Lille frk. Evigglad

En historie fortsat af et udkast, vi fik af vores lærer.

Gyser

0Likes
0Kommentarer
259Visninger
AA

3. Morgenrød

Solen farvede de lette grå skyer orange og lyserøde for neden, og fuglenes kvidren vækkede bageren. Han stod op og vaskede sig, og på vej ned ad trappen til butikken kiggede han ud af sit vindue som så mange gange før. Han gabte søvningt og fortsatte mod sit arbejde, upåvirket af synet, som var så normalt. Den mægtige, røde murstensbygning med de knuste ruder var godt nok forladt og skræmmende, men den havde jo altid stået der og aldrig gjort bageren noget. Hvorfor skulle noget være anderledes, denne kølige, grå efterårsmorgen?

Frk. Evigglad stod foran det halvt ødelagte spejl og blinkede med øjnene. Lyset fra vinduet et par meter væk irriterede hende, og hun sukkede indvendigt ved tanken om at skulle ud i dagen. Hun var mere til mørke, kunne bedre se i natten, og de sorte nætter bragte også langt mere sjov end dagene, der ætsede hendes krop, nogensinde kunne gøre.

Men trods skuffelsen ved morgenen, kunne hun ikke være andet end glad lige nu. Det havde været en indbringende nat; sulten var stillet, og behovet for føde var dysset så meget ned, at der godt kunne gå et par dage, før det var nødvendigt for hende at indtage noget igen. Hun smilede og slikkede en lille bloddråbe af læben ved mundvigen. Hendes fortryllende ansigt var glat og blegt, og der var ingen tegn på den natlige aktivitet. Hun rettede lidt på tøjet og gik over for at hente den lille jakke, der lå på gulvet et par meter fra mandens tøj.

Da hun vendte sig mod døren, kastede hun et enkelt blik tilbage på den hvide, tynde krop, som lå på det røde gulv, og lo lidt. Hans tøj var smidt i en bunke ved siden af ham, indvoldene lå i en anden, fin bunke lidt længere væk. Gulvet var lidt rødere end ellers, men udover de få ting, så alt ud, som da de kom. Hun var ret stolt af sig selv, og smilet blev bredere, da hun tænkte på den allerførste gang. Da havde hele rummet stinket, og lunger, hjerte og nyre havde været spredt ud over det hele. Hun var blevet langt bedre med tiden, men hun havde jo også haft et par tusind år til at øve sig. Ja, det meste var faktisk i orden denne morgen, og hun havde endda en bil til at transportere sig vider til et nyt sted. Så ville det ikke blive så koldt, mens hun var på vej mod den næste.

Hun glemte mandens maltrakterede ansigt og de høje mure, mens hun gik hen mod bilen, lige så smuk og fortryllende som altid. Nogle fyre, som sad ovre på den anden side af gaden piftede, da hun stod ved bilen, og hun smilede af deres dumhed. De ville være lige så lette ofre, som den spinkle mand, hun lige havde taget. Men hun ville ikke kigge på disse drenge, aldrig to gange i samme by i træk.

Hun startede bilen og grinede ved det svage brøl fra motoren, det fik hende til at tænke på mandens råb på livet, og hendes egen sejrsstemme genlød i hendes hoved. Frøkenen grinede igen og kørte smilende ud i sin evighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...