Long time ago - 1D

Lauren James, eller rettere tidligere Styles. For efterhånden længe siden var hun med i en trafik ulykke, hvilke knuste hendes storebror Harry Styles. På hospitalet blev hun erklæret død, men hun endte med at vågne igen. For ikke at ændre det hele for den dengang 8 årige Harry, blev Lauren bortadopteret. Hukommelsen havde hun mistet. Den dag idag, finder hun mening i One Directions musik. Og præcis som hendes storebror, kan hun synge. Derfor har hun stilt op i det britiske X-factor. Men en ting har de til fælles, de har begge to et billede. Et billede der er magen til hinanden. Laurens eneste minde om hendes biologiske familie. Under X-Factor, der bliver afholdt på et helt andet tidspunkt, skal hver deltager stille op, og synge en sang for hendes familie, eller nogle de holder af. Laurens billede under showet kommer frem som baggrund. Det billede Harry ser på hver eneste dag. Eftersom det er anderledes, skal One Direction den dag optræde der. //Læsning på eget ansvar.

27Likes
11Kommentarer
1608Visninger
AA

1. Prolog

"There's just to much the time can not erase"

Jeg kan tydeligt huske den dag. En dag, hvor hele min verden brød sammen. Både far, mor og Gemma's verden også. Lauren blev erklæret død. Hun havde været med i en bilulykke, og var åbenbart ikke til at redde. Lægerne havde prøvet.i ugevis. Hun var blevet genoplivet 2 gange, men nu var hun død. Helt, helt væk. Jeg ville aldrig få lov at se hende igen. Kun i mareridtsne, og på det ene billede. Et billede af far og mor, Gemma der sad med mig på det ene ben, og Lauren på det andet.

Lægerne kom, far og mor havde røde øjne, og Gemma var ingen steder at se. Hvorfor dog det? Tegnefilme var alligevel mere spændende, end de kedelige og altid så alvorlige og seriøse læger. "Harry" lød min fars hæse stemme. Det fik mig til at vende hovedet. "Kom lige med." Tavst fulgte jeg efter med mine forældre, ind til min lillesøster Lauren. Maskinen med hendes hjerterytme var koblet fra, alt sammen. "Hun er død, Harry. Der er ikke mere at gøre." Mors stemme var fyldt med gråd. "NEJ!" mine skrig begyndte at komme, gråden vel også. Det var urealistisk. Lauren kunne ikke være død, ikke når hun kun var seks år gammel, nej man døde først når man blev gammel.

Siden den dag, havde de ord hjemsøgt mig i mareridt. Hver gang jeg havde det sjovt, fik jeg en skyldfølelse. Jeg kunne ikke tillade mig det. Ikke uden Lauren, jeg havde gjort alt med. Indtil for ti år siden, da jeg var otte, og hun døde. For øjnene af os alle sammen. Ingen af drengene forstod den sorg. De havde jo ikke mistet deres lillesøster, den person der betød aller mest for dem. "Harry.. altså, vi skal snart afsted. Det nytter ikke du sidder og græder." Liams blide stemme kunne høres ude fra døren, og modvilligt rejste jeg mig. Tørrede øjnene. det var vel ikke min skyld, at vi skulle videre. Der var aldrig et øjebliks fred og ro. Det ville der heller aldrig blive. Først den dag, man ikke er kendt mere.

-----------------------------------

Hullu! Ja okay, underligheden meget længe leve. Ella var faktisk ved at græde, ahaha. Lær det,. Ella. Julle er bare langt dygtigere til det her. Nej okay, det er jeg så ikke. Meen, passer det der lille flashback-noget ind? Og, og, ja, vi lavede en eller anden sjov ting, for at finde ud af hvad der her skulle handle om. Kommenter, like, alt det der jo. Men kun hvis i kan lide den. Kom med en kommentar alligevel, aha. Bare.. gør det. Også regner jeg med, at første kapitel er færdigt senest, hm skal vi sige torsdag? Nej okay, det afhænger af Ella.

xx El Dorado aka Julie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...