Long time ago - 1D

Lauren James, eller rettere tidligere Styles. For efterhånden længe siden var hun med i en trafik ulykke, hvilke knuste hendes storebror Harry Styles. På hospitalet blev hun erklæret død, men hun endte med at vågne igen. For ikke at ændre det hele for den dengang 8 årige Harry, blev Lauren bortadopteret. Hukommelsen havde hun mistet. Den dag idag, finder hun mening i One Directions musik. Og præcis som hendes storebror, kan hun synge. Derfor har hun stilt op i det britiske X-factor. Men en ting har de til fælles, de har begge to et billede. Et billede der er magen til hinanden. Laurens eneste minde om hendes biologiske familie. Under X-Factor, der bliver afholdt på et helt andet tidspunkt, skal hver deltager stille op, og synge en sang for hendes familie, eller nogle de holder af. Laurens billede under showet kommer frem som baggrund. Det billede Harry ser på hver eneste dag. Eftersom det er anderledes, skal One Direction den dag optræde der. //Læsning på eget ansvar.

27Likes
11Kommentarer
1609Visninger
AA

3. Kapitel 2

Harry's synsvinkel

Det var så en uge siden i fredags. For idag var det fredag. Kan i se, selv mig kan tænke. Jeg er dygtig, og det er endda morgen. Faktisk meget tidlig morgen, for Niall fik nemlig den idé igår, at han skulle have morgenmad klokken 7 om morgnen. Okay, det kunne vi godt regne ud. Og det morgenmad skulle være pandekager, som tager meget lang tid at lave. Så derfor, var jeg stået op for en halv time siden, og for den halve time siden, der var klokken 5. Mind mig lige om, at næste gang er det Liam der hænger på det morgenmad, og ikke mig.

Så fordi jeg faktisk skulle lave de der dumme pandekager, var jeg blevet nødt til at gå ud i Nialls køkken. Surprise Pandekager tager normalt ikke lang tid, vel, men det gør de når de skal laves hos den der lille irlænder. Eller irer, hvad det end hedder. For han ejer mere mad, en de ting man skal lave maden med. Husk mig på drengen skal have en kagerulle i julegave. Vi havde allesammen overnattet hos Niall, for han bor nemlig tættest på der hvor X-Factor-ting tingen er.

Faktisk præcis 5 minutter i 7 var alle pandekagerne lavet, og det er altså ikke så lidt pandekager faktisk. Alle drengene, med undtagelse af Zayn og Louis, for de sover stadig, var stået op. Så måtte de bare spise kolde pandekager, ha. Lær det, mennesker. Så nu sad resten af os rent faktisk og spiste pandekager, hvilket var meget hyggeligt. Og gud hvor er jeg ved at blive syg i hovedet af folk der siger jeg ligner Lauren. Hende dimsen der fra X-factor, okay. Hende Lauren. For der er helt sikkert mange der hedder Lauren.

Efter at have spist morgenmad vaskede Zayn og Louis op. I hånden, som var Nialls hævn for at de først kom og spiste pandekager 10 minutter OVER 7, ja nemlig ja. Læg et meget stort tryk på over. I hvert fald hvis du ikke vil slåes ned med en ske af Niall. Hvilket minder mig om, at ham og Liam havde igang i en eller anden fight, og Niall sad og truede ham med en ske. Og hvad laver jeg så? Stener Tempel Run. Det er faktisk et ret så genialt spil, med en ret god tidsfordriv, ihihi. Prøv selv.

Og fordi vi nærmest bare intet skulle idag, endte vi med allesammen med at sidde og se Pyrus. Ja, jeg siger bare det er Liam's valg. At se en dansk julekalender, hvor man ikke forstår det der bliver sagt, i November måned. Og Nialls sad uoverraskende nok og sang med på alle sangene, hvilket lød utroligt sjovt med hans irske accent, også at han ikke kunne udtale bare halvdelen af ordende. Men underholdning, altså. Det var da vel også det eneste at foretage sig mens man venter.

Ingen af os havde sådan rigtigt fået tøj på endnu, hvilket vel heller ikke gjorde noget som helst, når det bare var os. Alligevel fik vi det på, da klokken var hen af at være 12, som så nok også er ret sent, når man har været oppe siden klokken 5. Eller sådan et eller andet, men vi var vant til det. Idag skulle være en rolig dag, der sikkert bare ville blive lidt urolig i aften, eftersom vi skulle optræde i X-Factor, der ville nok være fans, og whatever. Vi er skuda vel efterhånden blevet vant til det.

*

Det var blevet et-eller-andet-mærkeligt, og ja, det betød et soundchek. Bare så alt var klar til om et par timer. Der hvor X-Factor ville begynde. Efter soundchekket havde vi intet at lave, udover at underholde os selv, ved at være sammen med deltagerne. Bevidst begyndte jeg at undgå dem, for jeg magtede ikke alt det der Harry Styles ligner Lauren, Lauren ligner Harry Styles. Nok havde hun samme navn som min døde lillesøster, men min Lauren var forhelvede død! Hun ville aldrig mere komme til at se mig, og jeg ville ikke komme til at se hende igen. Hun lå død og begravet på en kirkegård, jeg havde set hendes gravsten, flere gange. Jeg skulle bare snart acceptere at hun var død.

