeg fik det bare dårligt, Liam, undskyld," hviskede jeg og undgik hans øjne. Han ville kunne se løgnen.  Det kunne han altid, også selvom vi ikke havde set hinanden i over 2 år. Måske var det netop af den grund, at han tog forsigtigt fat i min hage og løftede mit blik. 

"Du lyver," konstaterede han. 

"Liam.."

"Clary, svar mig uden at lyve."

"Liam, hold nu op!"

"Nej, jeg vil ej! Du har lige kastet op! Jeg så hvor bange du var! Hvor tynd du er, og hvordan.. Hvordan er du blevet sådan her?!" hvæste han og slap min hage, men jeg sænkede ikke mit hoved i rent chok. Det føltes som et slag i ansigtet. Hvordan kunne han tillade sig, at snakke sådan til mig efter 2 og et halvt år? Som om at han stadig kendte mig! Han anede ikke, hvem jeg var længere. Jeg anede ikke, hvem han var længere. Men ingen af de rasende sætninger kom over mine læber, i stedet lød der bare et hulk og tårerne sved i øjnene på mig. 

Med et sæt rejste jeg mig op og styrtede ud på mit badeværelse, som hørte med til gæsteværelset som jeg lånte på mit besøg. 

Mine hænder rystede forfærdeligt, da jeg tændte for vandet i brusekabinet og satte mig ned på gulvet, med ryggen ret op af væggen. Min vejrtrækning var uregelmæssig og hakkende. Det lille sorte hul i maven voksede sig større og større, lige indtil det tårerne begyndte at trille og hulkene brød ud gennem mine sprukne læber. 

Hvorfor er du blevet sådan her? 

Klam. Grim. Fed. Uduelig. Ulækker. Hjælpeløs. Svag. Alene. Idiot. 

Ordene sved næsten så meget, at jeg var ved at skrige, men jeg kunne ikke lade skriget komme ud af min mund. De måtte ikke vide hvor meget det hele påvirkede mig. Selvom de nok alligevel havde en anelse om, at noget var galt. 

Der lød et hårdt bank på døren og en rolig stemme udenfor. 

"Clary?" 

Jeg hikstede videre og trak benene op under mig. Hvorfor havde Liam sagt sådan om mig? Var det ikke nok, at jeg hadede mig selv? Var han virkelig nødt til at påpege det? Det var som at tvære salt i et åbent sår. Det var ondt. Men måske havde jeg fortjent det, måske var jeg selv ude om det. På en eller anden måde fik jeg overbevist mig selv om, at det hele faktisk var min skyld. Det var min skyld. Det hele.

"Clary, vil du ikke godt lukke op?" Jeg kiggede op og lagde hovedet på skrå, selvom der stadig var en dør mellem os. Hvad mente han? Mente han kun døren eller mente han omkring mig? Omkring min fortid? Jeg pressede læberne sammen, tørrede øjnene, og slukkede for bruseren. Mit åndedræt var stadig besværet, da jeg tog to dybe indåndinger for, at samle mig selv.

Jeg lukkede døren op, og så lige ind i Louis' ansigt.

"Jeg vil vise dig London sammen med Harry, vil du med?" 

________________
A/N:

Undskylder på forhånd det lidt korte kapitel, men følte det var det rigtige sted at stoppe. Undskylder diverse fejl, sætter mig ned på et tidspunkt og retter dem! 

Hvad synes I om kapitlet? Hvilken drejning tror I det hele tager? Tror I Clary siger ja, til at tage med Harry ud på sightseeing? Fortæl, fortæl!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...