Lille frk. Evigglad

En historie fortsat af et udkast, vi fik af vores lærer.

Gyser

0Likes
0Kommentarer
242Visninger
AA

2. Forladt

"Hvor langt skal du?" spurgte manden.  "Ikke så langt" svarede hun koldt, og manden så overrasket ud over hendes humørskift, så hun lod sin stemme flyde over i et kærligere toneleje: "Men jeg havde da håbet, du ville følge mig ind?" Han virkede lidt mindre nu, men alligevel svarede han: "Selvfølgelig smukke. Men hvor...?"

"STOP" råbte hun og fik hans fod til at trykke, så bremserne hvinede. Manden gispede. "Jeg... jeg... hvordan gjorde du... det?" Hun flyttede hånden fra hans lår til hans skulder. "KOM." Hun gav ikke plads til indvendinger, og mandens øjne var begyndt at flakke. Hun smilede igen det djævelske smil og nikkede, da han åbnede munden for at sige noget. "Ja, det er rigtigt, du vil gerne med ind."

De holdt udenfor en stor bygning. Den tårnede sig op i skyggerne, og nattehimlen strakte sig blomstrende over dens spidende spidse spir. Nogle af de aflange ruder var knuste, og en frygtindgydende tomhed syntes at lure indenfor. Selvom den lå her midt i byen, havde manden aldrig lagt mærke til den før, og han krympede sig under dens mægtighed. "Nej, jeg vil ikke..." begyndte han, men det var for sent.

"Jo du vil." Frk. Evigglad lagde hovedet på skrå og borede sit magiske syn ind i hans øjne, indtil de var blege og udtryksløse. Det stivnede smil sad stadig i hendes ansigt, da hun beordrede ham ud af bilen og fik hans ben til at bevæge sig fremad. Hun holdt sig tæt til ham for ikke at miste grebet om hans vilje, og de få forbipasserende på gaden så dem som et ungt, uskyldigt kærestepar. Ingen tænkte over, at de forsvandt ind i den sugende, sorte bygning, som knirkede i den stærke vind.

Derinde gav hun igen slip på hans hjerne, og han for sammen. Hun masede ham op ad en væg og lod sine fingre glide ned over hans ansigt, knappe knapper op og lyne lynlåse op. Han kunne ikke bevæge sig, selvom han kunne tænke igen. Frygten hamrede mod ham fra alle sider, og han ville skrige, men han kunne ikke. Hendes blik var forvandlet til et grønt skær af vildskab med bittesmå, bundløse pupiller. Han mistede vejret, han mistede førligheden, og samtidig blev hans sind splittet i tusinder af dele. Ingenting hang sammen mere, og hun vidste det, hun vidste, hun havde ham, og hun skreg af grin og rev voldsomt den sidste stump beskyttende tøj af.

Mørket slugte dem, den sorte bygning hylede, og manden, som ikke længere var i stand til at handle selv, blev hamret mod det hårde stengulv, så verden rystede. Efterårsnatten lukkede sig om dem, og de røde mure beskyttede omverdenen mod frk. Evigglads hyl og skrig. Fryden boblede over, og tiden susede afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...