Mirakelmagerens Tryllekunst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 dec. 2012
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Adrian er helt normal. Han er i år 11, på high school i New Orleans, har en del venner og drømmer om at blive journalist eller musiker. Han har dog også en baggrund, præget af glemsel- hvem er han egentlig?
Men da hans far fortæller at de skal flytte, begynder tingene at ændre sig. Adrian bliver indelukket og underlig. Siger farvel til vennerne. Da dagen kommer til at de skal flytte, bliver Adrian sendt op på loftet. Her finder han sin farfars 'Journal 57'. Tingene han finder ud af, er grænseoverskridende. Kan det være rigtigt, at miraklerne kun venter på at blive igangsat? Og er det værd at genopdage noget, som måske vil give ham ar for livet? Og skal Adrian gribe chancen, for at få et nyt liv? Han har livets mirakler, lige ved hånden.

1Likes
2Kommentarer
510Visninger
AA

2. Blottede tænder

Hjørnet af baren havde aldrig været så stille før. Alle var ude at danse, undtaget ham. Han sad, skjult i sin hættetrøje, med sin dobbelte whisky, gemte sin identitet. Hans øjne var... tindrende, intense. De stod i stærk kontrast til hans markerede ansigt, og det mørke hår der sad som var han kommet ud af en voldsom storm. Han var charmerende. Ikke typen enhver ville vende sig om efter, men derimod en speciel type. Han sad egentlig altid alene, på sit hjørne af baren, fik den samme whisky, sad med den samme notesbog. Men hans blik ændrede sig fra dag til dag, han havde altid et nyt.. Ansigt? På et eller andet punkt var der noget dragende ved ham. Noget tiltrækkende, råt og nøgent, og man kunne ikke helt sætte ord på det..

Han fik øje på hende med det samme. Længst henne imod toiletterne. Alle pigerne omkring hende falmede nærmest, visnede i hendes nærhed. Klubber havde aldrig været hans smag.Men da han så hende, var det allerede bestemt. Han skulle følge efter hende. Hun havde vist sig for ham, og han kunne se det specielle omkring hende. Han gennemskuede det, mens andre, dumme mennesker, bare gloede efter hende, som et andet stykke lækkert kød. Tilpas højde, 1.65 meter, og ca 1.75 denne aften, da hun havde høje sko på. Sorte og af lak. Dybe, mørke øjne, som den varme og bitre 70%s chokolade man kunne få i kiosken, et lille flot ansigt, og langt grå hår sat op i en stram hestehale. Hun viste intet andet end hendes bare arme, da hendes outfit bestod af en grøn top og et par sorte skinnyjeans. Hun behøvede ikke vise mere, for det var ikke hendes hud, hendes smil, eller noget simpelt der gav ham lysten.
Det var hendes måde at bevæge sig på. Måden hendes krop svajede i takt til musikken, og håret fulgte efter. Meget mere elegant end menneskeligt muligt- sådan så det ihvertfald ud, imellem den klodsede og berusede vals. Hun burde have været til en teaterforestilling, og ikke en lille teknofest i midtbyen. Hun var for god til den her slags folk, tænkte han distraheret.
Hun fangede hans blik og smilede. Og han var så godt som færdig allerede. Han listede rundt blandt de fulde mennesker, listede sig imod hende uden hendes egen viden om det. Det var en fantastisk følelse i kroppen, adrenalinen. Hele hans krop sitrede, når han fik små glimt af hendes blik. 
Hun havde fanget hans opmærksomhed, ingen tvivl om det. Men nu var det noget stærkere der tog over. Lyst. Han fulgte hende med øjnene, hun måtte ikke komme ud af hans synsvinkel. Hun smilede drillende. Forsvandt og dukkede op et helt andet sted. Men hun var så fortryllende, at det ikke gjorde noget. Han nød at jagte sit bytte. Pludselig stod hun ved en dør, der ledte ud i den klamme baggården. Der hvor rygerne altid stod, pulsende, udmattede og forgiftede af alkohol. Og hun forsvandt hurtigt ud af den forbandede dør. Han kunne mærke bølger af vrede skubbe sig igennem sin krop. Hun legede med ham, ikke at det ikke var sjovt, men hun var... En ny kilde til information. Han kunne endelig se hende tæt på...
Han skubbede de dumme teenagetøser af vejen, skyndte sig hen imod døren, skubbede den op og trådte ud. Han så sig omkring. Tomt, hvilket var.. usædvanligt. Hun stod nede for enden af gyden, lænet op af muren med et lystigt smil. Han holdt øje med hende ud af sin øjenkrog, og lod som om han ledte efter noget, lod som om at han ikke hende. Han løftede derefter hovedet og kiggede imod hende. "Du har vel ikke en lighter jeg kan låne?" et smil udspilledes på hans læber.
Hun løftede et øjenbryn, lagde hovedet på skrå. Så smilede hun igen, eller det lignede det. "Det er jo ikke en lighter du er her for, er det vel?" hendes stemme var sprød, varm, sød... bitter. Han kom tættere på, smilende... og stivnede så.
Hun blottede sine tænder. Ikke som i et smil, en venlig hilsen, eller flirten. Hun blottede sine tænder, i en snerrende advarsel. Han stod stille i et par sekunder. "Man skulle tro at du var lidt blidere, over for dem du har tænkt dig at leve af," han stak sin cigaret i munden, med et grin der tydeligvis forvirrede den stakkels pige. "... Jeg kan dufte dig, helt herfra. Du er tydeligvis ikke bare et menneske, og dette fascinerer mig. Hvorfor mig..? Eller, nej vent, præferencejagt."

Hendes snerrende udtryk blev erstattet af forbløffethed, et smil der næsten var venligt, og hun lignede igen et ualmindeligt smukt menneske. "Du drikker meget. Det gør alle, heromkring." hendes smil blev bredere, og hun nikkede. "Det er bedre end det de andre spiser.. Derfor jager jeg her." Han kunne mærke det bittersøde i hendes stemme, det varmede den kolde luft omkring dem, prøvede stadig at indkapsle ham. Men hun kunne vel ikke gøre for.

"Hvad siger du, til at hjælpe mig med noget? Jeg skal nok hjælpe dig med din jagt... Men noget for noget," hans brune øjne tindrede, og han holdt en bydende hånd frem.

 

...Det eneste der altid havde undret mig, var smagen. Konsistensen, når det flød ud over tungen, over ganen og ned i svælget. Hvor forskelligt var det fra person til person? Ville folk have forskellige præferencer, som narkotisk eller vegansk? Kunne man have lige så forskellige meninger, som nogle folk har om chokolade, chips eller mad generelt? Hvor fristende var det egentligt, og hvordan kendte man forskel?
Det var det eneste der virkelig havde sat min hjerne i gang, efter at jeg begyndte at lære nattens dæmoner at kende.
Jeg ville ikke kalde dem noget barnligt, eller stereotypisk. De har hverken store tænder, kold hud eller døde øjne. Som uvidende ville du aldrig kunne kende forskel. Som vidende, må du gå rundt i uvished.
De har en form for elegance, som man ikke ser hos mennesker. Nogle ridser og flager i smilet, noget dyrisk, som om der venter et helt andet væsen under den papirtynde hud. Der var noget der… Gjorde dem attraktive for deres ofre. De dufter tillokkende, alt efter hvem de foretrækker. Præferencejagende, kalder vi det. De udvikler sig til at være attraktive, for det de kan lide. Og om de dog ikke gjorde det perfekt, hver gang.
For hvert spørgsmål, er der et svar…

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...