Fyldt med sorg og gråd lod jeg mig glide ned af en mur, også gemme mit ansigt i knæene. Der var koldt udenfor, men det gjorde intet. Lauren var væk, det ville være ligemeget. Hun skulle have været her, og støttet mig igennem alt det her. Jeg skulle være der for hende, bruge tid på hende, selvom jeg ikke havde meget der ikke var mit arbejde. Det var sådan det skulle have været. Ikke sådan her. Hun skulle ikke have været væk og død for altid. Det var på tide jeg slap hende, håbet om at hun stadig lever.

Tårene begyndte også at komme, sammen med alle flashbacksne. De flashbacks, der holdte mig oppe. Dem der fik mig til at tro, at Lauren stadig levede. "Harreeeeh?" stemmen tilhørte Louis. Men jeg orkede bare ingen af drengene, og de skulle ikke se mig græde. Det var slemt nok Liam havde set det den dag, da flashbacket fra da jeg fik at vide Lauren var død kom. Nok er Louis min bedsteven, men han skulle stadig ikke se mig græde. "Lad mig nu være, Lou." "Harry, du har siddet der i flere timer og grædt, det begynder nu, og vi skal rent faktisk være der."

Tak for påmindelsen.  I min egen verden lod jeg Louis føre mig med tilbage, finde ud backstage, hvor vi skulle vente, inden vi skulle optræde, præcis ligesom alle de andre deltagere. Som dengang vi selv deltog i det her forbandede shit. Andet ville jeg ikke kalde det, for det fik mig til at glemme Lauren. Jeg havde fucking glemt Lauren mens jeg deltog i X-Factor. Jeg burde ikke havde gjort det.

Vi sad og så alle deltagerne, eller i hvert fald de 3 første, der fulgte jeg med. For ved den fjerde, der gik jeg i stå. Jeg sad og måbede, mens Lauren James sang Deep in the meadow. Sangen Katniss sang for Rue, da hun døde i The Hunger Games. Så smuk en sang. Men det var ikke det der fik mig til det. Det var Laurens stemme, der mindede om min. Det hæse, der så bare var lysere og klarer end min. Baggrundsbilledet mens hun sang. Det var mit billede, det billede jeg havde med mig over alt. Det kunne ikke være fake, det lå ingen steder på nettet, der var ingen der vidste noget om jeg havde en død søster.

"Back to the real life, Styles. Og er det der ikke dit billede?" Niall gav mig et knytnæve oven på hovedet. For ligesom at vække mig. Gu fanden om det da ikke var mit billede. "Jo, det er mit billede. Det er mit. Det er præcis det billede jeg har." tårene kom igen. Det der, det.. drengene og nærmest alle X-Factors deltagere så mig græde nu. Men det var underordnet. Det kunne være ligemeget.

Lauren blev færdig, efter kommentarene kom hun herud. Hun lignede min Lauren. Alt for meget. "Fuck hvor ligner dig og Laurens næse hinandens. Det er da helt vildt." luk nu Liam. Jeg har ikke behov for at vide det. Ikke når man skal til at gøre sig klar. Louis, tror jeg, fik tørret mit ansigt fri fra tårer, og hev mig med op at stå. Det nyttede jo bare ingenting det her. Lisa's, altså værten, hendes stemme reagerede jeg ikke på. Overhovedet ikke. Det eneste der var i mit hoved, var det billede.

Selv Lisa fulgte med, dommerne kom også. Det var faktisk virkelig forvirrende alt sammen. "Harry, Lauren. Følg lige med os et øjeblik." lød Simons stemme. Den stemme kendte jeg efterhånden pænt godt. Tavst fulgte vi begge to efter ham, ind i et lille aflukket rum med et skrivebord, en stol og to læne stole. Simon satte sig bag skrivebordet, mens Lauren og jeg satte os i lænestolene.

"Harry, som du lagde mærke til, var Laurens baggrund, magen til det billede du altid bærer. Anne bad mig fortælle det her idag." fortælle hvad idag? Og hvorfor pokker havde Simon snakket med min mor? "Der er meget god grund til det her. Din lillesøster, Lauren, døde aldrig. Hun vågnede igen, og blev bort adopteret. For ikke at forvirre dig, og holde dig i den tro, at hun var død." HVAD?! Lauren var ikke død.

Det.. det var ubeskriveligt."Din lillesøster sidder faktisk ved siden af dig nu, Harry. Hun fik det billede, som du også har, som minde om hendes biologiske familie. Lauren mistede hukommelsen efter ulykken, men hun har hele tiden vidst, hvad der skete. Og hvorfor." sluttede Simon af.

