Long time ago - 1D

Lauren James, eller rettere tidligere Styles. For efterhånden længe siden var hun med i en trafik ulykke, hvilke knuste hendes storebror Harry Styles. På hospitalet blev hun erklæret død, men hun endte med at vågne igen. For ikke at ændre det hele for den dengang 8 årige Harry, blev Lauren bortadopteret. Hukommelsen havde hun mistet. Den dag idag, finder hun mening i One Directions musik. Og præcis som hendes storebror, kan hun synge. Derfor har hun stilt op i det britiske X-factor. Men en ting har de til fælles, de har begge to et billede. Et billede der er magen til hinanden. Laurens eneste minde om hendes biologiske familie. Under X-Factor, der bliver afholdt på et helt andet tidspunkt, skal hver deltager stille op, og synge en sang for hendes familie, eller nogle de holder af. Laurens billede under showet kommer frem som baggrund. Det billede Harry ser på hver eneste dag. Eftersom det er anderledes, skal One Direction den dag optræde der. //Læsning på eget ansvar.

27Likes
11Kommentarer
1609Visninger
AA

2. Kapitel 1

Lauren's synsvinkel.

Ikke rettet igennem.

Jeg sad i sofaen, og prøvede at få styr på mine nerver. Selvom liveshowet først var i aften var jeg godt og grundigt nervøs, det var som at have en lastbil der ikke gad starte fordi der var elefanter i den som spiste egernes Nutella, og derfor var egerne sure og så hoppede de og så vækkede de næbdyrene, også var der fight. Så derfor prøvede jeg at berolige mig med tegnefilm. Verdens bedste tegnefilm, det var det jeg så. Jeg så nemlig 'Næsten nøgne dyr, ‘ den er bare genial den tegnefilm.

 

Det minder mig enligt om dengang jeg gik i bad med underbukser på. Ved du hvad der sker med dem? De bliver våde. Det var nok ikke lige det du regnede med, hva?

Efter ’Næsten nøgne dyr’ gik jeg op på mit værelse, eller det var jo enligt ikke mit, det var X-factors. Det ville jo være underligt hvis det ikke var, nu hvor jeg jo er i X-factor huset. Og det ville jo være underligt hvis jeg var i X-factor huset og ikke var med i X-factor, men det var jeg jo så heldigvis. Heldigvis havde jeg en rigtig god sangstemme, eller det var i hvert fald det de sagde.

Hvilket bringer mig tilbage til; fuck hvor var jeg nervøs. Jeg tror aldrig der er nogle der har været så nervøse i nervøsernes historie som mig.

Jeg måtte ringe til Simon og spørge hvad man kunne gøre ved nervøsitet. Ja, nemlig people Simon Cowell, er min mentor. Verdens bedste mentor.

Jeg greb hurtig min telefon, og trykkede Simons nummer ind og ringede på den grønne knap som lyste om, og det var næsten som om jeg kunne hører den råbe ”Vælg mig, vælg mig!” Der lød tre dutter fra mobilen, før han tog den, ”Ja goddag du taler med Simon Cowell” lød en stemme i telefonen, ”Ja gu’ er det så, hvem skulle det ellers være? Det var jo dit nummer jeg trykkede ind.” Sagde jeg i telefonen, han grinede lidt af mig. Han skulle da forfanden ikke grine af mig, jeg var dybt seriøs, ”Jamen, hej til dig også Lauren” Nej, jeg magter det ikke. ”Drop det der Simon, jeg skal bruge din hjælp!” Jeg kunne hører ham fnise en smule, ”Hva’ da, sukkermus?” Urh, hvis han ikke snart stopper med sukkermus så slår jeg ham i hoved med en svamp, ”Drop sukkermus. Hvordan kurrer jeg nervøsitet?” – ”Det kan man ikke, men tag et bad, spis noget is og gå rundt nøgen. Det var sådan jeg sagde til drengene da jeg var mentor for dem.” Drengene? Hvilke drenge? ”Hvilke drenge? – ”Åh, du ved bare One Direction.” Selvfølgelig var det dem, det kunne have sagt sig selv, ”Nå dem. Jamen okay, det prøver jeg så bare. Hej hej Simon, vi ses til prøver om nogle timer” Åh prøver, det var altid så hyggeligt at have prøver med Simon, han var altid så hygsom, ”Vi ses sukkermus” – ”Drop det der pis, Simon” sagde jeg og lagde på.

Derefter tøffede jeg op på mit værelse, eller mit og mit.. Men herefter sparkede jeg min dør til værelset op, lavede rullefald ind og endte på gulvet med en brækket tå. Slut prut.

Ej, okay. Så tager vi lige en slapper. Jeg åbnede døren med min fod, tøffede over til skabet for at finde min ih så dejlige jumpsuit med dinosaurer på og et par sokker, i pink. Jeg elsker pink.

Herefter gik jeg ud på toilettet, og trak af tøjet. Men da jeg er færdig med at klæde mig af, og skal til at lægge mit håndklæde frem, kan jeg ikke finde det! Jeg kigger rundt omkring på badeværelset, men kommer så i tanke om at det ligger på mit værelse.

