Mirakelmagerens Tryllekunst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2012
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Adrian er helt normal. Han er i år 11, på high school i New Orleans, har en del venner og drømmer om at blive journalist eller musiker. Han har dog også en baggrund, præget af glemsel- hvem er han egentlig?
Men da hans far fortæller at de skal flytte, begynder tingene at ændre sig. Adrian bliver indelukket og underlig. Siger farvel til vennerne. Da dagen kommer til at de skal flytte, bliver Adrian sendt op på loftet. Her finder han sin farfars 'Journal 57'. Tingene han finder ud af, er grænseoverskridende. Kan det være rigtigt, at miraklerne kun venter på at blive igangsat? Og er det værd at genopdage noget, som måske vil give ham ar for livet? Og skal Adrian gribe chancen, for at få et nyt liv? Han har livets mirakler, lige ved hånden.

1Likes
2Kommentarer
531Visninger
AA

3. City dreams

"Der er så mange ting, der gør det at flytte ulideligt. Du skal sige farvel, du skal møde nye mennesker, starte en ny æra af liv... Der er meget jeg ikke kan kapere, ved det her.
Turen i bil, fra New Orleans til New York, tager 20 timer. Det er langt væk, og anstrengende og stressende. og vi skal flytte ud af min bedstefars hus, og det er det eneste jeg kender til og argh... Jeg er 17, og har boet her hele mit liv. Hvordan fanden klarer jeg at bo i en lille lejlighed i New York, at starte på en ny skole!? Jeg ved det ikke, Cassie, virkelig," jeg kiggede op fra sin skål med nudelsuppe, op i Cassies dybe og nøddebrune øjne.
Forundringen i hende øjne kunne aldrig overraske mig. Hendes ansigt generelt, kunne ikke overraske mig. Vi havde været venner siden børnehaven, og Cassie var nok det jeg ville savne allermest, ved byen. Fuck High School helvedet, det var ikke noget værd alligevel. Kantinen var varm i dag, eleverne snakkede højt og som sædvanligt sad vi ved vinduerne, og kunne kigge ud på skolens grønne græsområder. Var skolerne i New York mindre end skolerne her? Var eleverne også delt op i grupper som de var her? Var der skemaer på samme måde eller var min far ved at kaste os ud i noget, som hverken han eller jeg ville kunne klare?
"Adrian, jeg er sikker på at Tom nok skal klare det hele." nogle gange glemte jeg, at mine venner kaldte min far ved navn. De fleste har også oplevet ham til fester, og i forskellige natklubber, så hvorfor ikke. ".. Jeg ved godt at det er en stor omvæltning, herre gud, du flytter til NEW YORK!? Det er jo der det sker, hah! Men at din far sælger jeres hus, galleriet... I får en hård start på sommeren. Men mig og James regnede med, at køre op til jer i jeepen, og hjælpe med juicebaren?" Cassie lod et smil spredes over hendes små og tynde læber, og strøg det sorte hår om bag øret. Hver gang jeg så Cassie tænkte jeg altid på Japan, og kinesere, grundet hendes udseende.
Hun var lille, med et lille ansigt, små hænder. I det hele taget, en meget lille person udenpå, stor indeni. Hendes blanke, sorte hår lå glat ned over hendes ryg, som hun sad foroverbøjet, og det havde altid en svag duft af jordbær. Det havde altid undret mig, hvorfor piger fik deres hår til at dufte. Det er jo ikke ligefrem det drenge går efter... Hm.

"Du klarer ikke 20 timer i en bil," jeg kunne mørke et instinktivt træk i mine kinder, og et smil kom vidst omgående til syne. Det var dog et sødt tilbud, virkelig. Min far solgte det galleri, han havde arbejdet med i ti år, til fordel for at starte en juice/smoothie og sandwichbar, i New York. Der må være en million af den slags, og jeg ville skulle lyve, hvis jeg sagde at jeg IKKE ønskede at det slog fejl. Så kunne vi tage tilbage til New Orleans... Til havnen, hvor Nana altid stod med en kogende gryde chili klar, for billige penge. Hvor der var fest og liv i gaden, og varme og åbne mennesker. New York var koldt, nådesløst, ikke et sted jeg selv ville plante en fod i.

"Vi flytter om to uger, og der er stadig 3 måneder af skoleåret tilbage, så til den tid har I nok alle sammen glemt mig. Jeg er startet på en ny skole, arbejder for min far, græder mig selv i søvn..." jeg kunne ikke lade være med at le, da jeg så Cassies ansigt. Hun sukkede. "Idiot..."

