Virkelighedens spejl

Casey har for nyligt mistet sin tvillingesøster. Nu er hun knust og ikke engang gaffatape kan redde hendes forpinte sind. Tvillingerne lignede hinanden på en prik og de havde det ofte sjovt med at lade som om de var hinanden. Men det kan godt gå hen og blive farligt, når pigerne lever så utroligt forskellige liv...

1Likes
0Kommentarer
349Visninger
AA

3. Spejlbilledet

Casey..” lød det sagte. ”Åh Casey.. Hvor er du henne?” De mørke øjenlåg vibrerer kort før de åbner sig og afslører to panikslagne øjne. Hendes mor kaldte hende aldrig ved navn, kun når der var noget galt. Hendes far kaldte hende Cassandra. Der var kun en i huset, som kaldte hende Casey. Hun sætter sig stift op og gennemsøger rummet med øjnene. Intet. Fuldkommen tomt, bortset fra kommoden, skrivebordet med hendes få personlige ting og så det sølvindrammede spejl. Kaldet lyder for tredje gang og denne gang rejser Casey sig brat op. ”Hvem er det? Hvad vil du mig?” Casey begynder at ryste ukontrollabelt, hvad er det, der sker? ”Søde, søde Casey, jeg vil jo bare snakke ligesom vi plejer.” Caseys øjne drøner frem og tilbage i rummet, hvor pokker kom den lyd fra? Hun holder sig selv i hånden, gnider dem nervøst, men må snart slippe, sveden gør det umuligt at holde fast. Hendes øjne bliver betaget af det smukke sølvspejl, som altid havde stået i en ret vinkel ud fra sengen. Hun kigger på sig selv. Studerer den magre krop, som nægter at tage føde til sig. Spejlbilledet følger hendes bevægelser eksagt. Det åbner munden og taler med en fløjelslet stemme ”Synes du virkelig, det er fair, at du lever, mens jeg er død?” Casey træder forskrækket et par skridt tilbage. Hendes øjne er vidtåbne og udspilede. Hendes mund står åben, forvrænget i en tænderskærende grimasse. ”Lad da være med at se så forskræmt ud, søde søster, hvem fanden tror du ellers det kunne være?” Den søde, engleagtige stemme er væk, erstattet af en hård, gold stemme. ”Tror du virkelig bare, du kan gøre hvad du vil, uden at tænke på konsekvenserne, og når de så kommer, for de kommer jo altid, så bare løbe. Du har altid været den hurtigste af os, men denne gang er der ingen steder at løbe hen. Du skal lytte til mig nu. Høre, hvad jeg har at sige, okay?” Stadig forskræmt nikker Casey. Hendes spejlbillede nikker langsomt og starter sin fortælling. ”Okay. Jeg har et par spørgsmål. Du skal ikke svare på dem, bare lad tankerne flyde.” Spejlbilledet vender ryggen til Casey og slentrer langsomt rundt i det, som ligner en nøjagtig kopi af Caseys værelse. ”Er du klar over, hvor meget skade du har forvoldt? Du har altid været regelbryderen, aldrig har du lyttet til nogen som helst. Også selvom du udmærket godt vidste, hvad der var rigtigt og forkert, kunne du ikke lade være med at tage chancerne. Bare for at prøve at se, hvor grænserne gik. Både dine egne, mine og mors og fars. Og samfundets for den sags skyld. Når de hårfine grænser så endelig blev krydset, flygtede du bare. Ud i skoven, hen til veninderne, ind i dig selv... Du bebrejdede mor og far, sagde, at de ikke havde opfostret os godt, men ved du hvad? Der tog du fejl. Jeg havde det godt, rigtig godt. Jeg begik mig i samfundet som et helt almindeligt menneske, mens du altid skulle gøre opmærksom på dig selv på den ene eller den anden måde. Gå med noget andet tøj, have nogen andre meninger. Hvor svært kan det være at indrette sig efter et så simpelt system, som det vi har? Du ødelagde det hele for mig. Massere af gange. Fik altid ekstra point for ikke at være så besværgerlig, som du plejede. Os, som altid arbejdede hårdt, fik aldrig ros. Fik af vide, vi arbejdede godt, men der blev aldrig gjort noget særligt ud af os... Er du klar over, hvor hårdt det er? Aldrig at blive ordenligt anerkendt? Det har du, ved nærmere eftertanke, nok ingen som helst idé om...” Alice stopper og sætter demonstrativt hånden i siden. Stadig med ryggen til, tilføjer hun; ”Ved du hvad? Jeg var fuldkommen. Perfekt, indtil du kom og ødelagde det hele. Du lavede altid rav i den, løste aldrig de problemer du nu en gang havde. Jeg forstod dig aldrig, man bliver da nødt til at konfronterer sine problemer. Og det her er så mig, som konfronterer mit problem.” bekendt gjorde hun, idet hun drejede om på sine små, fine fefødder og så sin søster dingle fra et reb i loftet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...