Brevet *Oneshot*

En vampyr skriver til en menneskepige, fordi han har forrådt hende ved at komme til at gå i seng med en ande. Efter lang tid adskilt tager han sig sammen og skriver et brev.
Meget rørende (:

Ps, ved godt det er meget datid/nutig idet men det fordi det på samme tid er i datid (sket for lidt tid tiden) men er også i nuet (Eksempel, hun hader ham stadig.)

4Likes
3Kommentarer
254Visninger

1. Brevet

Kære Tiasch.

For det første, forlanger jeg ikke du skal tilgive mig hvis du ikke føler for det, ej hellere være sammen med mig på grund af skyldfølelse, kun at du læser det her, det er det eneste jeg forlanger.

Jeg ved godt jeg har dummet mig. Nej, ikke dummet mig, jeg har virkelig dummet mig. Som du nok ved, har jeg prøvet utallige gange at snakke med dig, men dit raseri har gjort jeg aldrig fik muligheden, så jeg gør det sådan her. På denne måde kan jeg også udtrykke mig bedre end jeg har gjort længe.

Allerede da du fandt mig første gang, bød mig indenfor i dit hjem, kunne jeg ikke lade være med at føle træng til at være sammen med dig. Men, jeg et monster, og monstre kan ikke elske som man siger men det viste sig at være det modsatte.

Vi havde det godt, indtil jeg fandt ud af det med Lyon, at han fandt dig mere fascinerende end de andre piger han snakker med – og der er jo mange. Jeg var irritabel, nervøs for om du fandt ham mere interessant eller du flygtede til ham på grund af det jeg er. Det blev kun værrere da du sagde I skulle rejse sammen. Jeg følte mig forrådt, selvom det jo ikke var tilfældet. I var venner, men jeg var blind af.. Jalousi? Måske. Men det var en følelse jeg ikke havde kendt før.

Midt idet hele mødte jeg Aurora som du jo kender. Jeg var tiltrukket af hende og hun blev en af mine nærmeste venner. Hun hjalp mig med det hele imens jeg stadig var irriteret over Lyons indblanding i vores forhold og da jeg ikke havde set dig et stykke tid blev mig og Auras forhold mere intens. Rigtig intens til sidst.

Men, det værst tænkelige skete at hun – selvfølgelig – blev gravid og det var lige efter jeg havde givet dig løftet om jeg ville aldrig mere være sammen med andre på den måde og du havde omvendt også lovet det, at jeg fandt ud af hun var blevet gravid. Det var en katastrofe, ser du, for det skulle jo slet ikke udvikle sig så langt, da det jo var dig jeg så som ved min side og det er det stadig.

Da jeg fandt ud af Aurora var gravid, ville jeg ikke holde det hemmeligt for dig af kærlighed. Jeg var så.. Ja, bange for du slet ikke ville se mig mere at jeg lavet pokerface og fortalte som det var, det har hidtil været en af mine større fejltagelser. Men, jeg ville hellere have du fik det afvide af mig, end af andre, da jeg efterhånden har lært igennem mine år at det er værre at høre det fra andre, end den der har begået fejlen. Jeg havde aldrig følt så meget som jeg gjorder efter og før på det tidspunkt – også nu for den sags skyld -, så derfor var jeg forvirret over hvad man skulle gøre, sige. Jeg var jo klar over at man ikke kunne sige: ,,Nåmen, jeg har elsket med min veninde som nu er gravid, er du sur?” Det ville være endnu mere dumt.

Du var rasende og kunne jeg bebrejde dig? Nej. Men, hvis du skal høre hvordan jeg ærligt talt havde det, var jeg knust. Ulykkelig. Jeg havde ødelagt den fremtid jeg så med dig. Jeg snakkede med at par stykker om det dilemma jeg var i og alle sagde: Kæmp for hende. Og det gjorder jeg, jeg havde jo flere gange prøvet at snakke med dig, men synes aldrig det gav pote; da du mildt sagt hader mig for det jeg gjorder.

Men du skal vide at mig og Aurora er kun venner, nære nu hvor vi har et barn sammen, men ikke noget der vil udvikle sig. Du er altid i mit hoved, udover den gang barnet blev født men det er nok det eneste tidspunkt.

Derhjemme, eller, hjemme hos dig er det jo mere, er der som du forlod det. Rent. Pænt. Jeg er der ikke så meget mere, kun når jeg skal sove. Du kan godt flytte hjem til dig selv nu, jeg har valgt at flytte, så du kan være i det hjem du altid har boet i indtil jeg kom.

Jeg har fået en datter. Måske synes du det åndssvagt at jeg ikke kan forlade det barn, lade Aura passe det og være den dårlige far som bare efterlader ansvaret. Sagen er, det kan jeg ikke. Barnet er det barn som jeg har været med til at skabe og ja, hun er virkelig det problem som de fleste ønsker bare ikke skulle være sket, men jeg elsker hende- mit barn -, det vil en enhver forældre gøre til sit eget barn. Også dine om dig, selvom jeg ved du ikke har det sådan.

Du har aldrig været problemet, det har jeg. Jeg håber du har læst det her og forstået at hele det her betyder jo:

At jeg elsker dig og det har jeg gjort, længe, selvom du har skubbet mig væk, både mentalt og fysik.

Der en ting der altid har gnavet i mig som et spørgsmål:

Er du bange for mig? På grund af den styrke, mine sanser, det jeg egentlig lever for? Blod? Over det jeg er?

Ærligt?

Jeg forlanger ikke du skal svare tilbage, svare på spørgsmålet, ej hellere ikke tilgive hvis du ikke føler for det og ikke føler jeg ikke fortjener dig, for et eller andet sted gør jeg jo ikke, selvom jeg inderligt ønsker det var sådan.

Det eneste jeg forlanger er, du læser det her som jeg sagde i starten.

Hilsen, Dárren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...