Tårene kom frem igen. Det var så typisk mig at græde. Rent instinktivt rejste sig mig op, og trak Lauren op også, for at kramme hende. Bare stå med hende. Lauren var hos mig igen, hun var aldrig død. Jeg havde aldrig opgivet håbet om at hun faktisk kunne leve endnu. Og det gjorde hun også. Laurens arme endte omkring, mens jeg bare stod med min have på hendes hoved og græd. Uden et eneste ene ord.

Simon fik os tilbage. I hvert fald til de andre. Jeg havde min Lauren igen, også kunne alt være fuldstændig ligemeget. Lauren var hos mig, jeg havde hende igen, og jeg ville aldrig have hende ud af mit liv, en eneste gang mere. Det ville slet ikke være godt. Nu skulle hun blive her. Jeg skulle dø som den første af os, ikke hende, overhovedet slet ikke.

Zayn endte med at trække mig ind på scenen, eller sådan et eller andet. Musikken til Moments begyndte. Så smuk en melodi, teksten også. Jeg græd ikke, men det betød ikke, at jeg ikke kunne finde på det. Liams blide, og behagelige stemme, var lige nu den eneste lyd i rummet, sammen med musikken.

En albue i siden fik mig tilbage til den virkelige verden. Følg med i teksten, Styles, så du ikke glemmer din solo. Kun de tre første ord "If we could.." kom fra mig, inden jeg brød sammen, og faldt. Så helvedes pinligt. Jeg kunne ikke mere, meget langt fra. Lauren var borte og død, men alligevel var det billede der. En eller anden overtog min solo, mens jeg bare sad på gulvet. Grædende, og på TV. Det ville ikke ændre noget som helst, bare en masse forsider. De kom altid, det ville slet ikke være anderledes.

På mystisk vis var et par arme om mig. Efter duften at dømme, så var det Lauren. Min elskede lille Lauren. Min lillesøster. Hun ville ende på forsiderne sammen med mig, eller sådan noget. Mens jeg bare lå knækket sammen, sad Lauren og snakkede til mig. Beroligende ord, mens hun holdte om mig, strøg mig over ryggen. Men det burde have været omvendt. Jeg skulle være der for hende, hun skulle ikke være dig for mig. Ikke på den måde, overhovedet ikke. Hun var ikke min storesøster, der var Gemma.

Zayn hjalp Lauren med at få mig ud efter Moments. Da vi endelig kom ud bagi til de andre deltagere, begyndte jeg at studere Lauren. Liam havde haft ret i det med vores næser, og hun havde mine øjne. Præcis den samme grønne farve. De lange bløde mørke krøller, der var sat op i en flot løs knold på hendes hoved. Der var ingen tvivl om, at hun var min Lauren. Hun lignede mig ligeså meget som da vi var små, hvis ikke mere nu.

Min lillesøster var hos mig igen. Hun var her virkelig, og helt og holdent i live, alt havde bare været en stor løgn den dag. "Harry" mit navn kom fra Gemma. Det var helt klart Gemma. "Vidste du noget om det her?" okay, måske ikke det bedste svar, når man ikke har set sin storesøster ret så længe. "Harry, undskyld jeg ikke fortalte dig det. Mor ville ikke have det" fuck Gemma. Hun skulle have fortalt mig det. Vi fortalte hinanden alt, men åbenbart ikke længere.

Præcis derfor var der nu et mærke af min hånd på hendes kind. Det havde ikke været med vilje, overhovedet ikke. Det chokerede udtryk i hendes ansigt sagde intet. Jeg havde aldrig slået Gemma før. "Fucking bitch!" eller for den sags skyld skreget sådan noget af hende. Brugt de to overfor en pige før, eller bare i det hele taget. Jeg kunne ikke tage folk der brugte f-ordet. Specielt slet ikke drengene.

"Harry slap af, du har Lauren hos dig nu." Liams arme hold mig fast, hans stemme der nåede mig. Jeg burde slet ikke have reageret sådan overfor Gemma. Det var jo slet ikke fair overfor hende. Hun gjorde bare hvad der blev sagt, og man kunne se hun havde det dårligt med intet at have sagt til mig om alt det her. "Undskyld Gemma.." "Harry det er okay, jeg ville selv have reageret på samme måde. Når det her er slut, så syntes jeg vi skal bruge resten af aftnen sammen med vores lillesøster"

Gemma burde slet ikke have tilgivet mig så hurtigt. Men det at skulle tilbringe resten aftnen med Lauren og Gemma bragte et smil frem. Mine to ynglings piger. De to piger, der betød allermest for mig i mit liv, sammen med min mor. Men i aften, ville det bare være Gemma, Lauren og jeg.

-------------------

Hullu snuskebasser! Ej okay, altså.

Nå, nu fik jeg så det her kapitel færdigt, og ja, jeg blev tvunget igennem min forfærdelige skriveblokering på det, lol. Nå, Ella avr igen ved at græde over mit kapitel, ahaha. Men det var jeg også selv. Kommenter, like, sæt på favoritlisten hvis i kan lide det. Vil gerne have en kommentar alligevel, haha. Nå, hvis Lauren skulle have en dø lille love story med en, hvem skulle det så være? Det kan sagtens være nogle af de andre drenge også.

xx El Dorado aka Julie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...