Der smider jeg det altid, når jeg har været i bad, jeg er for doven til at ligge det ud på badeværelset igen. Jeg bliver enlig med mig selv om at jeg ligeså godt kan gå derud nøgen, fordi her er alligevel ikke nogle.

Jeg åbnede døren og gik ind på værelset. Men det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg havde nemlig glemt at jeg havde et giganormisk vindue på mit værelse, men der var sjældent nogle. Men så uheldig som jeg var, var der nogle lige nu, som stod og kiggede ind af vinduet.

Det var ligesom først der det gik op for mig. En person stod og kigge ind på mig, gennem mit vindue.

Nej, det var ikke bare en person. Det var Deacon. Den overfor lækre X-factor dreng. Pik og patter.

Det kom som et chok, og jeg sprang nærmest over ved siden af skabet, tog min badekåbe med ænder på og gik så hen til skabet, tog mit håndklæde ud, og spurtede så hen til døren og rev den op, og gik hen til badeværelset igen.

 

Efter badet, sad jeg og var lidt på min computer, det var efterhånden længe siden jeg havde været på den. Jeg sad og ventede på at min computer gik ind på facebook.

Den var kræftædme langsom. Old computer. Oldercomputer. Jeg magtede ikke at vente mere, så jeg gik ind på twitter i stedet for. Det var den MEGET hurtigere til. Jeg tjekkede hurtig de mange tweet’s folk havde sendt til mig.

”Omg, you look a little like Harry Styles.J

“You sing soo good! Love you. #Followmeplease? :-)”

“I don’t like you. I don’t hate you, but I love Doug more. #WeloveDoug”

At folk sagde jeg lignede Harry Styles varmede mig hjerte, jeg havde altid synes Harry var lækker. Men nogle gange kunne ham og hans bandmedlemmer godt blive for meget. De spillede konstant One Direction i radioen, og på MTV. One Direction mig her, og One Direction mig der. Det var til at få spat af! Ikke fordi jeg ikke kunne lide deres musik, for det kunne jeg. Jeg elskede den. Deres musik gav så meget mening i mit hoved. De skulle vidst spille x-factor næste gang Det glædede jeg mig ret så meget til, fnis.

***

Nu var det snart. Lige om snart skulle jeg på. Jeg havde efterhånden fået styr på nerverne, og jeg stod klar bag den store tingest som jeg ikke vidste hvad hed.. Men her stod jeg så, med en mikrofon i hånden. Jeg var enlig bange for at den ville falde ud af mine hænder, fordi jeg havde efterhånden ret så svedige håndflader.. Nu var der ikke særlig lang tid, jeg tror at der er mindre end 2 minutter til jeg skal på.

Fuck, nu er vi på! Jeg kunne hører pifte, klappe og støje, men en stemme overdøvede det hele. Det var den søde værtinde, Lisa det var det hun hed, ”Velkommen tilbage til X-factor hvor vi nu er halvvejes. Simon, vil du præsentere din næste syngene engel,” hvor var hun sød, hun kaldte mig en syngene engel. Jeg elsker også dig Lisa.  Det næste jeg hørte var Simons stemme, ”Ja, den næste af mine deltagere er virkelig et naturtalent, men hun er godt nok også en person i sig selv, her kommer Lauren James, med sangen The a team.” X-factor musikken lød, og de store døre blev åbnet, og her står jeg så. Lille bitte mig, på en giganormisk scene. Jeg følte mig ærligtalt lidt nøgen, og nerverne kom som vinden igen. Jeg kiggede panisk hen på Simon, han smilede, nikkede og mimede, ’Du kan godt gøre det’ Musikken startede, og der løb koldsved ned af ryggen på mig. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg tog mikrofonen op til munden, og ellers kom ordene nærmest flyvende ud af min mund.

"White lips, pale face
Breathing in snowflakes
Burnt lungs, sour taste
Light's gone, day's end
Struggling to pay rent
Long nights, strange men

And they say
She's in the Class A Team
Stuck in her daydream
Been this way since 18
But lately her face seems
Slowly sinking, wasting
Crumbling like pastries

And they scream
The worst things in life come free to us
Cos we're just under the upperhand
And go mad for a couple of grams
And she don't want to go outside tonight
And in a pipe she flies to the Motherland
Or sells love to another man
It's too cold outside
For angels to fly
Angels to fly! 

