Virkelighedens spejl

Casey har for nyligt mistet sin tvillingesøster. Nu er hun knust og ikke engang gaffatape kan redde hendes forpinte sind. Tvillingerne lignede hinanden på en prik og de havde det ofte sjovt med at lade som om de var hinanden. Men det kan godt gå hen og blive farligt, når pigerne lever så utroligt forskellige liv...

1Likes
0Kommentarer
356Visninger
AA

1. Spejlet

To mørkegrønne øjne stirrer intenst tilbage. Et blink. To blink. Tre blink. De blinker i takt, uhyggeligt ens. Casey vender hurtigt hovedet væk fra spejlet. Det er stadig pinende for hende at kigge sig selv i spejlet. De mange kommentarer, minder og øjeblikke overvælder hende pludseligt og de spinkle ben kollapser under hende. Den stabile lyd af hendes vejrtrækning er med et ikke så stabil mere, og det tager flere minutter før den er tilbage til normalen. Hun lader det lange, fedtede hår dække sit ansigt, for hun har ikke lyst til at kigge ind i det sølvindrammede spejl. Hun har ikke lyst til igen at se Alices dømmende øjne hvile på sig. Til igen at føle den enorme, ubærlige skyld hærge sit i forvejen skrøbelige sind. Casey lader langsomt sin hage ramme brystet. Bank, bank, bank. Hendes hjerte banker stabilt, men hun ved bedre end nogen anden, hvor let det kan ændre sig. Hun behøver ikke tage en udmattende 40 meters jog som tykke Austin fra hendes klasse, for at få sved på panden. Eller tage en spurt på Sacramentos Fair Oaks Boulevard, den mest luksuriøse gade i hele Californien, som Hayley fra y-klassen. Et enkelt blik i spejlet og antallet af hjerteslag per sekund stiger øjeblikkeligt og med en så utrolig fart og styrke, at Casey har undgået spejlet siden 'ulykken'. Den fatale ulykke, som Casey aldrig vil tilgive sig selv for. Spejlet minder hende om, at det burde være hende, som ligger og triller tommelfingre i den kolde egetræskiste. Ikke Alice. For Guds skyld ikke Alice. Men Satan havde altid været Caseys skytsengel. Ikke Gud eller mor og far. Ikke psykologen. Ikke Alice. Derfor var det også kun passende at Casey skulle blive i de levendes forfærdelige verden, omgivet af stupide individer, som ikke forstod en skid af, hvad der egentlig foregik. Utroligt mange prøvede, men de måtte alle tage skuffede hjem, stukket ned af de spydige kommentarer der flød i en lind strøm fra hendes mund. Casey ved udemærket godt, at hendes irriterende betænksomme medmennesker udelukkende vil hende det bedste, men lige netop det, får hendes indre til at koge. Casey vil helst bare være i fred. Det er det, hun har brug for. Ikke betænksomme gestusser eller medfølende bemærkninger. Bare fred og ro til at græde og grine. Græde og grine manisk. Først græde, når håbløsheden kommer tumlende. Så grine, for der er ikke flere tårer tilbage. Dette har været Caseys daglige rutine siden uheldet. I 7 lange uger, har Casey ikke skænket skolen en tanke. Et par enkelte hadende tanker til de modbydelige familiemedlemmer, som kom salt i hendes åbne, stadigt blødende sår. Et par usædvanligt splittede tanker til hendes forældre. Casey gik ud fra, at de også måtte have det utroligt hårdt og de var de eneste, der ikke havde belemret hende med "Er du nu helt sikker på, at du er okay?". De eneste svar der virker er "Ja, ja det er jeg." Selvom det er den tykkeste løgn, Casey nogensinde har fyret af, er det på samme tid også den mest nødvendige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...