Porschen

Anders på 15 år, finder en sort Porsche parkeret bag en natklub i København. Nøglerne sad i tindingen, så han tager chancen og tager den. Han bor med sine forældre i et højhus i Lyngby og de deler garage med de andre beboere, så han kan have bilen i nærheden uden at blive opdaget. Han regner ikke med at få problemer, men...

Historien foregår i efteråret 2012.

1Likes
2Kommentarer
203Visninger
AA

2. Grøn Mint

Det grønne blad, som hang i bakspejlet, svingede ud til siden og vendte sig rundt, da Anders drejede til højre. På bagsiden af bladet stod der "Grün mint."

Vi holdt ind ved parkeringspladsen overfor centeret. Det tog lidt tid at få det hele forklaret til Anders, men til sidst indså han at jeg havde ret. Først blev han lidt bange. Hans øjne flakkede og man kunne se en dråbe sved på hans pande. Men så kom han op at køre. Han smilede fra øre til øre og kyssede endda rettet. Det var gået op for ham, at den bil han sad i, var meget mere hver end han kunne forestille sig. Han gav sig til at læse artiklen, men stoppede forbløffet op midt i det hele. Han viste mig en linje i tredje spalte, hvor der stod: "Vi ved med sikkerhed at Porsches bil ikke findes længere, men den ville have en værdi af cirka 20 millioner, ved nuværende salgspris." Han gav mig en flad femmer, mens han aede rattet. Derefter læste han videre. Men så begyndte han at svede. Anders prøvede at sige noget, men han stammede så meget at han ikke kunne sige noget. Til sidst fik han fremstammet at jeg skulle læse femte spalte. Det gjorde jeg så, men allerede da jeg var halvejs kunne jeg se, hvad der var galt. Ferdinand Porsche sponsorerede i sin tid et nyt firma som fremstillede mintpastiller. Han spiste, ifølge artiklen, to pakker om dagen i de sidste ti år af sit liv, og det eneste han ville have med i sin grav var et familiebillede, nøglerne til hans allerførste bil og en pakke Grøn mint. Det var underligt. Selvom han døde for over halvtreds år siden, kunne man stadig lugte minten. Jeg kiggede på Anders og han kunne tydeligvis også fornemme det. Han sad med næsen i vejret med rynket pande. Han indsnusede lugten og så på mig. Hans armhuler var en stor sø af sved. Vi gik ind i kiosken for at få lidt vand. Da vi kom ud igen tog Anders og jeg begge et snus af luften. Der var intet at lugte, ud over den sædvanlige stank af udtværede cigaretskoder. Men med det samme da vi satte os ind i bilen, kom lugten af mint tilbage. Det var dog ikke det eneste. Handskerummet stod åbent. Anders sagde at han aldrig havde lagt mærke til det før nu. Der lå en rodet stak papirer, som var blevet helt brune efter alle de år ide lille rum. Og ovenpå bunken lå en lille æske på størrelse med dem man har Gajoler i. Jeg tog forsigtigt en finger frem og prikkede forsigtigt til den. Den var iskold, som en jerstang en vintermorgen. Og det var lige, hvad det var. Jern. Den var grøn. En grøn jernæske man kunne have i den hule hånd. Jeg samlede den varsomt op og kiggede på forsiden, hvor man kunne se et billede af et grønt blad. Baggrunden var ikke farvet, så man kunne se metallet. På låget var der håndskrevet to tyske ord."Grün Mint". Selvom jeg havde fransk i skolen, kunne jeg godt regne ud at der stod "grøn mint". Jeg åbnede æsken på klem og straks kom den stærke, men friske luft ud i hovedet på mig, og den spredte sig i hele bilen på få sekunder. Hvor man før kunne dufte det svagt, var det nu umuligt ikke at bemærke det. Jeg blev helt glad og frisk som efter et koldt bad. Når nu det duftede så godt, smagte det sikkert også godt, tænkte jeg. Og inden jeg havde set mig om havde jeg proppet to i munden. Det skulle jeg ikke have gjort. De smuldrede på tungen og smagte af støv der havde ligget ti år for længe under en sofa. Jeg åbnede vinduet, med håndsvinget, der gled ned så let som ingenting, og spyttede det hele ud. Jeg må dog havde kommet til at synke noget, for jeg fik det rigtig dårligt. Alting snurede rundt, og jeg kunne hverken mærke mine arme eller ben. Jeg blev bange for at det var stoffer eller gift, men duften af mint i bilen fik mig til at slappe af. Jeg kunne med ét høre nogen nynne klassisk musik, men det var ikke Anders. Det var en ryst fra en voksen mand. Dog beroligede det mig og mine øjne blev tunge. Jeg gled mere og mere sammen, og til sidst kunne jeg ikke længere holde fast i virkeligheden. Mine øjne faldt i og jeg forsvandt ind i drømmenes verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...