Vandringen mod lyset

Nærdødsoplevelse.

1Likes
6Kommentarer
555Visninger

1. One-shot.

Hvor var jeg? Der var helt hvidt, helt sort og helt alle farver, der eksisterede, havde eksisteret, og som nogensinde ville eksistere. Midt i alt og intet var det skarpe lys. En lille plet af et skarpere lys, end noget, jeg i hele mit liv havde set, skarpere end noget,  der på jorden nogensinde havde eksisteret. Man fik ikke ondt i øjnene, det var som om at have solbriller på, men alligevel at kunne se hele lysets styrke.

Glæden ved at kunne klatre højt, højt højt op i træerne i børnehaven, helt uden at falde ned. At hoppe ned højt oppe fra legehusets tag gentagne gange. På trods af smerten i benene, når man lander, inderlig fryd.

Jeg vendte mig om i intetheden, hvor alting var. Lys, mørke, glæde, sorg. Alt. Men alligevel intet. Man følte alt, uden man følte det.

Tegne edderkopper med alt for mange ben, tegne mennesker med kuglerunde hoveder, tændstikarme og  tændstikben og hår ned til jorden.

Lyset var så dragende, jeg ønskede mere end noget andet at se, hvad der var bag det og hvad lyskilden var.

Stoltheden på første skoledag. Finde sit navneskilt, være stolt over at kunne læse det. Med skjult fryd ærgre sig over, at navet er stavet forkert.

Langsomt vandrede jeg mod lyset. Hurtigt kom det nærmere, men alligevel så langsomt, at jeg næsten stod stille.

Falde i skolegården. Græde. Blive pustet på knæet, trøstet og stolt at få plaster på. Smerte så livsbekræftende.

Jeg satte i løb, måtte nå lyset, før min samvittighed indhentede mig. Du skal ikke gå derind, det er enden, du er alt for ung, ville den sige.

Være overbevist om, at man er stor, når man går i anden klasse, stolt fortælle til alle, man har mulighed for at fortælle det, hvor stor man er. Ikke at se deres grin.

En stemme lød bag mig. Min mormors. "Du skal ikke gå derind,  der vil blive enden på dit liv, du er alt for ung."

Med stolthed og glæde fortælle alle, man har fået din første stil for. Selvfølgelig ikke at sige, at det er ens første.

Jeg vendte mig om. "Mormor? Jeg må bare ind i det lys. I hele mit liv har jeg ventet på at se det lys, du kan ikke stoppe mig," sagde jeg, men med en uhyggelig fornemmelse af, at det kunne hun.

Den specielle stemning, der er ved alle prøver. Stress, som alligevel er rart. Irritation, når de andre, stik imod ordrer, begynder at snakke, når de er færdige med deres prøver- helt uden at tage hensyn til, at der stadig er nogen, der knokler.

Mormor forsvandt, langsomt opløstes hun. "Du skal først se mig igen om mange år. Du er kun et barn, lev nu livet, mens du kan."

At blive rystet op og ned i bussen, når man sidder og tænker over alverdens mysterier, mens ens kvalme af køresyge bliver mere og mere intens.

Jeg var nu så tæt på lyset, at jeg ikke kunne se andet. Og heller ikke mærke andet end dets ubeskrivelige varme. Mit navn blev sagt. Min mors stemme. Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke kunne blive. Min mor levede stadig. Hvad ville jeg dog være for et menneske, hvis jeg bare forlod hende? Jeg begyndte at gå tilbage.

Et kys. Et spædbarn, som jeg tog i mine arme. Et skolebarn, som jeg stolt klappede på hovedet. Sne, som faldt. En kat i for enden af min seng. Blomster, der sprang ud. En ung mor, hvis barn, jeg stolt så på. Mig selv, der fortalte et måbende, seksårigt, lyshåret barn historier om gamle dage.

Jeg vidste, at jeg måtte tilbage, hvis jeg ikke ville gå glip at livet. Jeg kæmpede mig tilbage mod min krop, som lå i den ene ende af den tunnel, i hvis anden ende det overjordiske lys var. Lægerne stod rundt om den. "Der stødes," råbte de gentagne gange. Min mor var der. Men det var så langt væk. Turen mod min krop var hård og udmattende, som at gå i modvind, som at svømme i modstrøm, som at blive trukket tilbage, mens man desperat prøvede at komme frem.

  Efter lang tids kamp var jeg ude af tunnelen. Jeg hang over mit eget hoved. Tog mod til mig, hoppede ind i kroppen.

 Mit navn. Igen og igen. Jeg slog øjnene op. Min mor og en masse læger stod i mit synsfelt.

"Hun har åbnet øjnene," skreg min mor," barn dog, kan du høre mig? Jeg elsker dig, hører du?"

"Hun er i koma, det er en refleksbevægelse, hun kan ikke se dig. Eller, for den sags skyld, høre dig. Det gør mig ondt," svarede en mandsstemme.

Jeg vidste, hvor meget det var løgn. Jeg havde set, og hørt havde jeg også.  Men jeg kunne ikke svare, hvor meget  jeg end prøvede. Til sidst lagde jeg mig til at sove, jeg ville leve, ikke forlade min mor, det vidste jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...