Virkelighedens spejl

Casey har for nyligt mistet sin tvillingesøster. Nu er hun knust og ikke engang gaffatape kan redde hendes forpinte sind. Tvillingerne lignede hinanden på en prik og de havde det ofte sjovt med at lade som om de var hinanden. Men det kan godt gå hen og blive farligt, når pigerne lever så utroligt forskellige liv...

1Likes
0Kommentarer
348Visninger
AA

2. Vandet

Den tørre plet, bagerst på Caseys tunge vil ikke forsvinde, uanset hvor meget hun prøver at væde stedet. Hendes kæber værker, hun havde haft gang i tandgnideriet. Hendes seng er gennemvædet af sved. Den dunrende hovedpine har bosat sig i hendes hoved. Casey prøver at trække sin arm til sig. Lægger en smule vægt på, men må snart give op. Hun har simpelthen ikke kræfter nok, til at støtte sig på den. Da hovedet rammer den våde pude, bliver hovedpinen kun værre. Hendes øjne afsøger det hvidlaserede loft. Hun kunne ikke holde den tørre plet ud. Hun måtte simpelthen have vand. "Mor" starter hun forsigtigt. Intet svar. Hun prøver igen, denne gang med en kræftanstrengelse af umenneskelige dimensioner. "Mor!" Selvom det stadig ikke lød af meget, blev den hvide trædør åbnet forsigtigt. Hendes mor stak sit hoved ind. Hun så utroligt træt ud. Det korte, krøllede hår sad i uorden og det hang i mørke tjavser. Efter et øjeblik, hvor hun havde stået og gloet, spurgte hun; "Hvad er der, skat?" For en gangs skyld lyder hun oprigtigt bekymret. "Mor, jeg har brug for et glas vand." Hendes mors mund former ordene "Nåå" og tungen smælder mod ganeloftet. "Skat, jeg kommer med det lige om to." Datteren lader sine øjenlåg dække de mørke øjne og trækker vejret dybt ned i maven. Det er rart med noget nyt luft i lungerne. Det er lang tid siden hun har trukket vejret rigtigt. Det blev altid kun til små, overfladiske oxygen-og-kuldioxid-swaps. Mere kunne det ikke blive til, for Casey kunne ikke bære, at det var hende, som havde mulighed for at lave disse swaps og ikke Alice. 

Det slidte, mørke hår glugger konfust ind af døren med de pludselig meget vågne øjne, som afsøger rummet for tegn på hendes fortabte datter.

Hendes forvirrede øjne fandt hurtigt datteren liggende på sin lidt for korte seng, og som en hyæne, der nærmer sig sit sårede bytte, nærmer hun sig Casey. Få skridt før hun er ved sengekanten, skifter hun pludselig ansigt og rækker det fyldte vandglas hen mod hende. Casey tager imod det, men er lige ved at miste grebet om det kolde, hårde glas vand. Moderen, før så utroligt træt af tilstedeværelsen, bevæger sig nu med lysets hastighed og hendes fine, bløde hænder understøtter koppen. ”Her skat, tror du, du selv kan klare det?” Et kort nik tilkendegiver Caseys mening og moderen fjerner forsigtigt hånden fra den støttende position under glasset, kun for kort efter at vende tilbage. Casey havde været tæt på at tabe glasset. Endnu en gang. Moderens bekymrede blik bliver et øjeblik koldt og hårdt. Casey kan ikke lade være med at sammenligne hende med vandet. Nødvendigt for at leve, utroligt blødt og ikke specielt interessant. Gennemsigtigt og uden nogen personlig mening. Moderen lader forsigtigt vandglasset tippe over, ned i Caseys halvåbne mund. De dejlige dråber væder den tørre plet og hun sluger sultent det forfriskende vand. Vandet er hurtigt væk, glasset er tomt. Casey sukker dybt, trækker igen vejret udsædvanligt dybt, krænger overlæben tilbage og puster luften ud igennem det karakteristiske tomrum mellem hendes fortænder. Efter et par minutters skiftevis øjenkontakt med moderen og afsøgen af loftet, rejser moderen sig pludseligt og forlader rummet uden at sige noget. Et øjeblik undrer Casey sig, men lægger ikke mere i det. Hun kan jo trods alt bedre lide stilheden og ensomheden, så hun klager ikke. Hun ligger og tænker. Tænker over, hvordan en harmløs joke kan blive til noget så voldsomt som selve døden. Det havde jo aldrig været hendes mening at såre Samantha. Folk gav da Casey ret i at hendes bror, Michael, så rimelig sjov ud, som han sad der i kørestolen, vippende ukontrollabelt frem og tilbage med venstre hånd slående for brystet. En lille kommentar, det havde været alt der skulle til, den var så perfekt afleveret, så umenneskeligt godt placeret, at det næsten kunne være løgn. Der var blevet grinet. En masse. Samantha havde ikke grinet. Hendes ansigt var stivnet i en ulæselig grimasse.

Ikke så smart sagt, nu hvor Casey tænker over det. Hvem kunne vide, at Samantha nød at gå med kniv og ikke glemte Caseys kommentar. Hun huskede den derimod og planlagde omhyggeligt, hvordan hun ville tage sin hævn. Uheldigvis havde Samantha mødt Alice en dag, hun var på vej hjem fra studiegruppen på skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...