Lille frk. Evigglad

En historie fortsat af et udkast, vi fik af vores lærer.

Gyser

0Likes
0Kommentarer
241Visninger
AA

1. Skønheden i mørket

Hun gik langs den øde, mørke landevej en sen aften i efteråret. Hun stirrede stift frem for sig og lod ikke til at ænse mørket eller lydene, som kom fra de grå, nøgne, høje træer, når vinden fik grenene til at filtre sig ind i hinanden. Hun var lille, bleg og mager. Ind i mellem stoppede hun op og skuttede sig i blæsten i sin lille tynde jakke, der var to numre for lille til hende. Hun forsøgte at gå til, selvom sulten gnavede i indvoldene. Hun havde ikke indtaget føde i lang tid, og hendes tanker blev ved med at kredse rundt om emnet føde.

Hun hørte en bil nærme sig. Der måtte være bid nu, bad hun til. Lysene fra bilen ramte hende, og hun dukkede sig en smule for de stærke lamper. Hun tøvede et sekund, men stak så tomlen i vejret. Der lød et hvin fra dækkene, og bilen standsede. En bildør blev åbnet, og en dyb stemme spurgte: "Hvor skal du hen?"

Hun rettede sig op og sendte ham sit strålende, glitrende smil: "Bare lige ind til byen. Har du tid til at køre mig?"

Hun stak hovedet ind ad døren og så, hvordan han som alle andre mænd sank sammen af betaglse for hendes skønne ansigt. Han løftede anerkendende øjenbrynene. "Selvfølgelig, kom bare ind." Hun smilede igen og satte sig ind på sådan en måde, der lod ham se det hele, og hun hørte det velkendte svage gisp af ærefrygt for sin krop, før hun sad helt ned og vendte sig mod ham. Hun følte sig meget bedre tilpas inde i varmen og trak vejret frydefuldt dybt. Med let bøjet hoved kiggede hun op på manden gennem sine lange, sorte øjenvipper og overvældede ham igen med sin sukkersøde stemme: "Kør." Manden adlød med det samme, og hun smilede for sig selv, et lumsk og farligt smil. Af hans svaghed.

Han var ikke særligt stor på trods af sin dybe, mørke stemme, men han sad gemt i skyggerne, så hun på trods af sine glimrende natteøjne ikke så ham særligt tydeligt. Den hylende vind susede forbi bilen og legede med dens lethed, og de sorte grene på træerne slog mod bilens ruder. Hun så på manden, der smilede og ind i mellem sendte hende et stjålent blik, og hun lagde en hånd på hans lår. Det gav et gib i ham, og han skævede til hende. "Når, hm... hvad hedder du så?" han rømmede sig, og hun lo af de knitrende, dybe lyde, hans stemme gav.

"Jeg er frk. Evigglad" sagde hun lavmælt og kiggede igen op på ham gennem sine tykke, sorte øjenvipper, der lagde skygger på hendes ansigt og skjulte smilet i hendes øjne. "Nå" lo han og smilede. Hendes hånd føltes tung mod hans lår. Frk. Evigglad mærkede hvordan hans betagelse gjorde ham svagere, hun strammede grebet om ham, og hun lod hånden køre op langs hans lår. Han sitrede og trådte speederen i bund. "Til højre" beordrede hun, og han adlød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...