 

                                                                    ☆☆☆☆☆

 

"Godt du er hjemme." min fars stemme piercede mig fuldkomment, så snart jeg nåede ind ad døren. Først røg skoene af, så blev tasken smidt i hjørnet, og jeg fortsatte ind i entreen, og ind i køkken/stueområdet. Alt var tomt, pakket ned i kasser. Det var uhyggeligt at se sit eget hjem så... Øde.
"Hej far..."
jeg orkede ikke endnu et skænderi, og løb derfor igennem stuen, og op ad trappen mod mit værelse. Mit forhold til min far var.. anspændt. Og sådan havde det været siden ulykken- det var næsten som om.. Som om at han bebrejdede mig for det hele. Jeg tror også at det var grunden til, at han valgte at sælge galleriet. Og at flytte. Han vil ikke mindes hende mere, og det gør ondt hver dag. Ikke at det ikke gør ondt på mig, men... Jeg kan ærligt talt ikke huske hende, eller noget omkring hende længere. Da ulykken skete, udviklede jeg amnesia- kort sagt, hukommelsestab, og i en voldsom grad. Jeg var så uforberedt på at få hele historien, se familiefotoerne, hendes værelse... Vi havde været fire personer. Mig, James, Dan og Jennifer. Vi ville alle sammen på stranden- undtagen Jen. Min far havde bedt os om at passe på hende, imens at han var i galleriet. Der var en kunstudstilling. Jeg tror vi råbte meget af hinanden, for Jennifer ville ikke på stranden, og jeg ville absolut ikke have min latterlige lillesøster med, jeg husker det ærlig talt ikke.. Daniel havde lige fået sit kørekort, vejene var stille, vi troede at det var sikkert nok, så han satte speederen i bund... Vi var kørt ned ad en skrant, og havde ramt et træ. Dan brækkede en ryggen og slap godt af sted med det, han kom sig, og kunne stadig gå efter. James og jeg fik hjernerystelse, jeg brækkede en arm og fik hukommelsestab af chokket. Jennifer... Jennifer havde siddet på forsædet, med Dan. Og hun havde siddet i den side, træet ramte hårdest. Hun brækkede nakken. Lægerne sagde til os, at hun nok havde... klaret den, hvis airbaggen ikke havde slået hende så hårdt. Hun var 12. Og jeg kunne ikke selv, på nogen måde, huske hvem hun var, eller hvad der var sket. Jeg kunne ikke huske min søster.

For mig var det at bo i vores hus, at bo der hvor min søster engang havde været. Min søster som jeg havde elsket ubetinget, og som havde elsket mig igen. Jeg kunne stadig have kontakt til hende, uden at hun var her. nu var hendes værelse pakket væk, alt var smidt ud, udover de få ting, som jeg havde fundet og gemt. Fotoer var i kasser, hele vores hus, det eneste sted der kunne bevise min søsters eksistens, var uhåndgribeligt for mig. Ikke at jeg ikke forstod min far, for jeg havde sikkert hadet stedet, hvis jeg kunne huske Jennifer. Men hun var som en fremmed for mig nu, og uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg kunne huske hende, vidste jeg jo at det ville medbringe en dyb sorg. Og som det var nu, havde jeg ikke brug for mere sorg, flere komplikationer... Det var 2 år siden nu. Men på et eller andet punkt ville jeg altid ønske at det havde været mig der var død, den aften. Forsvundet til noget bedre... Selvom at livet tilbage heller ikke var en dans på roser. Året efter Jennifers død... Alle de venner og veninder, der græd, udspurgte mig om alting, ikke at kunne huske hende. Pillerne, psykiateren, livet tilbage.. Livet tilbage var også hårdt. Specielt hvis at man var mig. Siden Jennis død, kunne jeg lige så godt have været forældreløs- men jeg håbede på noget bedre. Bad for hendes sjæl hver dag, for min egen.. 'frelsning'.

Mit hoved begyndte at koge over. Den ubehagelige summen, der indtrådte mit baghoved, som en ubehagelig summen. En bivirkning af pillerne. Jeg tændte for mit anlæg, det eneste der ikke var pakket ned, og trykkede play. Skruede helt op, og forsvandt dybt ned i musikken, digtene, poesien. Jeg har altid troet, at der var en grund til, at jeg ikke kan huske noget. Nu håber jeg bare at jeg finder ud af, hvorfor...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...