Ripped gloves, raincoat
Tried to swim and stay afloat
Dry house, wet clothes
Loose change, bank notes
Weary-eyed, dry throat
Call girl, no phone

And they say
She's in the Class A Team
Stuck in her daydream
Been this way since 18
But lately her face seems
Slowly sinking, wasting
Crumbling like pastries

And they scream
The worst things in life come free to us
Cos we're just under the upperhand
And go mad for a couple of grams
But she don't want to go outside tonight
And in a pipe she flies to the Motherland
Or sells love to another man
It's too cold outside
For angels to fly
An angel will die
Covered in white
Closed eye
And hoping for a better life
This time, we'll fade out tonight
Straight down the line

And they say
She's in the Class A Team
Stuck in her daydream
Been this way since 18
But lately her face seems
Slowly sinking, wasting
Crumbling like pastries
They scream
The worst things in life come free to us
And we're all under the upperhand
Go mad for a couple of grams
And we don't want to go outside tonight
And in a pipe we fly to the Motherland
Or sell love to another man
It's too cold outside
For angels to fly
Angels to fly
To fly, fly
Angels to fly, to fly, to fly
Angels to die."

De sidste toner lød, og sangen sluttede. Lisa kom ind på scenen, og gav min en hurtig krammer, ”Det var flot, Lauren” sagde hun. Det gjorde mig altid var den måde hun sagde det på, ”Louis, hvad synes du om Laurens optræden?” spurgte hun Louis, ”Lad mig sige det sådan, at det var et helt forkert sangvalg, og absolut ikke din bedste optræden. Jeg kunne ikke lide det” Publikum buede. Jeg var ikke særlig god til at modtage kritik eller ros, det havde jeg aldrig været. Det føltes som at få en lussing lige i ansigtet, ”Jeg synes hun gjorde det godt. Men lad os hører hvad Nicole har at sige.” – ”For det første, så lad vær med at lytte til Louis, han aner ikke en dyt om det her. For det andet, du er fantastisk, du er født til at synge. Jeg er så misundelig på Simon.” Sagde hun med et smil. Hendes kommentar varmede mit hjerte. Den næste var Tulisa, hun sagde bare at hun var enig med Nicole. Den næste var Simon, jeg håbede han kunne lide det, hvis han ikke kunne lide det var jeg dømt ude af X-factor, ”Lauren, jeg vil bare lige sige at du gjorde fantastisk der oppe. Du er en født popstar!” Sagde han, jeg kunne mærke rødmen kom snigende op i mine kinder, jeg sendte ham verdens største smil, ”Jeg synes i hvert fald du gjorde det godt Lauren. Hvis du vil se Lauren næste gang, skal du skrive LA i en sms og sende den til 1212, og nu må du gerne gå ud til de andre deltagere” sagde Lisa. Jeg sendte kameraet verdens største sødeste smil nogensinde, vinkede til kameraet og gik ud til de andre.

 

***

Der stod jeg igen på scenen og svedte som en ko. Rent ud sagt. Men der var nu kun to tilbage – Mig og Scarlett og en af os ville komme med til næste uges liveshow, ”Og videre til næste uges liveshow er..” sagde Lisa. Hvorfor skal man altid vente så lang tid med at få svaret? Det pisser mig fuldkommen af. Hvorfor kan vi ikke bare få det af vide med det samme, Urh. Jeg knyttede mine hænder sammen, hvis jeg ikke snart fik det af vide ville jeg seriøst springe i luften, ”Og videre er.. Nej, før det vil jeg lige sige at der ikke var særlig meget forskel på de to, der er faktisk kun én stemme som skiller dem fra hinanden. Og videre er, med én stemme mere.. Lauren!” Saaaay what? Var jeg virkelig kommet videre? Det føltes som en bombe af glæde sprang i min mave, jeg kunne råbe og skrige så glad jeg var. Jeg gjorde enligt ikke noget specielt jeg stod bare, og overvejede hvad jeg skulle gøre. Endelig fik jeg mig taget sammen til at gå over til Scarlett det stod med tårer ned at kinderne og give hende et kram, ”Du er en fantastisk sanger, Scarlett. Ikke glem det” hviskede jeg i hendes ører.

Jeg gik ud bagved til de andre deltagere som var videre, gav dem krammere og fik et glad saft? Det måtte være en fejl, jeg fandt en af de andre deltagere, ”Ed, jeg har altså fået saftevand, og ikke vin. Det må da være en fejltagelse” sagde jeg og kiggede ham dybt i øjnene, ”Nej, Lauren du er mindre årig, du skal ikke have vin min ven, du skal have saft” sagde han og lo. Jeg sukkede kort.

Endelig kom Simon og de andre dommere gående ind i rummet. Simon stod med verdens største smil på læben, og jeg styrtede over til ham og gav ham verden største bjørnekrammer, ”Jeg kunne seriøst skrige” mumlede jeg til ham, ”Så gør det” jeg så chokeret på ham, ”Mener du virkelig det?” Han nikkede, ”JEG ER FUCKING VIDERE I X-FACTOR ARH!” Skreg jeg. Mig og Simon var derefter færdige af grin. 

-----

Hej små englebasser. 

Her er så det lovet kapitel. Er det for kort? For langt? For kedeligt? For useriøst? For et eller andet?

Kommentere det! Jeg ved ikke hvornår Julie har tænkt sig at skrive fra Harry's synsvinkel, men skal vi sige hmm, Søndag? Ej det er op til Julie. Men kommenter det gerne, like og sæt på favoritlisten.

xx Doctor Bob aka Ella

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...